Præsident Russell M. Nelson: Vejledt, forberedt, forpligtet
Præsident Russell M. Nelson bringer, efter årtier med at ordne hjerter som en anerkendt hjertekirurg og derpå berøre hjerter som Herren Jesu Kristi apostel, en rolig hånd og en aldrig svigtende kærlighed til sin tjeneste som Kirkens præsident.
Når Kirkens præsident dør, har mange fokus på processen, hvorved hans efterfølger vælges. Faktisk begyndte den proces, under Guds vejledning, mange år forinden. Russell M. Nelson har haft en livslang forberedelse til denne hellige kaldelse. Jeg har været vidne til meget af den forberedelse.
Præsident Russell M. Nelsons forberedelse er tydelig i resultatet af hans livslange erfaringer og præstationer. Han er en anerkendt pioner inden for hjertekirurgi. Han er en dygtig forfatter og taler, der kan kommunikere på mange sprog. Han kender og elsker folk, og han forstår konsekvenserne af beslutninger i deres liv. Han kender og elsker skrifterne og det hellige tempel. Han er en erfaren administrator, der træffer beslutninger hurtigt og bestemt.
Præsident Nelson har personligt kendt og er i mange tilfælde blevet oplært af 10 af de 16 tidligere præsidenter for Kirken. Nu som den 17. præsident for Kirken indleder han sin tjenestegerning med at forsikre de hellige om, at Jesus Kristus vil fortsætte med at vejlede sin kirke.
»Herren har altid og vil altid instruere og inspirere sine profeter,« sagde han under bekendtgørelsen, der blev sendt den 16. januar 2018. »Herren står ved roret. Vi, der er blevet ordineret til at bære vidnesbyrd om hans hellige navn over hele jorden, vil fortsat søge at kende hans vilje og følge den.«1
Præsident Nelsons bekymring for Guds børns evige velfærd kommer af en livslang inderlig tjeneste. Ligesom han bogstaveligt rørte mange hjerter som kirurg, har han metaforisk rørt de helliges hjerte i hele verden med sine kraftfulde lærdomme, sin uselviske tjeneste og aldrig svigtende kærlighed. Som han sagde ved den historiske transmission i januar, »er [den kærlighed] vokset gennem de årtier, hvor jeg har mødtes med jer, tilbedt sammen med jer og tjent jer.«2
Afgørende forberedelse
Man kender meget til dr. Nelsons fremtrædende karriere som en banebrydende lærd, videnskabsmand og menneskehjertets kirurg. Alt dette, såvel som hans eksemplariske familieliv, var en hovedbestanddel i hans forberedelse.
Russell Marion Nelson blev født den 9. september 1924, og hans forældre er Marion C. og Edna Anderson Nelson. Begge forældre var mindre aktive medlemmer af Kirken gennem Russells barndom, men de havde en stor kærlighed til deres børn og sendte dem lejlighedsvis til søndagsskole. Til at begynde med var Russell ikke interesseret i kirke, men foretrak at spille fodbold med sine venner. Men da han fyldte 16, begyndte hans hjerte at reagere på evangeliets sandheder, og han blev døbt med sine søskende. På grund af børnenes eksempel og påvirkning blev forældrene flere år senere aktive.
Den unge Russell reagerede også på muligheden for at modtage en uddannelse. Han var begyndt at blive klar over, hvilket han også senere ville undervise i, at det er et religiøst ansvar at stræbe efter en uddannelse. Han bestod high school, da han var 16, og blev optaget på University of Utah, da Anden Verdenskrig forhindrede ham i at tjene en fuldtidsmission.
Mens Russell var i gang med at tage sin bachelor, fik hans musikalske talent ham til at blive en del af universitetets musical. Dantzel White, der spillede en hovedrolle, fangede hans opmærksomhed. De blev gift, kort tid efter han fik sin bachelorgrad i 1945. Som 22-årig fik han sin afgangseksamen som læge med højeste karakter fra University of Utah. Han fortsatte til University of Minnesota for at få sin postdoc. Der blev han et afgørende medlem af holdet, der var pionerer indenfor udviklingen af åben hjerteoperation. Han blev senere reservelæge i kirurgi i Minnesota og på Massachusetts General Hospital i Boston i Massachusetts i USA.
Dr. Nelson blev kaldet midt i sin uddannelse og udvidelsen af familien til at tjene i Koreakrigen, da de desperat havde brug for læger i militæret. På grund af sin kirurgiske træning blev han sendt til Washington D.C., hvor han dannede en kirurgisk forskningsenhed ved Walter Reed National Military Medical Center. I 1953 var hans militære pligter blevet opfyldt, og han brugte et år i Harvard Service på Massachusetts General Hospital i Boston. Derefter færdiggjorde han sin ph.d. fra University of Minnesota i 1954.
På trods af sin travle lægeuddannelse og karriere satte han altid sin familie først i sit liv. Dantzel White Nelson stod ved sin mands side og støttede ham i alle hans aktiviteter i familien, i Kirken, i hans faglige liv og i militæret. Deres konstante, gensidigt støttende og kærlige forhold var en inspiration og beroligende indflydelse for alle deres 10 børn – ni døtre og en søn. Deres forhold »var meget sødt og givende for hinanden,« ifølge deres datter Sylvia Webster. Deres yngste, Russell Nelson jun., husker: »Det var altid tydeligt, at mine forældre elskede hinanden højt.«3
Dantzel Nelson døde uventet kort efter deres 60 års bryllupsdag. Efter en meget ensom tid giftede ældste Nelson sig med Wendy Watson, en ugift kvinde, hvis doktorgrad, professorat ved Brigham Young University og kærlige kontakt til den store Nelson-familie har gjort hende til en ideel partner for ældste og præsident Nelson.
»Jeg er sikker på, at det er hårdt at komme ind i en familie på over 200 personer og føle sig som en nær ven,« har datteren Sylvia sagt. »Wendy har ydet indsatsen, og hun har været utrolig.«4 Russell jun. har tilføjet: »Wendy har været en vidunderlig partner for ham … Jeg kan se, hvordan han i løbet af årene er blevet forberedt til denne stilling og kaldelse og en af hovedelementerne i det har været at have Wendy i sit liv.«5
Da dette blev skrevet, bestod familien Nelson af 10 børn, 57 børnebørn og 116 oldebørn og yderligere 2 på vej. Alle, der kan, samles i et nyt hjem hver måned for at fejre fødselsdage og andre mærkedage.
»Alle riger har fået en lov«
Da Russell M. Nelson var på medicinstudiet, blev han undervist i, at ingen læge nogensinde skulle røre et menneskehjerte, fordi når et hjerte er blevet rørt, vil det holde op med at slå. Men blot få år senere rapporterede dr. Nelson og hans medforskere den første succesfulde brug af en kunstig hjerte-lungemaskine på en hund. Hjerte-lungemaskinen overtog patientens cirkulation, hvilket tillod en operation på et hjerte, der ikke slog. Dette gennembrud fra dr. Nelson og hans kollegaer blev hurtigt udvidet til mennesker og har nu ført til mere end 1,5 millioner åbne hjerteoperationer, der bliver udført årligt over hele verden.
Den inspiration, der førte til denne opdagelse, kom til dr. Nelson, mens han grundede over de følgende vers i Lære og Pagter:
»Alle riger har fået en lov …
Og hvert rige har fået en lov; og til hver lov er der også knyttet visse begrænsninger og betingelser« (L&P 88:36, 38).6
Dr. Nelson ræsonnerede, at hvis han arbejdede, studerede og stillede de rigtige spørgsmål, kunne han og hans team lære de love, der regulerer et bankende hjerte. »Det var gennem forståelsen af skrifterne og at ›anvende‹ dem på dette interesseområde,« har han sagt, »at kirurgi, som vi kender det i dag, blev gjort lettere for mig.«7
Gennem præsident Nelsons liv har denne evne til at anvende evangeliske principper velsignet ham, hans familie, Kirken og verden. Det var nøglen i hans forberedelse til hans kald som apostel og nu som præsident for Kirken.
I sin professionelle karriere fik han hurtigt opnået et godt omdømme som kirurg og medicinsk forsker. I 1955 tog han imod stillingen som forskningsprofessor i kirurgi ved University of Utah. Der byggede han en hjerte-lungemaskine, som han brugte til at udføre den første åben hjerteoperation i Utah – den første af slagsen vest for Mississippifloden. Han forelæste og skrev adskillige kapitler til medicinske håndbøger og mere end 70 fagfællebedømte artikler i andre udgivelser. Inden sit kald som apostel udførte han næsten 7.000 operationer.8
Udover sine medicinske evner var dr. Nelson også en inspirerende underviser og en effektiv administrator. Kvaliteter, der har gjort ham uvurderlig inden for det medicinske område og senere gjorde ham fremtrædende i hans kirkekaldelser.
»En læges pligt er først og fremmest at undervise,« har dr. Nelson sagt. Han tilføjede: »En læge virker på sit højeste niveau, når han underviser sin patient om, hvad der er galt, og hvad der kan gøres ved det.«9
Dr. Nelson viste sin villighed og hang til undervisning og uddannelse ved at rejse til udlandet for at demonstrere og undervise i medicinske procedurer. Som hjælp i sin undervisning studerede han adskillige sprog, heriblandt fransk, portugisisk, tysk, russisk og spansk, så han bedre kunne kommunikere med og undervise læger og forskere i andre lande. Da han havde været til et møde, hvor præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) rådede forsamlingen til at lære kinesisk, begyndte han og hans hustru Dantzel straks at studere mandarin. Hans kundskab til sproget gav ham mulighed for at arbejde med det medicinske samfund i Kina, hvor han gav forelæsninger og udførte operationer og reddede en af Kinas nationalheltes liv.10
Søg Guds rige først
Selvom præsident Nelsons medicinske resultater var imponerende, holdt han sit fokus på Herren og hans værk. De fleste medlemmer af Kirken ved ikke, at han tjente som missionær på Tempelpladsen fra 1955 til 1965, hvor han guidede besøgende fra kl. 16.00 til 17.00 hver torsdag. Det var en af hans travleste perioder som kirurg. Senere skrev han, at »i 1964 var vi i lægebranchen lige begyndt på udfordringen med at erstatte aortaklappen. Dødeligheden var høj og den tidsmæssige forpligtelse til hver patient var virkelig stor – næsten en til en i mange, mange timer, nogle gange endda dage.«11
For mange kirkemedlemmer ville dette udelukke en mere tidskrævende kaldelse. Men ikke for dr. Nelson. I 1964, da han og andre blev interviewet som mulig stavspræsident, fortalte daværende ældste Spencer W. Kimball, der var ledsaget af ældste LeGrand Richards (1886-1983) fra De Tolv Apostles Kvorum, ham: »Vi føler, at Herren ønsker, at du skal lede denne stav. Under vores mange interviews, når dit navn er blevet nævnt, har svaret været temmelig rutinepræget: ›Åh, han vil ikke være så god‹ eller ›Han har ikke tid‹ eller begge dele. Ikke desto mindre føler vi, at Herren ønsker dig. Men hvis du føler, du har for travlt og ikke bør acceptere denne kaldelse, er det dit privilegium‹ …
Jeg svarede helt enkelt, at beslutningen blev truffet den 31. august 1945, da søster Nelson og jeg blev gift i templet. Vi indgik dengang et løfte om først at søge ›Guds rige og hans retfærdighed‹ med tillid til, at alt det andet vil blive givet os i tilgift, som Herren har lovet. (se Matt 6:33).«12
Dr. Nelsons accept af det kald viser det, som ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum for nyligt har kaldt »den barnlige ydmyghed og enkelthed ved Russell Nelsons tro … Han er så ydmyg, så lig et barn, på alle niveauer og i alle menneskelige forhold, som jeg nogensinde har set ham i.«13
Ældste Kimball gav dr. Nelson en velsignelse og lovede, at den dødelighedsrate, der var forbundet med en operation af hjerteklappen, ville falde, og at proceduren ikke længere ville tage så meget af hans tid og energi.
»Det følgende år blev behovet for at bruge så meget tid i forbindelse med operationen mindre, og jeg havde tid nok til at tjene i den og andre kaldelser,« sagde dr. Nelson. »Faktisk gik dødeligheden ned til … et meget lavt, acceptabelt og tåleligt niveau. Interessant nok er det den operation, jeg udførte på præsident Kimball otte år senere.«14
Kravet fra karrieren og kirkekaldelser betød, at dr. Nelson havde meget begrænset fritid derhjemme. Men han gjorde alt, han kunne for at gøre sin hustru og deres 10 børn til en prioritet. Når han var derhjemme, ville han forpligte sin tid fuldt ud til sin familie. På mange af sine rejser i verden tog han ofte enten sin hustru eller et af deres børn med sig. Mens Dantzel på fremragende vis tog sig af deres børn i hans fravær, var hun taknemmelig for hans dedikation til dem, når han havde en pause fra sin travle karriere og kaldelser. »Når han er hjemme, er han hjemme!« fortalte hun engang præsident Harold B. Lee (1899-1973), som på daværende tidspunkt var præsident for De Tolv Apostles Kvorum.15 Præsident Lee ville ofte gentage denne sætning, når han rådgav travle præstedømmeledere til at fokusere på deres familie.
Følg profeten
Jeg var vidne og en mindre deltager i en vigtig episode i dr. Russell M. Nelsons og hans hustrus Dantzels professionelle liv. Dette fandt sted som en del af mit første møde med Nelson-parret i 1965, for over 52 år siden. I sin selvbiografi fortæller dr. Nelson, hvordan han blev tilbudt et professorat i kirurgi og formandskab for afdelingen for hjerte/lunge kirurgi ved University of Chicago. Han skrev, at tilbuddet »gjorde ressourcer tilgængelige for mig i form af finansiel støtte, forskningslaboratorie og medarbejdere, som ville opfylde enhver akademikers drøm. Som yderligere tilskyndelse omfattede tilbuddet fire års college til samtlige af vores ni børn ved en skole efter eget valg, med samtlige regninger betalt af University of Chicago.« Dekanen fortalte dr. Nelson, at »en af grundene til, at vi vil have dig, er, at vi ved, at du er en god mormon. Vi vil have dig i vores fakultet. Vi har brug for dig her til at bringe den indflydelse, en mormon kan bringe til universitetet.«16
Som en del af sin aggressive hvervning af denne bemærkelsesværdige læge ringede dekanen til mig for at få min hjælp til at overbevise familien Nelson om at flytte til Chicago. På det tidspunkt var jeg juraprofessor ved University of Chicago og kendte dekanen for medicinstudiet, da vi begge tjente på universitetets fakultetssenat. Dekanen bad mig om at invitere Nelson-parret til middag i vores hjem. Han opfordrede mig til at fortælle dem om Kirken i Chicago, fordi han vidste, at det var en yderst vigtig overvejelse for dem.
Det var sådan, at min afdøde hustru, June, og jeg mødte Dantzel og Russell Nelson og havde dem til middag og et dejligt besøg i vores hjem i Chicago den 21. november 1965. Vi gjorde vores bedste for at overtale dem til at flytte til Chicago. Jeg lærte senere af hans selvbiografi, at de »var meget tiltrukket af dette tilbud og endda havde valgt et hus i en af Chicagos forstæder, hvor [de] kunne opdrage deres familie.«17
Det, der efterfølgende skete, er blot endnu et eksempel på, hvordan Herrens inspiration ledte Russell M. Nelsons beslutning og forberedelse. Tilbage i Salt Lake City søgte han råd af præsident David O. McKay (1873-1970) for at få vejledning i deres vigtige beslutning. Profeten bad, og svaret kom: »Nej.«
Præsident McKay sagde: »Du bor allerede i den bedste by i verden. Her findes en levevis, der ikke kan findes nogen andre steder i verden. Her kan dine døtre få det bedste miljø, som er muligt. De er vigtigere for dig, end nogen form for berømmelse eller fremtid du kan få af noget universitet. Nej, bror Nelson, din plads er her i Salt Lake City. Folk vil komme fra hele verden, fordi du er her. Jeg synes ikke, at du skal tage til Chicago.«18
Fuld af tro afslog dr. Nelson tilbuddet i Chicago og blev i Salt Lake City. Der udførte han i de efterfølgende år åben hjerteoperationer og forlængede livet for mange taknemmelige patienter, herunder præsident Kimball, ældste Richard L. Evans (1906-1971), præsident Boyd K. Packer (1924-2015) og mange andre kirkeledere og medlemmer af deres familier.
For June og mig blev mødet i Chicago begyndelsen på et langt og værdsat venskab med Russell og Dantzel Nelson. Seks år senere blev han afløst som stavspræsident og kaldet som hovedpræsident for Søndagsskolen. Det samme år blev jeg udpeget som rektor for Brigham Young University. I mange år har vi tjent sammen i De Tolv Apostles Kvorum, og nu vil vi tjene sammen i Det Første Præsidentskab med et venskab, der begyndte i Chicago mellem to akademikere og deres hustruer for 52 år siden.
Ændring af hjerter
Den 7. april 1984 blev dr. Nelson opretholdt og indsat som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. »På et øjeblik,« sagde han, »blev mit fokus fra de sidste 40 år på medicin og kirurgi udskiftet med at hengive resten af mit liv i fuldtidstjeneste for min Herre og Frelser, Jesus Kristus.«19
Efter sit kald som apostel erklærede ældste Nelson: »Det arbejde, jeg nu er engageret i, er den vigtigste sag i verden. Det er altomfattende, tilfredsstillende og udfordrende. Og jeg skal gøre mit bedste, fordi jeg har nu et ansvar for denne forvaltning.«20
Siden præsident Nelson blev apostel, og som præsident for De Tolv Apostles Kvorum siden 2015, er han fortsat med at rejse verden rundt – og har delt budskabet om evigt liv og ændret hjerter. En af hans første opgaver var at åbne døre for evangeliets forkyndelse i Østeuropa. »På … fem år havde jeg 27 rejser til 31 lande i Europa,« sagde præsident Nelson. »Inden præsident [Ezra Taft] Benson døde … var jeg i stand til at rapportere til ham, at vi havde fuldført vores opgave, og vi har nu Kirken etableret i alle lande i Østeuropa.«21
Præsident Nelson har også indviet 27 lande til forkyndelse af evangeliet, heriblandt Bulgarien, El Salvador, Etiopien, Fransk Polynesien, Kasakhstan, Kroatien og Rusland. Engang dedikerede han seks forskellige lande i løbet af fire dage.22 I sit apostelembede har han besøgt 133 lande.23
Som medlem af De Tolvs Kvorum tjente ældste Russell M. Nelson længe som formand for hver af de tre vigtigste råd: Missionering, tempel og slægtshistorie samt præstedømmets udøvende råd (nu Udøvende råd for præstedømmet og familien).
Kirken har foretaget mange væsentlige ændringer i løbet af ældste Nelsons tid i De Tolvs Kvorum, hvor han har tjent under fem af Kirkens præsidenter. Siden 1984 er medlemstallet mere end fordoblet i størrelse, fra omtrent 6 millioner medlemmer til flere end 16 millioner. De Tolv Apostles Kvorum og Det Første Præsidentskab har udgivet to officielle erklæringer: »Familien: En proklamation til verden« i 1995 og »Den levende Kristus« i 2000. Antallet af fungerende templer er steget fra 30 i 1984 til 159 i 2017. I 2010, da ældste Nelson blev kaldet som formand for det udøvende råd for missionering, havde Kirken 58.000 missionærer. Nu efter en stor forøgelse, da alderen for at tjene blev sænket, er antallet stabiliseret ved omkring 67.000.
Personlige egenskaber
Det meste af det, der netop er blevet gennemgået om doktor, ældste og nu præsident Nelson, er offentligt tilgængeligt. Jeg vil nu kommentere på nogle af hans storslåede personlige egenskaber, som jeg gennem årene har observeret.
For det første er Russell M. Nelson en yderst flink person og en god ven og bekendt. Han er altid venlig og barmhjertig i alle sine personlige forhold. Han er en vidunderlig rollemodel, flittig og passer omhyggeligt sine pligter – familie, kirke og professionelt. Og han er bare sjov at være sammen med.
I sin lederskabsstil er han altid behagelig og nem at komme til. Det er en de mest ønskværdige egenskaber hos de øverste ledere. Med ham tøver vi aldrig med at bringe et bestemt emne på banen eller føler, at det generer ham, når vi gør det. Vi er aldrig bange for at tale med ham om nogen bestemte sager. Præsident Nelson er meget åben, nem at nærme sig og meget let at tale med.
I sin beslutningstagning er præsident Nelson optaget af den overordnede indflydelse. Han er god til at gennemtænke de sandsynlige påvirkninger af en beslutning eller retningslinje eller anvendelsen af en lære på forskellige grupper af medlemmer – de ældre, de unge, de mindre aktive, kirkeledere og andre. Jeg har set den egenskab hos andre ledere, men præsident Nelsons forståelse af dette emne er exceptionel. Måske stammer det fra hans erfaring som en læge, der ikke kan udskrive medicin til en del af kroppen uden at tænke på dens påvirkning på andre dele.
Præsident Nelson er virkelig god til at uddelegere, bedre end de fleste ledere jeg har set i professionelle sammenhænge og kirkesammenhænge. Det er sikkert også relateret til en kirurgs arbejde, der udfører en unik opgave efter (og før) andre gør deres.
En af præsident Nelsons andre betydelige egenskaber er hans tålmodighed. Han undgår konfrontationer, når han løser et problem eller får tingene gjort. Han forkaster klogt taktikken »lad os få det ordnet lige nu« til fordel for at give det lidt tid til at se om tingene selv ordner sig. Den egenskab vil være meget vigtig i hans lederskab, ligesom det var i de to et halv år, han tjente som præsident for De Tolvs Kvorum.
Da jeg har rost præsident Nelsons tålmodighed, må jeg også hellere rose en modsat egenskab. Han tøver ikke med at træffe beslutninger. Når tiden er inde og sagen er klar til en beslutning, træffer han den straks og beslutsomt. Han har en god fornemmelse for, hvornår et emne kræver tålmodighed og yderligere diskussion, og hvornår vi bare bør vælge mellem de forskellige muligheder og fortsætte med Herrens værk. Hans medarbejdere i ledelsen elsker det.
Præsident Nelson er også en, der skaber enhed. Han bringer modsatrettede synspunkter i harmoni og forskellige personer til enighed. Hvilken vidunderlig egenskab for en leder af medlemmer, der er forpligtet til den samme guddommelige lære, men kommer fra forskellige kulturer og traditioner.
Russell M. Nelson har naturlige evner for diplomati, hvilket jeg har oplevet på første hånd. Han brugte dem i sine professionelle aktiviteter, selv i Kina. Siden sit kald til De Tolv har han åbnet døre for Kirken i Østeuropa i en række af mirakuløse omstændigheder. Derudover har han besøgt 133 forskellige lande som Herrens tjener. Hvilken bemærkelsesværdig forberedelse til den store stilling, som han nu er blevet kaldet til!
En anden af præsident Nelsons gode egenskaber, hvilket kan være en overraskelse for nogen, er hans evne til at skrive. Hans skriftlige kommunikation er modeller af klarhed og hans redigering af andres skriftlige arbejde er altid en stor hjælp. Medlemmer af De Tolv udveksler udkast for at få forslag til forbedringer til teksten i vigtige taler. I den proces har jeg lært, at ingen foreslår bedre forbedringer end præsident Nelson. Som en, der har tilbragt sin professionelle karriere med at arbejde med ord, var jeg forbavset over at blive rettet så glimrende af en, hvis professionelle liv var at arbejde med kroppe. Jeg blev lettet over at opdage, at hans eksemplariske skrivelser er resultatet af hårdt arbejde. Engang ved en gennemgang af et af hans manuskrifter, efter anmodning, så jeg, at det var hans ottende udkast. Hvis jeg havde kendt til dr. Nelsons utroligt lange liste over videnskabelige udgivelser, ville jeg ikke være blevet overrasket over, at der ikke findes nogen bedre forfatter i De Tolvs Kvorum.
De fleste er fascineret over alderen på vores nye præsident – 93! De af os, der arbejder tæt sammen med ham, er kun bekymret for vores egne anstrengelser for at kunne følge med ham. Han er imponerende aktiv, fysisk og mentalt. Hans hukommelse er imponerende. Han står jævnligt på ski, med meget lidt hvile. Han bruger stadig sin snerydder, både i sin egen og i naboers indkørsler.24 Jeg har oplevet hans endeløse energi hver torsdag. Når vi er færdige med vores møde i templet i Salt Lake City, tager nogle elevatoren ned til den nederste etage, og andre går ned ad de mange trapper fra det øverste værelse. Præsident Nelson skynder sig altid ned af trapperne. Jeg forsøger altid at holde trit med ham, men kan ikke.
Forpligtet til Frelseren
Præsident Nelson har sagt: »Hver dag af en apostles tjeneste er en dag med læring og forberedelse til mere ansvar i fremtiden.«25 For ham er tiden med forberedelse til at lede Kirken nu ovre, og han bærer nu den hellige kappe som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Hvad har hans forberedelse fået os til at forvente af hans periode som leder?
Vigtigst er hans forpligtelse over for Herren Jesus Kristus, der er overhoved for denne kirke. Som præsident Nelson sagde i sit budskab i januar, der blev citeret tidligere: »Vi … vil fortsat søge at kende hans vilje og følge den.«26 I mellemtiden identificerer præsident Nelsons inspirerede lærdomme nogle mulige emner, som man kan fremhæve.
Ved oktoberkonferencen i 2017 mindede præsident Nelson Kirkens medlemmer om Mormons Bogs store betydning. Han fortalte om resultatet af sit personlig studium af Mormons Bog, heriblandt lister over, hvad Mormons Bog er, hvad den bekræfter, hvad den gendriver, hvad den opfylder, hvad den tydeliggør, og hvad den åbenbarer. Han opfordrede medlemmerne til at studere og grunde over bogen dagligt.27
Den 16. januar 2018, to dage efter, at præsident Nelson blev indsat som Kirkens præsident, bekendtgjorde ham, at det nye Første Præsidentskab vil begynde »med enden i tankerne«. Den »ende« er den enkeltes frelse og besegling af familier i Herrens hus. »Af denne grund taler vi i dag til jer fra et tempel,« sagde præsident Nelson fra annekset i templet i Salt Lake City.
»Målet, som vi alle stræber efter, er at blive begavet med kraft i Herrens hus, beseglet som familie, trofast over for pagter, der er indgået i templet, og som gør os værdige til Guds største gave, nemlig evigt liv. Templets ordinancer og de pagter, I indgår der, er afgørende for at styrke jeres liv, jeres ægteskab og familie og jeres evne til at modstå modstanderens angreb. Jeres tilbedelse i templet og jeres tjeneste der for jeres forfædre vil velsigne jer med øget personlig åbenbaring og fred og vil styrke jeres forpligtelse om at blive på pagtens sti.«28
Præsident Nelson opfordrede også alle de hellige til at blive på pagtens sti: »Jeres forpligtelse til at følge Frelseren ved at indgå pagter med ham og derefter holde disse pagter vil åbne døren til enhver åndelig velsignelse og privilegium, der er tilgængelig for mænd, kvinder og børn overalt.« Hvis I er trådt væk fra stien,« sagde han, »så vil jeg indbyde jer med al mit hjertes håb om at komme tilbage. Hvad end jeres bekymringer er, hvad end jeres udfordringer er, så er der et sted for jer her i Herrens kirke. I og endnu ufødte generationer vil blive velsignet af jeres handling om nu at vende tilbage til pagtens sti.«29
Her er et andet vigtigt fingerpeg: »Det skriftsted, der er blevet en levende legende for mig, findes i det 88. afsnit af Lære og Pagter, hvor Herren siger: ›Jeg vil fremskynde mit værk, når tiden er inde‹«, har præsident Nelson sagt. »Og jeg har levet … til at se, at det er blevet fremskyndet.«30 Nu vil han lede det.
Præsident Russell M. Nelson har altid båret vidnesbyrd om Jesu Kristi guddommelighed og sandheden af frelsesplanen, som vor himmelske Fader og hans elskede Søn har givet for at oplyse og vejlede os. Når præsident Nelson leder Kirken ind i fremtiden, kan sidste dages hellige finde stor trøst i at vide, at han vil lede dem i henhold til himlens vilje. »Jeg erklærer min hengivenhed over for Gud vor evige Fader og hans Søn, Jesus Kristus,« har han sagt. »Jeg kender dem, elsker dem og lover at tjene dem – og jer – med hvert eneste åndedrag resten af mit liv.«31
Jeg elsker denne Herrens tjener, min mangeårige kollega og ven, præsident Russell M. Nelson. Sammen med medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige værdsætter jeg hans lærdomme og ser frem til hans inspirerede lederskab som profet. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han er kaldet af Gud til at lede Kirken i vore dage.