»Frelsesplanen: Vor himmelske Faders plan for sine børn«, Mormons Bog – Elevens hæfte 2024
»Frelsesplanen«, Mormons Bog – Elevens hæfte
Indledende materiale
Frelsesplanen
Vor himmelske Faders plan for sine børn
På vores jordiske rejse opstår der ofte spørgsmål om formålet med og meningen med livet: Hvor kommer jeg fra? Hvorfor er jeg her? Hvor skal jeg hen? Når I kender svarene på disse spørgsmål, kan det hjælpe jer til at navigere igennem livets udfordringer og blive på Herrens pagtssti. Denne lektion kan hjælpe jer til at forstå og føle vigtigheden af vor himmelske Faders plan.
Vor himmelske Faders plan
-
Hvilken kundskab tror I, at I ikke kunne leve uden? Hvorfor?
Gennem skrifterne og nutidig åbenbaring har vi kundskab om forudtilværelsen, Frelserens forsoning, livet efter døden og mange andre elementer ved vores evige eksistens. Det ville være svært at leve uden denne kundskab. Brug noget tid på at tænke over, hvad I ved om vor himmelske Faders plan. Tænk over, hvordan jeres liv ville være uden den kundskab.
Når I studerer i dag, så søg Helligåndens vejledning for at lære mere om vor himmelske Faders kærlige plan for sine børn.
Vor himmelske Faders plan i Mormons Bog
Mormons Bog lærer os meget om vor himmelske Faders plan. Præsident Russel M. Nelson har erklæret: »Mine kære brødre og søstre, jeg vidner om, at Mormons Bog virkelig er Guds ord. Den indeholder svar på nogle af livets mest tungtvejende spørgsmål« (Russell M. Nelson, »Mormons Bog: Hvad ville jeres liv være uden?«, Liahona, nov. 2017, s. 62). Her er nogle få spørgsmål, som Mormons Bog besvarer. Vælg mindst to, og læs det skriftsted, der er med til at besvare spørgsmålet.
-
Hvad lærer Mormons Bog os om forudtilværelsen? (Alma 12:25, 30, vendingen »verdens grundlæggelse« henviser til forudtilværelsen).
-
Hvilken rolle spiller Jesus Kristus i vor himmelske Faders plan? (Alma 22:12-14)
-
Hvad er formålet med livet? (Alma 34:32-33)
-
Hvad sker der, når vi dør? (Alma 40:11-14, 21-23)
-
Hvor ville vi stå uden Jesu Kristi forsoning? (2 Ne 9:6-11)
Vor himmelske Faders plan og mit liv
Præsident M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvordan en forståelse af vor himmelske Faders frelsesplan kan hjælpe os i livet. I kan eventuelt se videoen »Svar på livets spørgsmål« fra tidskode 10:37 til 12:09 eller læse teksten herunder:
Vi dødelige har et begrænset overblik over livet set ud fra et evigt perspektiv. Men hvis vi kender og forstår vor himmelske Faders plan, indser vi, at det at håndtere modgang er en af de vigtigste måder, hvorpå vi bliver prøvet …
Ved at fokusere på og efterleve principperne i vor himmelske Faders plan for vores evige lykke kan vi adskille os fra verdens ugudelighed. Hvis vi er forankret i den rette forståelse af, hvem vi er, hvorfor vi er her på denne jord, og hvor vi kan gå hen efter dette jordiske liv, kan Satan ikke true vores lykke med nogen form for fristelse. Hvis vi er opsatte på at efterleve vor himmelske Faders plan, vil vi bruge vores gudgivne handlefrihed til at træffe beslutninger, der er baseret på åbenbaret sandhed, ikke på andres meninger eller den aktuelle fremherskende tankegang i verden. (Se M. Russell Ballard, »Svar på livets spørgsmål«, Liahona, maj 1995, s. 23-24)