Grundlaget for vores tro
Denne artikel er en forkortet udgave at en tale holdt for undervisere og studerende på Harvard Law School den 26. februar 2010.
Som apostel er jeg kaldet til at være et vidne om Kristi lære, virke og myndighed over hele verden. I denne egenskab bærer jeg vidnesbyrd om disse forudsætninger for vores tro.
Som sidste dages hellige ved vi, at der ikke er et udbredt kendskab til vore læresætninger og værdier blandt dem, der ikke tilhører vores tro. Det blev tydeliggjort af Gary C. Lawrences landsomfattende undersøgelse, som blev publiceret i hans seneste bog, How Americans View Mormonism. (Amerikanernes syn på mormonismen o.a.). Tre fjerdedele af de adspurgte forbandt vores kirke med høje moralske standarder, men omkring halvdelen mente, at vi var hemmelighedsfulde og mystiske og »tror på sære ting«.1 Da folk blev bedt om at vælge ord, som de mente beskrev sidste dages hellige generelt, satte 87 procent kryds ved »stærke familieværdier«, 78 procent satte kryds ved »ærlige« og 45 procent satte kryds ved »blind lydighed«.2
Da Lawrences interviewere spurgte: »Hvad er ifølge din opfattelse mormonismens primære påstand?« var det kun 14 procent, der kunne nævne noget, der mindede lidt om en genoprettelse eller re-etablering af den oprindelige kristne tro. Da en anden landsdækkende undersøgelse spurgte folk, hvilket ord der bedst beskrev deres indtryk af mormonreligionen, var der ikke en, der foreslog ordene eller tanken om oprindelig eller genoprettet kristendom.3
Min skuffelse over disse resultater mindskes kun lidt af Lawrences andre resultater og bemærkning om, at hvad angår emnet religion, så er amerikanere »dybt religiøse«, men »bemærkselsværdig uvidende«. For eksempel sagde 68 procent, at de bad mindst flere gange om ugen, og 44 procent sagde, at de gik i kirke næsten hver uge. Samtidig kunne kun halvdelen nævne bare et af de fire evangelier, de færreste kunne nævne Bibelens første bog, og 10 procent mente, at Jeanne d’Arc var Noas kone.4
Mange faktorer bidrager til denne udbredte uvidenhed om emnet religion, men en af dem er helt sikkert de videregående uddannelsesinstitutioners fjendtlighed mod eller ligegyldighed over for religion. Med ganske få undtagelser er læreanstalter og universiteter blevet værdifri områder, hvor holdningen til religion i bedste fald er neutral. Studerende og andre religiøse mennesker, som tror på en levende Gud og moralske sandheder, marginaliseres.
Det er urealistisk at forvente, at videregående uddannelser skal påtage sig en væsentlig rolle med hensyn til at undervise i moralske værdier. Det forbliver hjemmenes, kirkernes og de kirkeejede læreanstalter og universiteters domæne. Alle bør håbe på fremgang for denne væsentlige opgave. Den akademiske verden kan foregive at være neutrale i spørgsmål om rigtigt og forkert, men samfundet kan ikke overleve en sådan neutralitet.
Jeg har valgt tre grupper af sandheder, som jeg vil præsentere som grundlæggende forudsætninger for de sidste dages helliges tro.
-
Guds natur, deriblandt de tre medlemmer af Guddommens roller og den deraf følgende sandhed, at der findes moralske love.
-
Formålet med livet.
-
De trefoldige kilder til sandheder om mennesket og universet: Videnskaben, skrifterne og fortsat åbenbaring – og hvordan vi kan kende dem.
1. Guds natur
Min første grundlæggende forudsætning for vores tro er, at Gud eksisterer, og det samme gør evige sandheder og værdier, der ikke kan bevises med de nuværende videnskabelige metoder. Disse tanker er uundgåeligt knyttet sammen. Som andre troende forkynder vi eksistensen af en højeste lovgiver, Gud vor evige Fader, og eksistensen af moralske love. Vi forkaster den moralske relativisme, som er blevet den moderne kulturs uofficielle trosbekendelse.
I vore øjne er sandheden om Guds natur og vores forhold til ham nøglen til alt andet. Det er derfor tydeligt, at vores tro på Guds natur er det, der adskiller os fra de fleste kristne trossamfunds formelle trosbekendelser. Vores trosartikler begynder på denne måde: »Vi tror på Gud, den evige Fader, og på hans Søn, Jesus Kristus, og på Helligånden.«
Vi har denne tro på Guddommen til fælles med resten af den kristne verden, men for os betyder den noget andet end for de fleste andre. Vi fastholder, at disse tre medlemmer af Guddommen er tre adskilte væsener, og at Gud Faderen ikke er en ånd, men et herliggjort væsen med et fysisk legeme, og det samme gælder hans opstandne Søn, Jesus Kristus. Skønt de er særskilte personligheder, er de ét i hensigt. Vi fastholder, at Jesus henviste til dette forhold, da han bad til sin Fader om, at hans disciple måtte »være ét«, ligesom Jesus og hans Fader er ét (Joh 17:11) – forenet i hensigt, men ikke i skikkelse. Vores enestående tro på, at »Faderen har et legeme af kød og knogler ligeså håndgribeligt som menneskets; Sønnen ligeså; men Helligånden har ikke et legeme af kød og knogler, men er en person, der består af ånd« (L&P 130:22) er altafgørende for os. Men, som Gary Lawrences interview viser, så har vi ikke været gode nok til at formidle denne tro videre til andre.5
Vores tro på Guds natur stammer fra det, som vi kalder det første syn, og som dannede indledningen til genoprettelsen af Jesu Kristi evangeliums fylde. Joseph Smith, en uuddannet dreng på 14, ønskede at vide, hvilken kirke han skulle slutte sig til. Han fik et syn, hvori han så »to personer« af ubeskrivelig »glans og herlighed«. Den ene af dem pegede på den anden og sagde: »Det er min elskede Søn. Hør ham!« (JS-H 1:17). Sønnen fortalte den unge profet, at alle datidens kirkers »trosbekendelser var en vederstyggelighed i hans øjne« (JS-H 1:19). Denne guddommelige udtalelse fordømte trosbekendelserne, men ikke de trofaste søgende, som troede på dem.
Joseph Smiths første åbenbaring viste, at de fremherskende opfattelser af Guds og Guddommens natur var usande og ikke kunne lede deres tilhængere til den skæbne, Gud ønskede for dem. Den følgende strøm af nutidige åbenbaringer afslørede betydningen af denne grundlæggende sandhed og gav os Mormons Bog. Dette nye skrift er endnu et vidne om Jesus Kristus. Den bekræfter de bibelske profetier og lærdomme om Kristi natur og mission. Den øger vores forståelse af hans evangelium og hans lærdomme fra hans jordiske virke. Den byder på mange lærdomme og illustrationer af de åbenbaringer, som kan hjælpe os til at kende sandheden i alle ting.
Disse lærdomme forklarer vores vidnesbyrd om Kristus. Vi bygger ikke på verdens visdom eller menneskers filosofier – uanset hvor traditionsrige eller respekterede de er. Vores vidnesbyrd om Jesus Kristus bygger på Guds åbenbaringer til sine profeter og til os hver især.
Hvad får vores vidnesbyrd om Jesus Kristus os til at bekræfte? Jesus Kristus er Gud den evige Faders enbårne Søn. Han er Skaberen. Ved sin uforlignelige jordiske tjenestegerning er han vores lærer. Takket være hans opstandelse bliver alle, der nogensinde har levet, bragt tilbage fra de døde. Han er Frelseren, hvis sonoffer åbner døren for, at vi kan få tilgivelse for vore personlige synder, så vi kan blive renset og vende tilbage til Gud, vor evige Faders nærhed. Det har været det centrale budskab fra profeterne til alle tider. Joseph Smith fremførte denne storslåede sandhed i vores tredje trosartikel: »Vi tror, at hele menneskeheden i kraft af Kristi forsoning kan blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer.«
Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige vidner vi sammen med profeten kong Benjamin fra Mormons Bog om, »at der ikke skal gives noget andet navn eller nogen anden vej eller noget andet middel, hvorved frelse kan blive menneskenes børn til del, undtagen i og ved Kristi, Herren den Almægtiges, navn« (Mosi 3:17).
Hvorfor er Kristus den eneste vej? Hvordan kunne han bryde dødens lænker? Hvordan var det muligt for ham at påtage sig hele menneskehedens synder? Hvordan kan vores tilsølede og syndige selv blive renset og vores legeme opstå ved hans forsoning? Det er mysterier, som jeg ikke fuldt ud forstår. I mine øjne er Jesu Kristi forsonings mirakel ubegribeligt, men Helligånden har givet mig et vidnesbyrd om, at det er sandt, og jeg glæder mig over, at jeg kan bruge mit liv på at forkynde det.
2. Formålet med det jordiske liv
Min anden grundlæggende forudsætning har med formålet med livet at gøre. Det udspringer af vores forståelse af Gud den evige Faders hensigter og berører vores skæbne som hans børn. Vores teologi begynder med forvisningen om, at vi levede som ånder, før vi kom til denne jord. Det bekræfter, at der er et formål med dette jordiske liv. Og det lærer os, at vores største ambition er at blive som vore himmelske forældre, hvilket vil gøre det muligt for os at fortsætte vore familieforhold i evigheden. Vi blev anbragt her på jorden for at opnå et fysisk legeme – takket være Jesu Kristi forsoning og ved lydighed mod hans evangeliums love og ordinancer – at kvalificere os til de herlige celestiale omgivelser og forhold, som kaldes ophøjelse eller evigt liv.
Vi er med rette kendt som en familiecentreret kirke, men det, som mange ikke forstår, er, at vores fokus på familien ikke blot er et fokus på jordiske forhold, men også et spørgsmål om grundlæggende teologi. Ifølge den kærlige Skabers storslåede plan er hans kirkes mission at hjælpe os med at opnå ophøjelse i det celestiale rige, og det kan kun opnås ved evigt ægteskab mellem en mand og en kvinde (se L&P 131:1-3).
Min trofaste mor, som var enke, var ikke forvirret med hensyn til familieforholdenes evige natur. Hun ærede altid vores trofaste, afdøde fars position. Hun gjorde ham synlig i vores hjem. Hun talte om deres tempelægteskabs evige varighed og om, at vi skulle være sammen som familie i det kommende liv. Hun mindede os ofte om, hvad vores far ønskede, at vi gjorde, så vi kunne kvalificere os til Frelserens løfte om, at vi kunne blive en familie for evigt. Hun omtalte aldrig sig selv som enke, og det var aldrig faldet mig ind, at hun var. Da jeg som dreng voksede op, så jeg hende ikke som enke. Hun havde en mand, og vi havde en far. Han var blot midlertidigt væk.
Vi bekræfter, at ægteskabet er en nødvendighed for gennemførelsen af Guds plan om at tilvejebringe de godkendte forhold for en fødsel på jorden samt for at forberede familiens medlemmer på evigt liv. Kundskab om Guds plan giver de sidste dages hellige et enestående perspektiv på ægteskab og børn. Vi betragter det at få og opdrage børn som en del af Guds plan og en hellig pligt for dem, der er givet magt til at deltage i den. Vi tror, at de største skatte på jorden og i himlen er vore børn og vore efterkommere. Og vi tror, at vi skal stræbe efter den form for jordisk familie, som sikrer de bedste forhold for børns udvikling og lykke – alle børn.
Kraften til at skabe liv er den mest ophøjede kraft, Gud har givet sine børn. Anvendelsen af denne kraft blev bemyndiget i den første befaling om at »bliv[e] frugtbare og talrige« (1 Mos 1:28). Et andet vigtigt bud forbød misbrug af kraften: »Du må ikke bryde et ægteskab« (2 Mos 20:14), og »I afholder jer fra utugt« (1 Thess 4:3). Den store vægt, vi lægger på kyskhedsloven, kan forklares med vores forståelse af hensigten med vores skabende kraft i udførelsen af Guds plan.
Der er mange politiske, juridiske og sociale krav om forandringer, som tilslører køn, nedtoner betydningen af ægteskab eller ændrer på definitionen af det, eller udligner de forskelle på mænd og kvinder, som er altafgørende for udførelsen af Guds store plan for lykke. Vores evige perspektiv bringer os i modstrid med sådanne forandringer.
Endelig omfatter vores forståelse af hensigten med jordelivet nogle enestående læresætninger om det, der følger efter dette liv. Ligesom andre kristne tror vi, at vi, når vi forlader dette liv, kommer i en himmel (paradis) eller et helvede. Men i vore øjne er denne deling af de retskafne og de ugudelige kun midlertidig, mens de afdødes ånder afventer deres opstandelse og endelige dom (se Alma 40:11-14). De endestationer, som følger efter den endelige dom, er langt mere forskelligartede, og de står som et vidnesbyrd om Guds store kærlighed til sine børn – dem alle sammen.
Guds kærlighed er så stor, at han forlanger, at hans børn adlyder hans love, fordi de takket være den lydighed kan udvikle sig hen mod den evige skæbne, som han ønsker for dem. Ved den endelige dom vil vi således alle blive tildelt det herlighedsrige, som står i forhold til vores lydighed mod hans bud. I sit andet brev til korinterne fortalte apostlen Paulus om en mands syn, da han »blev rykket bort til den tredje himmel« (2 Kor 12:2). Da han omtalte de dødes opstandelse, beskrev han »legemer« med forskellig herlighed, som henholdsvis solens, månens og stjernernes herlighed. Han omtalte de to første af disse som »himmelske legemer og jordiske legemer« (se 1 Kor 15:40-42). For os er evigt liv i den celestiale eller højeste herlighed ikke en mystisk forening med en ubegribelig åndegud. I stedet er evigt liv et familieliv med en kærlig himmelsk Fader og med vores forfædre og efterkommere.
Jesu Kristi gengivne evangeliums teologi er vidtfavnende, universel, barmhjertig og sand. Efter den nødvendige oplevelse med et liv på jorden, vil alle Guds sønner og døtre til sidst opstå og gå til et herlighedsrige, som er mere vidunderligt, end noget menneske kan forestille sig. Med kun få undtagelser vil selv de meget ugudelige i sidste ende gå til et fantastisk – men et mindre – herlighedsrige. Alt dette sker på grund af Guds store kærlighed til sine børn, og det gøres muligt af Jesu Kristi forsoning og opstandelse, han, »som herliggør Faderen og frelser alt, hvad hans hænder har skabt« (L&P 76:43).
3. Kilder til sandhed
Sidste dages hellige har en stor interesse i at søge efter kundskab. Brigham Young (1801-1877) har sagt det bedst: »[Vores] religion … tilskynder [os] til flittigt at søge efter kundskab. Der findes ikke noget andet folk, som er mere ivrigt efter at se, høre, lære og forstå sandheden.«6
Ved en anden lejlighed forklarede han, at vi opfordrer vore medlemmer til »at øge [deres] kundskab … inden for enhver gren af [uddannelse], for al visdom og alle verdens åndsvidenskaber og naturvidenskaber stammer fra Gud og er til gavn for hans folk.«7
Vi søger efter kundskab, men vi gør det på en særlig måde, fordi vi tror, at der er to dimensioner af kundskab: fysisk og åndelig. Vi søger kundskab i den fysiske dimension ved hjælp af videnskabelig forskning og i den åndelige dimension ved åbenbaring. Åbenbaring er Guds kommunikation med mennesker – til profeter og til enhver af os, hvis vi søger den.
Åbenbaring er helt klart et særkende ved vores tro. Profeten Joseph Smith blev ledt og opbygget af en stadig strøm af åbenbaring gennem hele sit liv. Den omfattende kvantitet af hans udgivne åbenbaringer, som omfatter Mormons Bog og Lære og Pagter, skildrer hans enestående kaldelse som denne sidste uddelings profet. I denne profetiske åbenbaring – til Joseph Smith og til hans efterfølgere som præsidenter for Kirken – har Gud åbenbaret sandheder og befalinger til sine profetledere til oplysning af sit folk og til sin kirkes ledelse og vejledning.
Det er den form for åbenbaring, som er beskrevet i Det Gamle Testamentes belæring om, at »Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne« (Amos 3:7). Joseph Smith sagde: »Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er bygget på direkte åbenbaring, sådan som Guds sande kirke altid har været det.«8 Han spurgte: »Hvis vi fjerner Mormons Bog og åbenbaringerne, hvor er vores religion så?« Og han svarede: »Så har vi ingen.«9
Joseph Smith forkyndte, at eftersom åbenbaring ikke ophørte med de tidlige apostle, men fortsætter i vore dage, kan ethvert menneske modtage personlig åbenbaring til vedkommendes omvendelse, forståelse og beslutningstagen. »Det er Guds børns privilegium at komme til Gud og få åbenbaring,« sagde han. »Gud gør ikke forskel på nogen – vi har alle de samme rettigheder.«10
Det Nye Testamente beskriver sådanne personlige åbenbaringer. Da Peter for eksempel bekræftede sin overbevisning om, at Jesus var Guds guddommelige Søn, sagde Frelseren: »… det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene« (Matt16:17).
Personlig åbenbaring – til tider kaldt »inspiration« – optræder i mange varianter. Som regel er det ord eller tanker, som overføres til sindet ved pludselig oplysning eller ved positive eller negative følelser omkring en foreslået handlingsplan. Normalt kommer det som svar på oprigtig og bønsom søgen. Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer« (Matt 7:7). Åbenbaring kommer, når vi holder Guds befalinger og derved kvalificerer os til Helligåndens følgeskab og vejledning.
Nogle undrer sig over, hvordan medlemmer af Kirken kan acceptere en nutidig profets lærdomme som retningslinjer i deres eget liv, noget, som er usædvanligt i de fleste religiøse traditioner. Vores svar på anklagen om, at sidste dages hellige følger deres ledere i »blind lydighed« er den selv samme personlige åbenbaring. Vi respekterer vore ledere og antager, at de modtager inspiration til deres ledelse af Kirken og i deres lære. Men vi er alle privilegeret og opmuntres til at få bekræftet deres lære ved under bøn at søge og modtage en bekræftelse ved direkte åbenbaring fra Gud.
De fleste kristne tror, at Gud afsluttede skriftens kanon – den autoritative samling af hellige bøger, der anvendes som skrifter – kort efter Kristi død, og at der ikke er fremkommet nogle lignende åbenbaringer siden dengang. Joseph Smith forkyndte og viste, at skriftens kanon er åben.11 Ja, faktisk er skriftens kanon åben på to måder, og tanken om fortsat åbenbaring er afgørende for dem begge.
For det første sagde Joseph Smith, at Gud leder sine børn ved at give tilføjelser til skriftens kanon. Mormons Bog er en sådan tilføjelse. Det samme gælder åbenbaringerne i Lære og Pagter og Den Kostelige Perle. Fortsat åbenbaring er nødvendig for at vi kan modtage det, som Herren ønsker, at vi skal forstå og gøre det i vores tid og under vore forhold.
For det andet åbner fortsat åbenbaring denne kanon, når læsere af skriften, under Helligåndens indflydelse, finder nye betydninger i skriften og vejledning i deres personlige forhold. Apostlen Paulus skrev, at »ethvert skrift er indblæst af Gud« (2 Tim 3:16; se også 2 Pet 1:21) og at »… ingen ved, [medmindre vedkommende har] Guds ånd, hvad der bor i Gud« 1 Kor 2:11; se fodnote c, fra Joseph Smiths Oversættelse). Det betyder, at for at forstå skrifterne har vi brug for personlig inspiration fra Herrens Ånd til at oplyse vores forstand. Derfor opfordrer vi vore medlemmer til at studere skrifterne og under bøn søge inspiration, så de selv kan forstå deres betydning. Den største kundskab opnås ved personlig åbenbaring gennem Helligånden.
Jesus sagde: »I kan altså kende dem på deres frugter« (Matt 7:20). I mine øjne, i utallige troendes og i mange iagttageres øjne er frugterne gode – gode for medlemmerne, gode for deres familier, gode for deres samfund og gode for deres lande. De forsyninger og tjenesteydelser til en værdi af millioner af dollars, som Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige stille og effektivt sender som hjælp i krisesituationer, som ved jordskælvet på Haiti i januar 2010, er vidnesbyrd om den kendsgerning.
Som apostel er jeg kaldet til at være et vidne om Kristi lære, virke og myndighed over hele verden. I denne egenskab bærer jeg vidnesbyrd om disse forudsætninger for vores tro.
Den fulde tekst kan læses på engelsk på www.lds.org/fundamental-premises-of-our-faith.
Fotoillustration: Craig Dimond © IRI; udsnit af Kristus med dreng, af Carl Bloch, må ikke kopieres
Den første åbenbaring, af Gary L. Kapp, må ikke kopieres
Fotoillustration: Laureni Fochetto
Fotoillustration: Ruth Sipus