Elsker I mig
De unges tema for 2019 er et kald til handling – en personlig opfordring fra vor Frelser. Er I engagerede? Elsker I ham? Er I villige til at følge i hans spor?
Vor Frelser Jesus Kristus gjorde noget for os, som vi ikke er i stand til at gøre selv. Og hvad beder han om til gengæld? Han beder os om at holde hans bud, så vi kan blive velsignet med altid at have hans Ånd hos os (se Moro 4:3).
Buddene er en kærlighedsgave. Frelseren sagde ganske enkelt: »Elsker I mig, så hold mine bud,« men hvorfor? Fordi han elsker JER! Han ønsker, at I skal være lykkelige. Han ønsker, at jeres liv skal være fyldt med glæde og endeløse muligheder. Han ønsker, at I skal være trygge og beskyttet mod verdens onder. Han ønsker at øse velsignelser ud over jer, der er så store, at »der ikke vil være plads nok til at modtage de[m]« (3 Ne 24:10). Han ønsker, at I vender tilbage og lever med ham igen og får del i alle vor himmelske Faders lovede velsignelser.
Husk altid, hvor meget vor himmelske Fader elsker sine børn. Han har fuldkommen kærlighed til jer. I kan vise jeres kærlighed til ham ved at holde hans bud. Jeres retfærdige handlinger vil medføre store velsignelser til jer og dem omkring jer.
Som vores profet, præsident Russell M. Nelson, har sagt: »Vi har brug for jer i Herrens bataljon af unge. Det vil bare ikke være det samme uden jer!« Han har opfordret jer til at »skille[] jer ud [og være] anderledes end verden« ved at efterleve standarderne i Til styrke for de unge og ved at holde buddene – »at I ligner, lyder som, handler som og klæder jer som sande Jesu Kristi disciple« (»Israels håb«, verdensomspændende foredrag for unge, 3. juni 2018, s. 8, HopeOfIsrael.lds.org).
Når I stræber efter at adlyde Herren og hans profeter, vil Helligåndens kraft fylde jer med Guds kærlighed og vidne for jer om jeres guddommelige identitet som Guds søn eller datter. Disse velsignelser vil vokse, når I stræber efter at leve retfærdigt. Herren og profeten stoler på jer. De elsker jer. Vi lover, at I vil få stor selvtillid, selvværd og tryghed ved at adlyde og holde buddene.