Jane Elizabeth Manning James

Jane Elizabeth Manning James (ca. 1822-1908) var ét af mindst fem børn af et frit afroamerikansk par i Connecticut på et tidspunkt, hvor de fleste sorte mennesker i USA var slaver.¹ Som ung voksen tilsluttede hun sig New Canaan Congregational Church i 1841, men 18 måneder senere i vinteren 1842-1843 blev hun og flere slægtninge døbt i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jane og andre i hendes familie ønskede hurtigt at tilslutte sig de hellige i Nauvoo, så de rejste fra Connecticut til New York med planer om at rejse med både damp- og kanalbåde. De blev dog nægtet adgang til skibsrejsen på grund af deres race, så de måtte gå de sidste næsten 1.300 km. I Peoria i Illinois satte lokale myndigheder spørgsmålstegn ved, om familien Manning fra slaver på flugt og forlangte papirer, der beviste deres status som frie. Racisme var en udfordring Jane ville møde resten af sit liv.

Da Jane kom til Nauvoo, udviklede hun hurtigt et venskab med Joseph og Emma Smith. Hun boede hos dem og arbejdede i deres husholdning. På et tidspunkt tilbød Emma Jane at blive adopteret som et barn i familien Smith gennem en præstedømmebesegling.² Jane afslog, da hun misforstod den ukendte, nye praksis, men hun havde en stærk tro på Josephs profetiske rolle. »Jeg kendte profeten Joseph,« vidnede hun senere. »Han var den bedste mand, jeg nogensinde så på jorden. … Jeg var sikker på, at han var en profet, for jeg vidste det.«³

Gennem samtaler med Joseph og med hans mor, Lucy Mack Smith, lærte Jane mere om Mormons Bog og dets oversættelse og fik en forståelse af og respekt for tempelordinancer.

Jane blev gift med Isaac James, en fri sort nyomvendt fra New Jersey. Sammen med Janes søn Sylvester forlod de Nauvoo i 1846 for at rejse mod vest med de hellige. I juni samme år blev Jane og Isaacs søn Silas født. Det efterfølgende år krydsede familien sletterne og ankom til Salt Lake-dalen i efteråret 1847. Isaac og Jane fik yderligere seks børn, hvoraf kun to levede længere end Jane. Jane og Isaac arbejdede hårdt for at forsøge deres familie, ligesom andre tidlige bosættere i Salt Lake-dalen gjorde det. Isaac arbejdede som daglejer og lejlighedsvis kusk for Brigham Young, og Jane spandt stof, fremstillede og vaskede tøj, ligesom hun havde gjort det i Nauvoo.

Ægteskabelige spændinger ledte til at Isaac og Jane blev skilt i 1870. Jane havde senere et kort toårigt ægteskab med en tidligere slave, Frank Perkins, men vendte hurtigt tilbage til livet som enlig forælder og bedsteforælder. Økonomiske behov og tre børns dødsfald fik Jane til at vende tilbage til arbejde. Hun lavede og solgte sæbe, mens to af hendes sønner blev hyret som arbejdere. I 1890, efter 20 års fravær, vendte Isaac tilbage til Salt Lake City, fornyede sit medlemskab af Kirken og fik et venskabeligt forhold til Jane. Da han døde et år senere, blev begravelsen holdt i hendes hjem.

Gennem alle sine prøvelser i livet forblev Jane dedikeret til sin tro på evangeliets lærdomme og værdsatte sit medlemskab af Kirken. Hun donerede til opførelsen af templet og deltog i Hjælpeforeningen og De Unge Damers forening for mådehold.⁴ Jane oplevede Åndens gaver i rigt mål, heriblandt syner, drømme, helbredelse ved tro og at tale i tunger. »Min tro på Jesu Kristi evangelium,« skrev hun senere i sit liv, »er lige så stærk i dag, nej, det er om noget stærkere, end det var den dag, jeg først blev døbt.«⁵

Mellem 1884 og 1904 kontaktede Jane kirkeledere – John Taylor, Wilford Woodruff, Zina D.H. Young og Joseph F. Smith – og søgte om tilladelse til at modtage sin tempelbegavelse og at blive beseglet.⁶ På det tidspunkt var det ikke tilladt for sorte sidste dages hellige at deltage i de fleste tempelordinancer. I 1888 bemyndigede stavspræsident Angus M. Cannon Jane til at udføre dåb for hendes afdøde slægtninge.⁷ Kirkeledere tillod hende med tiden at blive beseglet ved stedfortræder ind i Joseph Smiths familie som en tjener i 1894, en unik hændelse. Selvom hun ikke modtog tempelbegavelsen eller besegling til familien i sin levetid, blev disse ordinancer udført på hendes vegne i 1979.⁸

Hun døde d. 16. april 1908 i en alder af 95, stadig en trofast sidste dages hellig. Deseret News rapporterede: »Få mennesker var mere bemærket for tro og trofasthed end Jane Manning James, og selvom hun var af den ydmyge jord, talte hun sine venner og bekendte i hundredvis.«⁹