Seminar
Mosija 14-16: Forløst af Herren


»Mosija 14-16: Forløst af Herren«, Mormons Bog – Elevens hæfte, 2024

»Mosija 14-16«, Mormons Bog – Elevens hæfte

Mosija 14-16

Forløst af Herren

billede af Kristus

Selvom kong Noa var klar til at slå ham ihjel, vidste Abinadi, at Gud ville lade ham færdiggøre det budskab, han var blevet sendt for at aflevere. Noa og hans præster havde brug for at høre budskabet om, at alle profeter er blevet kaldet af Gud til at undervise om, at Jesus Kristus er vor Forløser. Denne lektion kan hjælpe jer til at indse vigtigheden af at kende Jesus Kristus som den eneste, der kan forløse os fra synd og død.

Jesu Kristi roller og titler

Hver af Jesu Kristi mange roller og titler kan have en særlig betydning for os på visse tidspunkter i vores liv. Vi kan f.eks. relatere til Jesus Kristus som »Herren den Almægtige Gud« (Mosi 11:23), når vi har brug for hjælp, som kun han kan give.

Brug et minut på at lave en liste over Jesus Kristi titler fra skrifterne, der lærer os om ham.

  • Hvilke af Jesu mange titler tror I, det kan være en hjælp at vide mere om? Hvorfor?

Jesus Kristus, vores Forløser

Abinadis budskab til kong Noa og præsterne var centreret om Jesus Kristus. Han forkyndte sandheden om, at vi kun kan blive frelst ved Jesu Kristi forløsning (se Mosi 13:33; 16:15). Se efter, hvad I kan lære om Jesu Kristi rolle som vor Forløser, når I studerer Abinadis ord.

Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har udtalt:

15:21

En af Jesu Kristi mest bemærkelsesværdige og beskrivende titler er Forløser … Det engelske ord for forløse (redeem) [kan] betyde at betale en gæld af. Redeem kan også betyde at redde eller sætte en person fri ved at betale en løsesum. Hvis nogen begår en fejl og siden retter op på den og gør bod, kan man sige, at man har gjort det godt igen. Hver af disse betydninger beskriver et aspekt ved den store forløsning, som er udvirket gennem Jesu Kristi forsoning, tillige med den betydning af ordet, som man finder i ordbogen nemlig at »befri menneskene for synd«. (D. Todd Christofferson, »Forløsning«, Liahona, maj 2013, s. 109)

  • Hvad kan I lære om Jesus Kristus af hans titel Forløser?

  • Hvornår føler I, at denne forståelse vil være til størst nytte i jeres liv? Hvorfor?

Tænk på en person i jeres liv, som I føler vil have gavn af at forstå, at Jesus Kristus er deres Forløser.

Vælg mindst to for at lære mere af Abinadis budskab om Jesus Kristus og for at forberede jer på at skrive et budskab til den person, I tænkte på.

Spørgsmål 1: Hvad gjorde Jesus Kristus for at forløse mig?

Abinadi talte om Esajas som et eksempel på en af de mange profeter, der vidnede om Kristus. Han læste Esajas’ lærdomme op for at vise, at Gud selv ville komme til jorden for at blive »undertrykt og plaget« (Mosi 13:35) for at løskøbe os fra at være faldne og fortabte.

Læs Mosija 14, og se efter ord og vendinger, der hjælper jer til at forstå den pris, som Jesus Kristus var villig til at betale for at befri jer fra synd og død.

  • Hvilke ord eller vendinger fra disse vers vil I dele med den person, I tænkte på?

Spørgsmål 2: Hvordan kan jeg blive velsignet gennem Jesu Kristi forløsning?

Kan I forestille jer, hvordan livet ville være, hvis Jesus Kristus ikke opfyldte sin rolle som vor Forløser? Brug et øjeblik på at tænke over, hvordan jeres liv ville være uden Jesus Kristus.

Læs Mosija 15:19; 16:4-7, og se efter Abinadis beskrivelse af livet uden Kristi forløsning.

Læs Mosija 15:20-25; 16:8-10 for at se, hvilke velsignelser vi kan nyde takket være vor Forløser.

  • Hvad ville I gerne have, at den person, I tænkte på, skulle vide om Jesus Kristus fra disse vers?

Spørgsmål 3: Hvorfor kaldes Jesus Kristus nogle gange Fader i skrifterne?

Abinadi underviste om Jesu Kristi rolle som Guds Søn og som Fader. En far er en, der giver liv. Jesus Kristus er som en far for os, fordi han kan give os udødelighed og evigt liv. Det betyder ikke, at han og vor himmelske Fader er den samme person. Læs Mosija 15:1-9, og se efter årsager til, at Jesus Kristus kan omtales som vor evige Fader.

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:

Som Abinadi belærte om, blev Kristus »undfanget ved Guds kraft« (Mosi 15:3) og har derfor Faderens kraft i sig. Udover dette guddommelige, direkte forhold handler Kristus også som Faderen i og med, at han er himlens og jordens skaber (se Mosi 15:4), Faderen til vores åndelige genfødsel og frelse og han er trofast i at ære sin Faders vilje – hvorfor han påberåber sig dennes magt – frem for sin egen vilje. (Jeffrey R. Holland, Christ and the New Covenant: The Messianic Message of the Book of Mormon, 1997, s. 183-184)

  • På hvilke måder er Jesus Kristus både Fader og Søn?

  • Hvorfor kan det være nyttigt for den person, I tænkte på, at vide dette om Jesus Kristus?

  1. Skriv et budskab om Jesus Kristus som vor Forløser til den person, I tænkte på. Brug bestemte vendinger eller vers fra skriften i jeres budskab. Medtag jeres vidnesbyrd om Forløseren.