2021
En verdensomspændende positiv indflydelse
November 2021


En verdensomspændende positiv indflydelse

Efterhånden som profeter og apostle fortsætter deres virke, velsigner deres positive indflydelse mange mennesker og skaber en verdensomspændende ånd af tjeneste, samarbejde og håb. Her er nogle højdepunkter fra deres virke i de sidste seks måneder.

Under de olympiske sommerlege i Tokyo postede Russell M. Nelson på de sociale medier om behovet for at fjerne stridigheder og om værdien af venskab, respekt og samarbejde.

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum deltog i en global videokonference, der blev sendt fra Windsor i England. Konferencens talere drøftede det mentale og følelsesmæssige helbred hos millioner af mennesker i flygtningelejre. Ældste Holland opfordrede til at støtte flygtninges ret til at udtrykke »den religiøse tro, der giver dem deres identitet.« Søster Sharon Eubank, førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab og direktør for Latter-day Saint Charities, deltog også i konferencen.

Ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum talte ved et råd om tværreligiøst samarbejde, der blev afholdt på Notre Dame University i Indiana i USA. Ældste Cook opfordrede deltagerne til at »stå som et fyrtårn for tro og enhed i en verden, der ofte nedvurderer begge dele.«

Ældste Ronald A. Rasband fra De Tolv Apostles Kvorum talte ved et økumenisk forum i forbindelse med G20, der blev afholdt i Bologna i Italien. (G20-landene består af verdens 20 største økonomier). »Når religion får frihed til at blomstre, udfører troende overalt enkle og til tider heroiske handlinger for at hjælpe,« sagde ældste Rasband. På samme forum talte søster Eubank om virkningerne af sult og fejlernæring på fattigdom blandt børn. »Forandringer kan kun … opnås gennem personlige tillidsforhold,« sagde hun.

Efter et jordskælv, der hærgede Haiti, talte ældste Ulisses Soares fra De Tolv Apostles Kvorum i et foredrag, der blev transmitteret til fransktalende medlemmer i Caribien, og mindede dem om, at »tro låser op for Guds kraft i vores liv«. Søster Reyna I. Aburto, andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, deltog også i foredraget og talte virtuelt til medlemmerne i lederskabsmøder og stavskonferencer. »Vi kan stå stærkt,« sagde hun, »selv om vindene kommer og jorden ryster omkring os.« Ældste Soares talte også ved transmissionen af et foredrag til unge i Caribien og mindede dem om, at »vi har brug for Helligåndens indflydelse i vores liv.«

Udskriv