Hvor er Isabelle?
»De nærede ønske om at blive døbt som et vidne på og et vidnesbyrd om, at de var villige til at tjene Gud af hele deres hjerte« (Mosi 21:35).
Isabelle glædede sig så meget, at hun næsten dansede, da hun og far gik ned ad gangen. Hendes mor havde lige børstet hendes mørke hår og lynet den lange hvide kjole op, som Isabelle skulle bruge til dåben. Hun standsede uden for det lokale, hvor alle ventede.
»Må alle få en af dem?« spurgte hun sin far og pegede på nogle eksemplarer af Mormons Bog, som lå på et lille bord.
»Ja. De er til folk, der vil vide mere om vores kirke,« sagde far.
Isabelle kiggede ind i lokalet. Det var fyldt med mennesker, som hun elskede. Hendes bedstemor, tanter, onkler og fætre og kusiner sad oppe foran. Hendes bedste veninde, Grace, sad sammen med sin familie omme bagved. Men Isabelle kunne ikke se sin skolelærer, frøken Perkins.
»Lad os gå ind,« sagde far. »Mødet skal til at begynde.«
»Kan vi vente et lille øjeblik mere på frøken Perkins?«
Frøken Perkins var Isabelles yndlingslærer. Hun elskede bøger, og det gjorde Isabelle også.
»Det var pænt af dig at invitere hende, men hun kommer måske ikke,« sagde far blidt.
Isabelle sukkede og nikkede. Hun og far gik ind i lokalet og satte sig på forreste række. Lige inden åbningssalmen kiggede Isabelle sig omkring en sidste gang for at se efter sin lærer. Der sad hun, sammen med Graces familie! Isabelle smilede. Frøken Perkins smilede tilbage.
Da Isabelle var blevet døbt, bad biskoppen alle om at klemme sig sammen, så de kunne tage et billede.
»Hvor er Isabelle?« spurgte han.
Alle kiggede sig omkring. Isabelle var væk!
Grace gik ud for at lede efter hende. Først kiggede hun ude på gangen, men der var Isabelle ikke. Så kiggede hun ude i foyeren, men der var hun heller ikke. Til sidst kiggede Grace udenfor og så Isabelle stå på kirkebygningens trappe og talte med frøken Perkins.
»Tak fordi du kom til min dåb,« sagde Isabelle.
»Selv tak,« sagde frøken Perkins. »Jeg er ked af, at jeg må gå så hurtigt. Jeg har en anden aftale i dag.«
»Det er helt i orden. Men jeg ville give dig noget.« Isabelle rakte hende det eksemplar af Mormons Bog, som hun havde taget på bordet ude i gangen. »Jeg ved, at du kan lide at læse, og det her er en rigtig god bog.«
»Tak,« sagde frøken Perkins.
»Vil du læse den?« spurgte Isabelle.
»Ja, det vil jeg,« sagde frøken Perkins. »Det lover jeg.«
Isabelle blev så glad. Hun smilede, da hun vendte sig og fik øje på Grace, som ventede.
»Hvad lavede du herude?« spurgte Grace. »Din mor vil have et gruppebillede.«
»Jeg gav frøken Perkins en Mormons Bog,« sagde Isabelle.
Grace gjorde store øjne. »Var du bange?«
»Lidt. Men jeg var mere bange for, at hun bare stillede den på en hylde et sted. Så jeg spurgte, om hun ville læse den.«
›Hvad sagde hun?‹ spurgte Grace.
»Det lovede hun, at hun ville!«
»Super!« sagde Grace.
De to piger gik ind til gruppen af venner og slægtninge.
»Det var godt, at Grace fandt dig,« sagde biskoppen. Så bad han igen alle sammen om at stå tæt sammen til et foto. Isabelle stod lige i midten af den første række.
Bagefter lænede Isabelles mor sig frem og krammede hende. »Nu vil du altid kunne huske din dåbsdag!« sagde hun.
Isabelle smilede. Hun vidste, at hun med eller uden billede aldrig ville glemme sin dåbsdag og hvor dejligt det var at være missionær.
Illustrationer: Craig Stapley