»9.-15. september: ›Glædelige tidender om stor glæde.‹ Helaman 13-16«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Mormons Bog 2024, 2023
»9.-15. september. Helaman 13-16«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2024, 2023
9.-15. september: »Glædelige tidender om stor glæde«
Helaman 13-16
Første gang lamanitten Samuel prøvede at dele »glædelige tidender« i Zarahemla (Hel 13:7), blev han afvist og smidt ud af de hårdhjertede nefitter. Man kan sige, at det var som om, at de havde bygget en uigennemtrængelig mur omkring deres hjerte, hvilket forhindrede dem i at modtage Samuels budskab. Samuel forstod vigtigheden af det budskab, han kom med, og han udviste tro ved at følge Guds bud om, »at han skulle vende tilbage igen og profetere« (Hel 13:3). Ligesom Samuel kan vi alle møde mure, når vi »bered[er] Herrens vej« (Hel 14:9) og stræber efter at følge hans profeter. Og ligesom Samuel bærer vi også vidnesbyrd om Jesus Kristus, »som visselig skal komme« og indbyder alle til at »tro på hans navn« (Hel 13:6; 14:13). Ikke alle vil lytte, og nogle vil aktivt gå imod os. Men de, der tror på dette budskab med tro på Kristus, finder, at det vitterligt er et budskab om »glædelige tidender om stor glæde« (Hel 16:14).
Forslag til læring i hjem og kirke
Herren kommer med advarsler gennem sine profeter.
I skrifterne bliver profeter nogle gange sammenlignet med vægtere på en mur eller i et tårn, der advarer om fare (se Es 62:6; Ez 33:1-7). Når I studerer Samuels ord i Helaman 13, så overvej, hvordan han er som en vægter for jer. Hvad sagde han, der virker relevant for vore dage? (Se især vers 8, 21-22, 26-29, 31 og 38). Hvad sagde Samuel for eksempel om omvendelse? Om ydmyghed og rigdom? Om at søge lykke »ved at gøre misgerninger«?
I kan også søge i nylige generalkonferencetaler efter lignende advarsler, som Herren har givet gennem nutidige profeter. Hvad føler I jer inspireret til gøre i forhold til disse advarsler?
Gud opfordrer mig til at omvende mig.
Samuels advarsler om Guds straffedomme omfattede konsekvent en barmhjertig opfordring til at omvende sig. Se efter disse opfordringer i Helaman 13-15 (se især Hel 13:6-11; 14:15-19; 15:7-8). Hvad lærer I af disse vers om omvendelse? Nogle mennesker ser omvendelse som en barsk straf – noget man bør undgå. Hvordan ønskede Samuel efter jeres mening, at nefitterne burde anskue omvendelse?
For at uddybe jeres studium kan I læse Præsident Russell M. Nelsons tale »Vi kan gøre det bedre og være bedre«, (Liahona, maj 2019, s. 67-69). Hvordan definerer han omvendelse? Hvilke velsignelser ved oprigtig omvendelse finder I i hans budskab? I kan også se efter specifikke ting, som profeten opfordrede os til at ændre. Hvad fortæller Helligånden jer, at I er nødt til at ændre? Overvej at nedskrive den personlige åbenbaring, I modtager.
Hvordan er omvendelse anderledes end blot at ændre sin adfærd? Hvorfor er det vigtigt at tage imod Guds opfordring til at omvende sig? Mens I tænker over dette, kan I overveje at synge eller lytte til en salme, der udtrykker denne opfordring, såsom »Hvor nådig er Guds lov« (Salmer og sange, nr. 68).
Se også »Jesus Kristus vil hjælpe jer«, Til styrke for de unge: Vejledning til at træffe valg, s. 6-9; »Omvendelse: Et glædeligt valg«, »Principles of Peace: Repentance«, videoer, Evangelisk Bibliotek.
Gud sendte tegn og undere for at vidne om Frelserens fødsel og død.
I Helaman 14 forklarede Samuel, at Herren gav os tegn på Frelserens fødsel og død, så folket kunne »kende til … hans komme« og »tro på hans navn« (Hel 14:12). Når I studerer Helaman 14, så notér tegnene på Frelserens fødsel i vers 1-8 og tegnene på hans død i vers 20-28. Hvorfor tror I, at disse tegn var effektive måder at tilkendegive Jesu Kristi fødsel og død på?
Andre mere personlige og mindre dramatiske tegn kan også hjælpe jer til at »tro på [Frelserens] navn«. Hvad har han gjort, der styrker jeres tro på ham?
Hvilken advarsel bliver der givet om tegn i Helaman 16:13-23? Hvordan kan I undgå den holdning, som disse vers beskriver, at folk havde?
Se også Alma 30:43-52; Ronald A. Rasband, »I henhold til en guddommelig plan«, Liahona, nov. 2017, s. 55-57.
Revselse fra Herren er et tegn på hans kærlighed.
Samuels ord indeholder mange hårde revselser, men Helaman 15:3 giver os et perspektiv på revselse fra Herren. Hvordan kan revselse fra Herren være et tegn på hans kærlighed? Hvilket bevis ser I på Herrens kærlighed og barmhjertighed i Samuels profetier og advarsler?
Overvej at studere ældste D. Todd Christoffersons tale »Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg« (Liahona, maj 2011, s. 97-100) og se efter tre formål med guddommelig revselse. Hvornår har I set Gud virke på disse måder i jeres liv?
Profeterne peger mig hen til Jesus Kristus.
Hvad lærer I i Helaman 16 af dem, der accepterede Samuels belæringer? Hvad lærer I af dem, der afviste ham? Tænk over, hvordan det at følge de levende profeter har hjulpet jer til at komme Jesus Kristus nærmere.
Forslag til undervisning af børn
Gud kan tale til mig i mit hjerte.
-
Hvordan kan I lære jeres børn, at Gud kan tale til vores hjerte, ligesom han gjorde for Samuel? I kan eventuelt bede dem om at vise jer forskellige måder at kommunikere på uden ord (såsom fagter eller ansigtsudtryk). Det kan føre til en samtale om forskellige måder, hvorpå vor himmelske Fader kommunikerer med os. Som en del af denne drøftelse kan I og jeres børn se på et billede af lamanitten Samuel (dette oplæg har to) og læse Helaman 13:2-5, mens jeres børn lytter efter, hvordan Gud fortalte Samuel, hvad han skulle sige.
-
Mange af os – især børn – har brug for hjælp til at lære at vide, hvordan og hvornår Gud taler til os. I kan fortælle jeres børn om en gang, hvor Helligånden hjalp jer til i jeres hjerte at vide, hvad Gud ønskede, I skulle gøre eller sige. Forklar, hvordan I vidste, at Gud kommunikerede med jer. Måske kan jeres børn fortælle om lignende oplevelser, de har haft.
Profeter underviser om Jesus Kristus.
-
At synge »Samuel fortæller om Jesusbarnet« (Børnestjernen, dec. 1992, s. 7) kan være en god måde at lære jeres børn, hvad Samuel underviste om Jesus Kristus. En anden god måde er at dele »Kapitel 40: Lamanitten Samuel taler om Jesus Kristus« (Historier fra Mormons Bog, s. 111-113). Hvad underviste Samuel om Frelseren? I kan måske også fortælle, hvad nutidige profeter lærer os om ham. Hvordan opbygger deres ord vores tro på ham?
Jeg bliver velsignet, når jeg følger profeten.
-
I kan opbygge jeres børns tillid til profeten ved at vise dem eksempler på trofaste mennesker. Nogle af disse findes i Helaman 16:1, 5. Mens I læser, kan jeres børn rejse sig, når de hører noget, folket gjorde, fordi de troede på Samuels ord. Derefter, mens I læser vers 2 og 6, kan jeres børn sætte sig, når de hører noget, folket gjorde, fordi de ikke troede. Hvordan kan vi vise, at vi tror på den levende profets ord? Fortæl børnene, hvordan I bliver velsignet, når I følger Herrens råd gennem hans profeter.