Gør udøvelsen af tro til din første prioritet
Trods alle de negative udfordringer, livet byder os, må vi tage os tid til aktivt at udøve vores tro.
Da Adam og Eva befandt sig i Edens have, fik de rigeligt af alt det, de havde brug for til deres daglige underhold. De havde hverken vanskeligheder, udfordringer eller lidelser. Eftersom de aldrig havde oplevet svære tider, vidste de ikke, at de kunne være lykkelige. De havde aldrig følt forvirring, så de kunne ikke føle fred.
Med tiden overtrådte Adam og Eva befalingen om ikke at spise af frugten fra træet til kundskab om godt og ondt. Da de gjorde det, befandt de sig ikke længere i en tilstand af uskyldighed. De begyndte at få princippet om modsætninger at føle. De blev udsat for sygdom, der svækkede deres helbred. De begyndte at føle sorg såvel som glæde.
Da Adam og Eva spiste af den forbudne frugt, kom kundskaben om godt og ondt ind i verden. Deres valg gjorde det muligt for os hver især at komme ned på denne jord for at blive prøvet.1 Vi er velsignede med handlefrihed, som er vores evne til at træffe beslutninger og gør, at vi kan holdes ansvarlige for disse beslutninger. Faldet muliggjorde, at vi både kan føle glæde og sorg. Vi er i stand til at forstå fred, fordi vi oplever virvar.2
Vor Fader i himlen vidste, at det ville ske for os. Det er alt sammen en del af hans fuldkomne plan for lykke. Han beredte en vej ved sin fuldkommen lydige Søn, Jesu Kristi, vor Frelsers, liv, så hans forsoning kan overvinde enhver vanskelighed, som vi måtte komme ud for i jordelivet.
Vi lever i svære tider. Jeg behøver ikke at nævne alle kilder til ondt her i verden. Det er unødvendigt at beskrive alle de mulige udfordringer og hjertesorger, som er en del af jordelivet. Vi er alle ganske bekendte med vore egne kampe med fristelser, smerte og sorg.
Vi lærte i det førjordiske liv, at vores formål med at komme her er at blive testet, prøvet og udviklet.3 Vi vidste, at vi skulle møde modstanderens onder. Sommetider lægger vi måske mere mærke til de negative ting ved jordelivet end de positive. Profeten Lehi har sagt: »For det må nødvendigvis være sådan, at der er en modsætning i alt.«4 Trods alle de negative udfordringer, livet byder os, må vi tage os tid til aktivt at udøve vores tro. En sådan udøvelse byder den positive, trosfyldte kraft ved Jesu Kristi forsoning ind i vores liv.
Vor Fader i himlen har givet os redskaber til at hjælpe os til at komme til Kristus og udøve tro på hans forsoning. Når disse redskaber bliver grundlæggende vaner, er de den nemmeste måde for os at finde fred på i jordelivets udfordringer. Jeg har i dag valgt at tale om fire af disse redskaber. Mens jeg taler, kan du overveje at bedømme din personlige anvendelse af hvert redskab og derpå søge Herrens vejledning til at afgøre, hvordan du kan gøre bedre brug af hvert enkelt af dem.
Bøn
Det første redskab er bøn. Vælg at samtale ofte med din Fader i himlen. Tag dig hver dag tid til at dele dine tanker med ham og fortælle ham om dine følelser. Fortæl ham om alt det, der bekymrer dig. Han er interesseret i de allervigtigste såvel som de mest trivielle facetter af dit liv. Del hele spektret af følelser og oplevelser med ham.
Eftersom vor Fader i himlen respekterer din handlefrihed, vil han aldrig tvinge dig til at bede til sig. Men når du udøver den handlefrihed og inddrager ham i alle dagliglivets aspekter, begynder dit hjerte at fyldes med fred, opløftende fred. Denne fred vil få dig til at se dine kampe i evighedens lys. Den vil hjælpe dig til at håndtere disse udfordringer ud fra et evigt perspektiv.
Forældre, beskyt jeres børn ved at udruste dem morgen og aften med kraften i familiebøn. Børn bombarderes hver dag med onderne begær, grådighed, stolthed og en masse anden syndig adfærd. Beskyt jeres børn mod den daglige, verdslige indflydelse ved at styrke dem med de kraftfulde velsignelser, der stammer fra familiebøn. Familiebøn bør være en indiskutabel prioritet i jeres hverdag.
Skriftstudium
Det andet redskab er at studere Guds ord i skrifterne og de levende profeters ord. Vi taler med Gud gennem bøn. Han kommunikerer oftest tilbage til os gennem sit skrevne ord. For at vide, hvordan den guddommeliges røst lyder og føles, så læs hans ord, studér skrifterne og grund over dem.5 Gør dem til en fast del af din hverdag. Hvis du ønsker, at dine børn genkender, forstår og følger Åndens tilskyndelser, må du studere skrifterne sammen med dem.
Giv ikke efter for Satans løgn om, at du ikke har tid til at studere skrifterne. Vælg at tage dig tid til at studere dem. At tage for sig af Guds ord hver dag er vigtigere end søvn, skole, arbejde, tv-shows, videospil eller de sociale medier. Det kan være, at du må lave om på dine prioriteter for at få tid til et studium af Guds ord. Hvis det er tilfældet, så gør det!
Der er mange profetiske løfter om velsignelserne ved dagligt studium af skrifterne.6
Jeg tilslutter mig med dette løfte: Når du hver dag afsætter tid, personligt og sammen med din familie, til at studere Guds ord, vil der herske fred i din tilværelse. Den fred kommer ikke fra verden udenfor. Den kommer i dit hjem, fra din familie og fra dit eget hjerte. Den er en af Åndens gaver. Den vil stråle ud fra dig og påvirke andre i verden omkring dig. Du yder noget meget betydningsfuldt, når du bidrager til mere fred i verden.
Jeg siger ikke, at udfordringerne i dit liv hører op. Husk, at da Adam og Eva var i haven, var de frie for udfordringer, men de var alligevel ude af stand til at føle lykke, glæde og fred.7 Udfordringer er en væsentlig del af jordelivet. Ved dagligt, konsekvent skriftstudium finder du fred i virvaret omkring dig og styrke til at modstå fristelser. Du vil udvikle en stærk tro på Guds nåde og vide, at der vil blive rettet op på alt i Guds egen tid i kraft af Jesu Kristi forsoning.
Familieaften
Mens du arbejder på at styrke din familie og fremelske fred, så husk dette tredje redskab: Ugentlig familieaften. Vær forsigtig med ikke blot at gøre familieaften til en hovsa-aften på en travl dag. Beslut, at din familie mandag aften er hjemme sammen. Lad ikke krav fra arbejde, sport, fritidsaktiviteter, lektier eller noget andet blive vigtigere end den tid, I tilbringer sammen i hjemmet som familie.
Den måde, aftenen struktureres på, er ikke så vigtig som den tid, der investeres. Der bør undervises i evangeliet både formelt og uformelt. Gør det til en meningsfuld oplevelse for hver person i familien. Familieaften er en dyrebar tid, hvor man kan bære vidnesbyrd i trygge omgivelser, lære at undervise, planlægge, træne organisatoriske færdigheder, styrke familiebånd, udvikle familietraditioner, tale sammen og vigtigst af alt, have en alle tiders tid sammen!
Ved den seneste aprilkonference sagde søster Linda S. Reeves frimodigt: »[Jeg må] vidne om velsignelserne ved dagligt skriftstudium og bøn samt ugentlig familieaften. Det er præcis disse vaner, der er med til at fjerne stress, give vores liv retning og skabe beskyttelse i vores hjem.«8 Søster Reeves er en meget klog kvinde. Jeg beder dig indtrængende om at få dit eget vidnesbyrd om disse tre afgørende vaner.
Tempelbesøg
Det fjerde redskab er at besøge templet. Vi ved alle, at der ikke er et mere fredfyldt sted på denne jord end Guds tempel. Hvis du ikke har en tempelanbefaling, så bliv værdig til at få en. Hvis du har en anbefaling, så brug den ofte.9 Afsæt en fast tid, hvor du tager i templet. Lad ikke nogen eller noget forhindre dig i at tage derhen.
Når du er i templet, så lyt til ordinancernes ordlyd, grund over den, bed om den, og søg at forstå dens betydning. Templet er et af de bedste steder til at opnå en forståelse af kraften i Jesu Kristi forsoning. Søg ham der. Husk, at der er mange flere velsignelser i vente ved at sørge for at have egne familienavne med til tempelbesøg.
Disse fire redskaber er afgørende vaner for at sikre kraften i Jesu Kristi forsoning i dit liv. Husk, at vor Frelser er Fredsfyrsten. Fred i dette jordiske liv beror på hans sonoffer. Når vi konsekvent beder morgen og aften, dagligt studerer vore skrifter, holder ugentlig familieaften og regelmæssigt tager til templet, reagerer vi aktivt på hans opfordring til at »komme til ham«. Jo mere vi udvikler disse vaner, desto mere opsat bliver Satan på at skade os, men des mindre evner han at gøre det. Ved at anvende disse redskaber udøver vi vores handlefrihed til helt og fuldt at tage imod gaverne ved hans sonoffer.
Jeg siger ikke, at alle livets kampe vil forsvinde, når du gør disse ting. Vi kom netop ned på jorden for at udvikle os gennem prøvelser. Udfordringer hjælper os til at blive mere som vor Fader i himlen, og Jesu Kristi forsoning gør det muligt for os at udholde disse udfordringer.10 Jeg vidner om, at når vi aktivt kommer til ham, kan vi udholde enhver fristelse, enhver hjertesorg og enhver udfordring, vi møder. I Jesu Kristi navn. Amen.