Iklæd jer Herren Jesus Kristus
Ved at ære vores pagter giver vi Gud mulighed for at udøse den store mængde af lovede velsignelser, der er forbundet med disse pagter.
Da mine to yngste børn voksede op, fandt jeg bøger, der var underholdende og spændende, og hvor historierne indeholdt symbolik. Når vi læste sammen om aftenen, elskede jeg at hjælpe mine børn med at forstå den symbolik, forfatteren brugte til at belære om dybe principper, endda evangeliske principper.
Jeg vidste, at de var begyndt at forstå det en dag i min yngre søns tidlige teenageår. Han var lige begyndt at læse i en ny bog, og ville bare gerne nyde historien, men hans sind forsøgte hele tiden at finde en dybere mening bag alt, han læste. Han var frustreret, men jeg smilede indeni.
Jesus underviste gennem historier og symboler1 – et sennepsfrø til at undervise om troens kraft,2 et vildfarent får til at undervise om sjæles værdi,3 og en fortabt søn til at undervise om Guds karakter.4 Hans lignelser var symboler, gennem hvilke han kunne undervise dem, »der har ører«, som kan høre på et højere niveau.5 Mens de, der ikke søgte efter den dybere mening, ikke ville forstå,6 ligesom mange, der læser de samme bøger, jeg læste for mine børn, ikke aner, at der var en dybere mening og så meget mere, de kunne få ud af de historier.
Da Gud Faderen gav sin Enbårne Søn som et offer for os, blev Jesus Kristus det største symbol på vor himmelske Faders uendelige kærlighed til os hver især.7 Jesus Kristus blev Guds Lam.8
Vi har privilegiet og velsignelsen af at blive indbudt til at indgå i et pagtsforhold med Gud, hvorigennem vores liv kan blive et symbol på den pagt. Pagter skaber den form for forhold, der lader Gud forme og ændre os over tid og opløfte os til at blive mere som Frelseren, hvilket drager os nærmere og nærmere til ham og vor Fader9 og i sidste ende forbereder os på at komme ind i deres nærhed.
Hver eneste person på jorden er en elsket Guds søn eller datter.10 Når vi vælger at være en del af en pagt, forbedrer og styrker det vores forhold til ham. Præsident Russell M. Nelson har sagt, at når vi vælger at indgå pagt med Gud, bliver vores forhold til ham meget tættere, end det var før vores pagt, og det giver ham mulighed for at velsigne os i et rigere mål med hans nåde og kærlighed, en pagtskærlighed, der omtales som chesed på hebræisk.11 Pagtsstien handler om vores forhold til Gud – vores chesed-forhold til ham.12
Vor Fader ønsker et dybere forhold til at alle sine sønner og døtre,13 men det er vores valg. Når vi vælger at komme ham nærmere gennem et pagtsforhold, tillader det ham at komme os nærmere14 og velsigne os endnu mere.
Gud fastsætter betingelserne og forpligtelserne i de pagter, vi indgår.15 Når vi vælger at indgå i det forhold, vidner vi for ham gennem hver pagts symbolske handlinger om, at vi er villige til at efterleve de betingelser, han har fastsat.16 Når vi ærer vores pagter, giver vi Gud mulighed for at udøse den store mængde af lovede velsignelser, der er forbundet med disse pagter,17 herunder øget kraft til at forandre sig og blive mere som vor Frelser. Jesus Kristus er midtpunktet for alle pagter, vi indgår, og pagtsvelsignelser er muliggjort på grund af hans sonoffer.18
Dåb ved nedsænkning er den symbolske port, gennem hvilken vi indgår et pagtsforhold med Gud. Nedsænkning i vandet og at komme op igen er symbol på Frelserens død og opstandelse til et nyt liv.19 Når vi bliver døbt, så dør og fødes vi igen rent symbolsk og bliver en del af Kristi familie, og vi viser os villige til at påtage os hans navn.20 Vi legemliggør pagtens symbolik. I Det Nye Testamente kan vi læse: »Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.«21 Med dåben iklæder vi os symbolsk Kristus.
Nadverordinancen peger også mod Frelseren. Brødet og vandet er symboler på Kristi kød og blod, der blev udgydt for os.22 Gaven i form af hans forsoning bliver rent symbolsk givet til os hver uge, når en præstedømmebærer, der repræsenterer Frelseren selv, tilbyder os brød og vand. Når vi udfører handlingen med at spise og drikke disse symboler på hans kød og blod, bliver Kristus symbolsk en del af os.23 Vi iklæder os igen Kristus, når vi indgår en ny pagt hver uge.24
Når vi indgår pagter med Gud i Herrens hus, styrker vi vores forhold med ham.25 Alt, vi gør i templet, peger hen imod vor Faders plan for os, hvori Frelseren og hans sonoffer er kernen.26 Herren vil undervise os linje på linje27 gennem symbolerne i ordinancer og pagter, når vi åbner vores hjerte og i bøn søger at forstå den dybere mening.
Som en del af tempelbegavelsen bliver vi bemyndigede til at bære det hellige præstedømmes klædning. Det er både en hellig pligt og et helligt privilegium.
I mange religiøse traditioner bæres særlige synlige klædninger som symbol på en persons tro på og forpligtelse mod Gud,28 og ceremonielt tøj bæres ofte af dem, der leder gudstjenester. Disse klædninger har stor betydning for dem, der bærer dem. Vi læser i skriften, at i fordums tid blev ceremonielt tøj også båret i forbindelse med tempelritualer.29
Som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige bærer de af os, der har valgt at indgå pagter med Gud i Herrens hus, helligt ceremonielt tøj under tempeltjeneste, som symbol på den klædning, der blev båret ved fordums tempelritualer. Vi bærer også det hellige præstedømmes klædning, både når vi tilbeder i templet og i vores hverdag.30
Det hellige præstedømmes klædning er dybt symbolsk og peger også hen mod Frelseren. Da Adam og Eva spiste frugten og måtte forlade Edens have, fik de skindtøj til at dække sig med.31 Det er sandsynligt, at et dyr blev ofret for at lave dette skindtøj – et symbol på Frelserens eget offer for os. Kaphar er det grundlæggende hebræiske ord for forsoning og en af dets betydninger er »at dække«.32 Vores tempelklædning minder os om, at Frelseren og velsignelserne ved hans forsoning dækker os hele livet. Når vi tager det hellige præstedømmes klædning på hver dag, bliver det smukke symbol en del af os.
I Romerbrevet i Det Nye Testamente står der: »Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på … Iklæd jer Herren Jesus Kristus.«33
Jeg er så taknemmelig for privilegiet af at bære det hellige præstedømmes klædning for at minde mig om, at Frelseren og hans uendelige forsonings velsignelser konstant dækker mig gennem hele min jordiske rejse. Den minder mig også om, at når jeg holder de pagter, jeg har indgået med Gud i Herrens hus, har jeg symbolsk iført mig Kristus, som i sig selv er en rustning af lys. Han vil beskytte mig fra det onde,34 give mig kraft og forøget evne,35 og være mit lys og min vejleder36 gennem denne verdens mørke og vanskeligheder.
Der er dyb og smuk symbolsk betydning i det hellige præstedømmes klædning og dens forhold til Kristus. Jeg tror på, at min villighed37 til at bære den hellige klædning bliver mit symbol til ham.38 Det er mit eget personlige tegn til Gud, ikke et tegn for andre.39
Jeg er så taknemmelig for min Frelser, Jesus Kristus.40 Hans sonoffer for os blev det største symbol på hans og vor himmelske Faders uendelige kærlighed til os hver især,41 med håndgribelige symboler på Frelserens kærlighed og offer – mærkerne i hans hænder, fødder og side – som stadig var der, selv efter hans opstandelse.42
Ved at holde mine pagter og forpligtelser til Gud, herunder at bære det hellige præstedømmes klædning, bliver selve mit liv et symbol på min kærlighed til og store taknemmelighed for min Frelser, Jesus Kristus, og mit ønske om altid at have ham hos mig.
Hvis I endnu ikke har gjort det, opfordrer jeg jer til at vælge et dybere forhold til Gud ved at indgå pagter med ham i Herrens hus. Studér vores profets taler (inklusive de smukke lærdomme i noterne til hans taler, som de fleste konferencetaler indeholder). Han har i årenes løb gentagne gange talt om pagter, og især efter han er blevet Kirkens præsident. Lær af hans lærdomme om de smukke velsignelser og den øgede kraft og evne, der kan blive jeres ved at indgå og holde pagter med Gud.43
I Kirkens Håndbog står der, at det ikke er nødvendigt at have et missionskald eller være forlovet for at indgå tempelpagter.44 Man skal være mindst 18 år, ikke længere gå på en gymnasial uddannelse eller tilsvarende og have været medlem af Kirken i mindst ét år. Der er også standarder for personlig hellighed, man skal leve op til.45 Hvis I har et ønske om at styrke jeres forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus ved at indgå hellige pagter i Herrens hus, opfordrer jeg jer til at tale med jeres biskop eller grenspræsident og fortælle ham om jeres ønsker. Han vil hjælpe jer til at vide, hvordan I forbereder jer på at modtage og ære disse pagter.
Gennem et pagtsforhold til Gud kan vores liv blive et levende symbol på vores forpligtelse mod og store kærlighed til vor Fader i himlen, vores chesed til ham,46 og vores ønske om at udvikle os og i sidste ende blive som vor Frelser, og være forberedt på en dag at komme ind i deres nærhed. Jeg bærer vidnesbyrd om, at de store velsignelser ved det pagtsforhold er hele prisen værd. I Jesu Kristi navn. Amen.