Min rejse som pioner fra Indien
Forfatteren er fra Telangana i Indien.
Når jeg ser tilbage på min rejse fra at være »jungledreng« i Indien til, hvor jeg er i dag, ved jeg, at mit liv og min tro er sande mirakler.
Fotoillustration af dreng: Wendy Gibbs Keeler; fotografi af Taj Mahal, sjalsmønster-baggrund, frimærke © iStock/Thinkstock, Hemera/Thinkstock
Jeg blev født i en lille landsby i junglen omringet af bjergkæden Østlige Ghats i Indien. Da jeg var 18 måneder gammel, flyttede vi til landsbyen Dangrapalli, som lå ved floden Kolab. Jeg blev transporteret i en kurv, og mine forældre gik. Landsbyen bestod af 20 til 25 familier, som boede i små hytter uden elektricitet. Vi havde hverken skole, hospital eller busser. Vi gravede i flodlejet efter drikkevand. Jeg tilbragte min barndom med at lege i junglen og på marker, gå på stylter i sumpen og svømme i floden.
Mine forfædre var hindutempelpræster i Jagdalpur under maharajaen af Bastar. Men da den politiske uro blev for farlig, flygtede min bedstefar og hans familie til Kotpad. De fik asyl i en tysk luthersk mission, hvor han arbejdede som pedel og udøvede ayurveda (en form for naturmedicin). Det var her, at min bedstefar valgte at konvertere til kristendommen.
Min far holdt fast i den kristne tro ved at vælge at blive evangelist og guru (lærer). Da jeg blev født, fik jeg navnet Mangal Dan Dipty (som betyder »god«, »gave« og »lys«) og arvede den kristne tro.
Som barn kom jeg regelmæssigt i den tysk-lutherske kirke. Vi tog ofte op i bjergene for at bede sammen. En regnvejrsdag, hvor alle i bønnekredsen var gennemblødte, bad en af prædikanterne en inderlig bøn og tryglede Herren om at stoppe regnen. Til vores forbløffelse holdt det op med at regne. Det blev begyndelsen på min tro på Gud og bøn.
Er mormonismen kristen?
Efter ottende klasse forlod jeg skolen og deltog i et treårigt teologisk seminar i Kotpad, hvor jeg blev ordineret som evangelist, som min far havde været. Efter nogle få år, hvor jeg holdt møder i og omkring Kotpad, flyttede jeg til det nordlige Indien, hvor jeg begyndte at sælge bøger fra et evangelisk kristent forlag. Jeg faldt over en bog med titlen: Er mormonismen kristen? Der var noget ved bogen, der fangede mig, og jeg besluttede at læse den.
Bogen rummede en masse kritik af mormonerne og deres tro. Der var alligevel mange dele af bogen, der fascinerede mig, især deres begreb om guddommen, deres gudsdyrkelse og historien om flerkoneri. Det, der interesserede mig mest, var dog, at deres kirke var opkaldt efter Jesus Kristus. Jeg var nysgerrig og ville vide mere.
Mens jeg bad en dag, følte jeg mig inspireret til at undersøge mormonkirken. Jeg fandt ud af, at Kirkens hovedsæde lå i Salt Lake City i Utah. Jeg besluttede mig for at skrive et brev og adresserede det til »Mændene i spidsen for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, Salt Lake City, Utah, USA.«
Lærte fra en apostel
Som svar på mit brev sendte broder Lamar Williams fra Kirkens Missionsafdeling mig i 1959 Joseph Smiths vidnesbyrd, trosartiklerne og Mormons Bog. Jeg læste dem alle og blev overbevist om sandfærdigheden af dem. Men der var ingen missionærer i Indien, der kunne undervise mig.
I januar 1961 besøgte ældste Spencer W. Kimball (1895-1985), der på det tidspunkt var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, så Delhi. Jeg brugte tre dage på at rejse med ham til Taj Mahal ved Agra og til Dharamsala. Jeg var ligesom en svamp, der bare sugede alt, han lærte mig om evangeliet, til mig. Jeg var klar til at blive døbt på den sidste dag af hans besøg. Den 7. januar 1961 blev jeg døbt af ældste Kimball i Yamuna-floden. Søster Kimball bevidnede det officielt, selvom der var mange nysgerrige tilskuere. Jeg blev bekræftet samme aften.
De tre dage, hvor Herrens apostel underviste mig uafbrudt har været nogle af de bedste dage i mit liv. Det var trist at tage afsked, for han var blevet min særlige mormonven.
Længslen efter andre hellige
Da ældste Kimball rejste igen, fortalte jeg mine venner om min omvendelse, og de drillede mig. Men jeg vidste, at evangeliet var sandt og kunne ikke fornægte det, så jeg besluttede mig for at finde et andet arbejde. Jeg startede et tekstilfirma, ligesom min far havde gjort. Jeg blev dog gradvist klar over, at jeg ikke ville komme nogen vegne uden mere uddannelse. Jeg var midt i tyverne og tanken om at skulle tilbage i skole var skræmmende, men jeg brugte de næste ni år på at få en uddannelse. Jeg passede mit arbejde om formiddagen og læste om aftenen. Jeg brugte alt det, jeg tjente, på uddannelse. Jeg var opsat på det og bad om himmelsk hjælp. Jeg fik en bachelorgrad i psykologi, sociologi og humaniora fra Agra Universitet. Til sidst kom jeg på universitetet i Meerut for at læse jura.
I begyndelsen af de ni år var der en sidste dages hellige familie i Delhi, familien Shortleft, som arbejdede på den amerikanske ambassade. Jeg rejste til Delhi for at holde nadvermøde i deres hjem. I 1962 besøgte ældste Richard L. Evans (1906-1971) fra De Tolv Apostles Kvorum os, og i 1964 kom ældste Gordon B. Hinckley (1910-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum. Jeg husker, at jeg lagde en blomsterkrans om halsen på ældste Hinckley og gav ham min krukke med tiende, som jeg havde samlet i mange år.
Desværre var der ikke så mange gange, hvor vi kunne nyde dette givende broderskab, og mens jeg var i Indien, savnede jeg at være en fast del af et fællesskab med andre hellige. Dette foruroligede mig meget. Som årene gik, sled ensomheden på mig, og jeg så ingen fremtid for mig i Indien. Jeg længtes efter at få præstedømmet og leve blandt de hellige.
Blev pioner
Da jeg følte, at tiden var inde til at komme tættere på de hellige, afbrød jeg mine jurastudier og emigrerede til Canada. Da jeg ankom til Edmonton i Alberta, tog jeg til den nærmeste kirke. Jeg mødte biskop Harry Smith og følte mig straks hjemme i denne menighed og i deres fællesskab. Jeg besøgte templet i Alberta, selvom jeg endnu ikke kunne modtage min begavelse.
Jeg ville gerne besøge Salt Lake City og overraske mine gode venner ældste Kimball og broder Lamar Williams. Så i efteråret 1969, otte år efter jeg var blevet døbt, besøgte jeg Salt Lake City og mødtes med ældste Kimball. Han blev glad for at se mig og brugte resten af dagen sammen med mig.
Mens jeg var i Salt Lake City gik jeg ind til en barber for at blive klippet. Jeg bar mit vidnesbyrd for barberen, som selv var omvendt til Kirken. Der sad en mand og ventede på, at det blev hans tur, og han havde hørt, hvad jeg sagde, og fortalte mig om sine rejser til Indien. Han betalte for min klipning og inviterede mig på middag og kørte mig til Brigham Young University. Jeg blev imponeret over stedet. Jeg nævnte, at jeg gerne ville fortsætte mine studier her, men det havde jeg ikke råd til. Manden tilbød at betale 1000 dollars for min undervisningsafgift. Jeg blev overrasket og dybt taknemlig.
Ovenover: Bror Dipty som studerende i Indien. Nedenunder: Bror Dipty (venstre) med Paul Trithuvadass, et andet pionermedlem af Kirken fra Indien på Temple Square i Salt Lake City. Til venstre: Præsident Spencer W. Kimball spillede en vigtig rolle på bror Diptys pionerfærd.
Jeg kom ind på de sociale studier på BYU. Efter jeg havde bestået min eksamen på BYU, flyttede jeg til Salt Lake City for at få en kandidatgrad fra University of Utah. Senere flyttede jeg til Californien, hvor jeg fik en ph.d. i klinisk psykologi og holdt kurser om, hvordan man stoppede vold i hjemmet, og jeg skrev en bog. Nu er jeg gået på pension og bor med min hustru, Wendy, i Nevada i USA.
Der var et tidspunkt, hvor jeg oplevede meget personlig uro, udfordringer og prøvelser. Mit fokus på evangeliet og templets velsignelser har hjulpet mig igennem mange af livets udfordringer.
Hans planer er et underværk
Jeg ser ofte tilbage på min rejse fra at være »jungledreng« i Indien til, hvor jeg er i dag, og jeg ved, at mit liv og min tro er sande mirakler. Mit liv har Herren gjort til et broderi, der er langt smukkere end noget, jeg nogensinde havde forventet. Hvor var det skønt, at Herrens salvede profet Spencer W. Kimball underviste og fulgtes med mig på et vigtigt tidspunkt af mit livs rejse.
Jeg tænker ofte tilbage på min tid med præsident Kimball. Han inviterede mig med på familiens campingture, skovture og til middag, når det var jul og Thanksgiving. Selv dengang vidste jeg, at han i sandhed var Herrens, Jesu Kristi apostel og profet.
Jeg mødte præsident Kimball en sidste gang, hvor han var meget syg. Men han smilede og krammede mig alligevel. Han var min første sidste dages hellige kontakt, og jeg vidste, at han aldrig ville svigte mig.
Jeg takker Gud for vore profeter og det gengivne evangelium. Vores kirke er det guddommelige forbillede, som verden har brug for i dag. På grund af Kirken blev jeg i stand til at få en uddannelse og vokse som menneske. Jeg er taknemlig for den dag, hvor jeg vidste, at bøn virker, og at jeg var villig til at lytte til den stille, sagte stemme og undersøge Kirken. Jeg er taknemlig for, at jeg tillod Herren at forme mit liv. Jeg ved, at dersom vi søger hans rige, vil alt andet blive givet os i tilgift (se Matt 6:33).