»2.-8. december: ›For at holde dem på den rette vej.‹ Moroni 1-6«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Mormons Bog 2024, 2023
»2.-8. december. Moroni 1-6«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2024, 2023
2.-8. december: »For at holde dem på den rette vej«
Moroni 1-6
Da Moroni havde afsluttet sin fars optegnelse om nefitterne og forkortet jereditternes optegnelse, troede han, at han var færdig med at skrive (se Moro 1:1). Hvad var der ellers at sige om to nationer, der blev fuldstændigt udslettet? Men Moroni havde set vor tid (se Morm 8:35), og han blev inspireret til at »skrive[] yderligere nogle få ord, for at de måske [kunne] blive af værdi … en dag i fremtiden« (Moro 1:4). Han vidste, at et vidtrækkende frafald var på vej og ville medføre forvirring om præstedømmeordinancer og om religion generelt. Det kan være derfor, at han klarlagde detaljer om nadveren, dåb, overdragelse af Helligåndsgaven og velsignelserne ved at samles med andre hellige for at »holde [hinanden] på den rette vej … idet de alene stole[r] på Kristi fortjenester, han som var [vores] tros ophavsmand og fuldender« (Moro 6:4). Værdifuld indsigt som dette giver os grund til at være taknemmelige for, at Herren bevarede Moronis liv, så han kunne skrive »yderligere nogle få ord« (Moro 1:4).
Forslag til læring i hjem og kirke
Jeg kan følge Jesus Kristus trods modstand.
Hvad inspirerer jer ved, hvor trofast Moroni fulgte Herren og passede sin kaldelse, når I læser Moroni 1? På hvilke måder kan en person »fornægte Kristus«? (Moro 1:2-3). Tænk over, hvordan I kan være trofaste mod Jesus Kristus, når I møder prøvelser og modstand.
Præstedømmeordinancer skal administreres, som Herren befaler.
Moronis liv var i fare, da han skrev disse kapitler. Hvorfor tog han sig tid til at nedskrive administrative detaljer om, hvordan man udfører ordinancer? Tænk over dette, mens I læser Moroni 2-6. Hvorfor tror I, at disse detaljer er vigtige for Herren? Her er nogle spørgsmål, der kan vejlede jer i jeres studium:
-
Bekræftelse (Moro 2; 6:4).Hvad fortæller Frelserens instruktioner i Moroni 2:2 jer om ordinancen bekræftelse? Hvordan vil I forklare, hvad det vil sige at blive »påvirket og renset ved Helligåndens kraft«? (Moro 6:4).
-
Præstedømmeordination (Moro 3).Hvad finder I i dette kapitel, der kan hjælpe nogen til at forberede sig til at blive ordineret til præstedømmet? Hvad finder I, der kan hjælpe nogen til at forberede sig på at udføre en ordination?
-
Nadveren (Moro 4-5; 6:6).Hvad kan I gøre for at gøre nadveren til ugens åndelige højdepunkt?
-
Dåb (Moro 6:1-3).Hvad gør I for fortsat at opfylde kravene til dåb?
Hvordan vil I ændre den måde, I tænker på, deltager i eller forbereder jer til andre ordinancer på ud fra det, som I har lært?
Se også Lære og Pagter 84:20.
At tage nadveren hjælper mig til at komme Jesus Kristus nærmere.
I har sikkert hørt nadverbønnerne mange gange, men hvor ofte tænker I nøje over, hvad ordene betyder? Måske kan I prøve at skrive de to nadverbønner ned fra hukommelsen. Sammenlign derefter det, I skrev, med Moroni 4:3 og 5:2. Bemærkede I noget ved disse bønner, som I ikke havde lagt mærke til tidligere?
Overvej at medtage en nadversalme i jeres studium, fx »Til minde om den korsfæstede« (Salmer og sange, nr. 117).
Jesu Kristi disciple tager sig af hinandens sjæles velfærd.
Valget om at følge Kristus er individuelt, men andre troende kan hjælpe med at holde os »på den rette vej« (Moro 6:4-5). Hvad gjorde Kirkens medlemmer på Moronis tid for at styrke hinanden? Når I læser Moroni 6:4-9, så tænk over de velsignelser der kommer ved at blive »regnet blandt Kristi kirkes folk« (Moro 6:4).
I kan også tænke på de mennesker, der kommer i jeres menighed eller gren. Er der nogen, der kan have et særligt behov for jeres kærlighed – måske en person, der er ny eller for nylig er vendt tilbage? Hvordan kan I gøre deres oplevelser i kirken mere lig det, Moroni beskrev? (Se forslag i videoerne My Covenant Path eller »Strengthening New Members« i Evangelisk Bibliotek). I kan finde inspiration i første afsnit af præsident Dallin H. Oaks tale »Behovet for en kirke« (Liahona, nov. 2021, s. 24-25).
Når I tænker over, hvad det betyder at blive »næret ved Guds gode ord« (Moro 6:4), kan det være en hjælp at tænke på den næring, som en frøplante eller et spædbarn har brug for – og hvad der sker, hvis det bliver forsømt. Søg i Moroni 6:4-9 efter ideer til, hvordan I kan hjælpe med at »nære« andre åndeligt. Hvordan har andre disciple været med til at nære jer?
Det er ikke indlysende for alle, hvorfor det er vigtigt at blive »regnet blandt Kristi kirkes folk« og »[mødes] ofte« ved kirkemøder. Hvordan vil I forklare, hvorfor I er taknemmelige for at være medlem af Jesu Kristi Kirke? (Se de andre afsnit i præsident Oaks’ tale »Behovet for en kirke«).
Forslag til undervisning af børn
Helligånden er en hellig gave.
-
Helligånden eller Ånden nævnes adskillige gange i Moroni 2-6. I kan eventuelt bede jeres børn om at finde hvert vers, der nævner ham, læse disse vers og skrive det ned, de lærer om Helligånden. I kan også fortælle hinanden om oplevelser, hvor I følte Åndens indflydelse.
Jeg tager nadveren for at vise, at jeg altid vil huske Jesus Kristus.
-
Når I læser nadverbønnerne sammen med jeres børn, kan det føre til en samtale om, hvordan man får mere meningsfulde oplevelser ved nadveren. Det kan måske hjælpe dem at forestille sig, at en ven kommer til et nadvermøde for første gang. Hvordan vil de forklare deres ven, hvad nadveren er, og hvorfor den er hellig? Tilskynd jeres børn til at bruge noget fra Moroni 4 eller5 i deres forklaringer. Yngre børn kan bruge denne uges aktivitetsside eller Evangelisk kunst, nr. 108.
-
Overvej at synge en sang sammen, der hjælper jeres børn til at tænke på Frelseren (fx »Ærbødigt, stille«, Børnenes sangbog, s. 26). I kan også øve jer i at sidde ærbødigt under nadveren.
Jeg kan forberede mig til at blive døbt.
-
Hvem kan blive døbt? Hjælp jeres børn til at finde svar på dette spørgsmål i Moroni 6:1-3. Hvad vil det sige at have »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«? (Moro 6:2). Hvordan hjælper det os til at forberede os til at blive døbt? Overvej at fortælle jeres børn, hvordan I forberedte jer på at blive døbt.
Vi går i kirke for at tage nadveren og støtte hinanden.
-
Ved jeres børn, hvorfor I kan lide at gå i kirke? At læse Moroni 6:4-6, 9 kan give jer mulighed for sammen at tale om nogle af de ting, vi gør i kirken. De kan tegne sig selv, hvor de gør disse ting (fx at bede, undervise, synge og tage nadveren).
-
Når I har læst Moroni 6:4 sammen, kan I og jeres børn se på billeder af eller eksempler på nærende mad og sammenligne det at nære vores legeme med at blive »næret af Guds gode ord«. I kan også se videoen »Children Sharing the Gospel« (Evangelisk Bibliotek).