Elsk, del og indbyd
Når vi elsker, deler og indbyder, tager vi del i det store og herlige værk, der forbereder jorden på Messias’ tilbagevenden.
Forestil jer et øjeblik sammen med mig, at I står på et bjerg i Galilæa og ser den opstandne Frelsers pragt og herlighed, idet han besøger sine disciple. Hvor må det være respektindgydende at høre de ord personligt, han sagde til dem, hans højtidelige befaling: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.«1 Disse ord ville helt sikkert styrke, inspirere og bevæge os alle, ligesom de gjorde for hans apostle. De viede i sandhed resten af deres liv til at gøre netop det.
Interessant nok var det ikke kun apostlene, der tog Jesu ord til sig. Medlemmer i Kirkens første tid, fra det nyeste til det mest erfarne, tog del i Frelserens store hverv og delte evangeliets gode nyheder med dem, de mødte og kendte. Beslutningen om at dele deres vidnesbyrd om Jesus Kristus hjalp hans nyetablerede kirke til en omfattende vækst.2
Som Kristi disciple opfordres vi til at give agt på hans kald i dag, som var vi der på det bjerg i Galilæa, da han først proklamerede det. Dette kald begyndte igen i 1830, da Joseph Smith indsatte sin bror Samuel som en af de første missionærer i Jesu Kristi Kirke.3 Siden da har flere end 1,5 millioner missionærer rejst rundt om i verden for at undervise alle nationer og døbe dem, der tager imod det gengivne evangeliums glædelige tidender.
Det er vores lære. Vores skønne ønske.
Lige fra vores små børn til de ældste iblandt os længes vi efter den tid, hvor vi kan give agt på Frelserens kald og dele evangeliet med verdens nationer. Jeg er sikker på, at I unge mænd og unge kvinder følte en lignende styrke i opfordringen fra vores profet i går, da han bad jer om at forberede jer til at tjene som fuldtidsmissionærer, ligesom Frelseren gjorde med sine apostle.
Som sprintere ved startblokken venter vi spændt på den officielle invitation, fuldendt med profetens underskrift, der signalerer begyndelsen på løbet! Dette ønske er ædelt og inspirerende. Lad os dog overveje dette spørgsmål: Hvorfor begynder vi ikke alle sammen nu?
I spørger måske: »Hvordan kan jeg være missionær uden et navneskilt?« Eller vi siger til os selv: »Fuldtidsmissionærerne er indsat til at udføre dette arbejde. Jeg vil gerne hjælpe, men måske senere, når livet er blevet lidt roligere.«
Brødre og søstre, det er meget enklere end det! Heldigvis kan Frelserens store hverv opnås gennem enkle, letforståelige principper, som vi hver især har lært fra barndommen: Elsk, del og indbyd.
Elsk
Det første vi kan gøre er at elske, som Kristus elskede.
Vores hjerte er tynget på grund af de menneskelige lidelser og spændinger, som vi ser over hele verden i disse tumultariske tider. Men vi kan også blive inspireret af den barmhjertighed og humanisme, som mennesker har udvist overalt gennem deres indsats for at række ud til de marginaliserede – dem, der er fordrevet fra deres hjem, adskilt fra deres familie eller oplever andre former for sorg og fortvivlelse.
For nylig fortalte nyhedskilder, hvordan en gruppe mødre i Polen i bekymring for desperate og flygtende familier efterlod fuldt udrustede klapvogne på en perron på en togstation i en pæn række, klar og ventende på flygtningemødre og -børn, der havde brug for dem ved den grænseovergang, når de steg af toget. Vor himmelske Fader smiler helt sikkert over uselviske, næstekærlige handlinger som disse, for når vi bærer hinandens byrder, »opfylder [vi] Kristi lov«.4
Når som helst vi viser vores næste kristuslignende kærlighed, forkynder vi evangeliet – selv om vi ikke ytrer et eneste ord.
Kærlighed til andre er det formfuldendte udtryk for det andet store bud om at elske vores næste;5 Den viser Helligåndens forædlende arbejde i vores sjæl. Ved at udvise Kristi kærlighed til andre kan vi få dem, der ser vores gode gerninger, til at »herliggøre [vor fader], som er i himlene«.6
Vi gør dette uden at forvente noget til gengæld.
Vi håber naturligvis, at de vil acceptere vores kærlighed, men hvordan de reagerer, bestemmer vi ikke.
Det, vi gør, og hvem vi er, har vi bestemt kontrol over.
Gennem kristuslignende kærlighed til andre forkynder vi Kristi evangeliums herlige, livsforvandlende egenskaber, og vi deltager væsentligt i opfyldelsen af hans store hverv.
Del
Den anden ting, vi kan gøre, er at dele.
I de første måneder af COVID-19-pandemien følte bror Wisan fra Thailand sig tilskyndet til at dele sine følelser og indtryk om det, han lærte i sit studium af Mormons Bog på sin konto på de sociale medier. I et af sine særligt personlige indlæg fortalte han en historie om to missionærer i Mormons Bog, Amulek og Alma.
Hans bror, Winai, blev, selvom han var ret fast i sine egne religiøse overbevisninger, rørt af indlægget og spurgte uventet: »Kan jeg få bogen på thai?«
Wisan arrangerede klogt, at to søstermissionærer skulle aflevere et eksemplar af Mormons Bog, og de begyndte at undervise ham.
Wisan deltog i virtuelle lektioner, hvor han fortalte om sine følelser for Mormons Bog. Winai lærte at bede og studere med en sandhedssøgende ånd, at acceptere og antage sandheden. I løbet af nogle måneder blev Winai døbt!
Senere sagde Wisan: »Vi har et ansvar for at være et redskab i Guds hænder, og vi må altid være beredt på, at han udfører sit værk på sin måde gennem os.« Deres familiemirakel kom, fordi Wisan ganske enkelt fortalte om evangeliet på en normal og naturlig måde.
Vi deler alle ting med andre. Vi gør det ofte. Vi fortæller, hvilken film og mad vi kan lide, sjove ting vi ser, steder vi besøger, kunst vi værdsætter, citater vi er inspireret af.
Hvordan kan vi helt enkelt føje det, som vi elsker ved Jesu Kristi evangelium til listen over ting, vi allerede deler?
Ældste Dieter F. Uchtdorf har forklaret: »Hvis nogle spørger jer om, hvordan jeres weekend var, så tøv ikke med at tale om, hvad I oplevede i kirken. Fortæl om de små børn, der stod foran forsamlingen og af karsken bælg sang om, hvordan de prøver at blive som Jesus. Fortæl om den gruppe af unge, der brugte tid på at hjælpe de ældre på plejehjemmet med at samle deres personlige historie.«7
At dele handler ikke om at »sælge« evangeliet. I behøver ikke at skrive en prædiken eller rette nogens forkerte opfattelse.
Når det gælder missionering, har Gud ikke brug for, at I er hans sherif; han beder jer dog om at være hans hjælpere.
Ved at dele vores positive oplevelser i evangeliet med andre tager vi del i at opfylde Frelserens store hverv.
Indbyd
Det tredje, I kan gøre, er at indbyde.
Søster Mayra er nyomvendt fra Ecuador. Hendes glæde for evangeliet tog raketfart umiddelbart efter hendes dåb, da hun inviterede venner og kære omkring sig gennem konti på de sociale medier. Mange familiemedlemmer og venner, der så hendes opslag, svarede med spørgsmål. Mayra var i kontakt med dem og indbød dem ofte hjem til sig for at mødes med missionærerne sammen.
Mayras forældre, hendes søskende, hendes moster, en fætter og en kusine og flere af hendes venner blev døbt, fordi hun modigt opfordrede dem til at »komme og se«, »komme og tjene« og »komme og høre til«. Gennem hendes normale og naturlige invitationer har over 20 mennesker taget imod hendes invitation til at blive døbt som medlemmer af Jesu Kristi Kirke. Det skete blot ved, at søster Mayra indbød andre til at opleve den glæde, hun følte som medlem af Kirken.
Der er hundredvis af opfordringer, vi kan give andre. Vi kan indbyde andre til at »komme og se« en gudstjeneste, en menighedsaktivitet, en onlinevideo, der forklarer Jesu Kristi evangelium. »Kom og se« kan være en invitation til at læse Mormons Bog eller at besøge et nyt tempel, når der er åbent hus før indvielsen. Sommetider er invitationen noget, vi rækker indad – en invitation til os selv, der giver os opmærksomhed og visioner om de muligheder, vi har omkring os til at handle.
I vores digitale tidsalder deler medlemmer ofte budskaber via de sociale medier. Der er hundredvis, om ikke tusinder, af opløftende ting, som I måske finder værd at dele. De rummer opfordringer til at »komme og se«, »komme og hjælpe« og »komme og høre til«.
Når vi indbyder andre til at lære mere om Jesu Kristi evangelium, tager vi del i Frelserens kald til at engagere os i hans værk.
Konklusion
Mine elskede brødre og søstre, vi har i dag talt om tre enkle ting – lette ting – som alle kan gøre. Ting I kan gøre! Måske gør I det allerede – uden selv at vide, at I gør!
Jeg opfordrer jer til at overveje, hvordan I kan elske, dele og indbyde. Når I gør det, vil I føle en vis glæde ved at vide, at I giver agt på vor elskede Frelsers ord.
Det, jeg opfordrer jer til at gøre, er ikke noget nyt. I har hørt disse principper før. Det er ikke den »næste store ting«, som Kirken beder jer om at gøre. Disse tre ting er blot en forlængelse af, hvem vi allerede er som Jesu Kristi disciple.
Intet navneskilt eller brev er påkrævet.
Der er ikke brug for nogen formel kaldelse.
Efterhånden som disse tre ting bliver en naturlig del af, hvem vi er, og hvordan vi lever, vil de blive et naturligt, utvungent udtryk for ægte kærlighed.
Som Kristi disciple, der samledes for at lære af ham i Galilæa for 2.000 år siden, kan vi også tage Frelserens befaling til os og gå ud i hele verden og forkynde evangeliet.
Når vi elsker, deler og indbyder, tager vi del i det store og herlige værk, der forbereder jorden på dens Messias’ tilbagevenden.
Det er min bøn, at vi må give agt på Frelserens kald og stræbe efter at engagere os i hans store hverv, i Jesu Kristi navn. Amen.