Kom og følg mig
3.-9. februar. 2 Nefi 1-5: »Vi levede på lykkelig vis«


»3.-9. februar. 2 Nefi 1-5: ›Vi levede på lykkelig vis‹«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: Mormons Bog, 2020, 2020

»3.-9. februar. 2 Nefi 1-5«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: 2020

Adam og Eva forlader Edens have

Adam og Eva, af Douglas Fryer

3.-9. februar

2 Nefi 1-5

»Vi levede på lykkelig vis«

Skrifterne kan åbne døren til personlig åbenbaring. Når du læser 2 Nefi 1-5, kan det være, at du opdager, at Herren har noget bestemt, som han gerne vil lære dig.

Nedskriv dine indtryk

Hvis du vidste, at dit liv var ved at være slut, hvilke sidste budskaber ville du så dele med dem, du elsker mest? Da profeten Lehi følte, at han nærmede sig slutningen på sit liv, samlede han sine børn sammen en sidste gang for at profetere og dele de evangeliske sandheder, han elskede, med de mennesker, han elskede. Han underviste dem om frihed, lydighed, Adam og Evas fald, forløsning gennem Jesus Kristus og glæde. Ikke alle hans børn tog imod hans sidste vidnesbyrd, men de, der gjorde – sammen med alle de millioner, der læser det i dag – fandt i hans vidnesbyrd principper om at leve »på lykkelig vis« (2 Ne 5:27).

personligt studieikon

Forslag til personligt skriftstudium

2 Nefi 2

Jeg er fri til at vælge evigt liv.

Ældste D. Todd Christofferson har sagt: »Guds hensigt er, at hans børn skal handle ifølge den moralske handlefrihed, som han har givet dem … Det er hans plan og hans vilje, at vi har hovedansvaret for at træffe valg i vores livs drama« (»For evigt frie til selv at handle«, Liahona, nov. 2014, s.16-17). Lehi klarlagde i sine lærdomme om handlefrihed vigtige betingelser, der gør handlefrihed mulig og gør os i stand til at nå vores guddommelige potentiale, inklusiv følgende:

  1. En kundskab om godt og ondt (2 Ne 2:5)

  2. En lov givet til menneskeheden (2 Ne 2:5)

  3. Modstridende, lokkende valg (2 Ne 2:11)

  4. Kraft til at handle (2 Ne 2:16)

Når du læser 2 Nefi 2, hvad lærer du så om alle disse forskellige betingelser for handlefrihed og deres forhold til hinanden? Hvad ville der ske med din handlefrihed, hvis en eller flere af disse betingelser manglede? Hvad lærer du ellers om handlefrihed af Lehis ord?

2 Nefi 2:22-29

Faldet og Jesu Kristi forsoning er essentielle dele af vor himmelske Faders plan.

Mange mennesker ser Adam og Evas fald som en tragisk begivenhed. Men Lehis lærdomme om faldet viser, hvorfor det var en nødvendig del af Faderens plan for vores evige udvikling. Når du læser disse vers, se da efter, hvorfor faldet skulle ske, for at vi, vor himmelske Faders børn, kunne udvikle os. Hvordan forløste Frelserens sonoffer os fra faldet?

Se også Moses 5:9-12; 6:51-62; »Fall of Adam and Eve«, Gospel Topics, topics.ChurchofJesusChrist.org.

2 Nefi 3:6-24

Joseph Smith blev forudordineret til at gengive evangeliet.

Den sidste del af 2 Nefi 3 indeholder en profeti, der blev givet af Josef af Egypten, om en fremtidig seer, der ville have samme navn som ham (se v. 14-15) – Joseph Smith. Den indeholder også meget om Joseph Smiths mission. Hvad siger vers 6-24, at Joseph Smith, en »udsøgt seer«, ville gøre for at velsigne Guds folk? Hvordan har Joseph Smiths arbejde været af »stor værdi« for dig?

En vigtig del af Joseph Smiths mission var at frembringe Josefs efterkommeres skrivelser, som findes i Mormons Bog. Hvad lærer du af dette kapitel om Mormons Bogs betydning?

Se også Joseph Smiths oversættelse, 1 Mosebog 50:24-38 (i Guide til skrifterne).

profeten Joseph Smith

Herrens profet, af David Lindsley

2 Nefi 4:15-35

Jeg kan vende mig mod Gud i mine svagheder.

Nefi havde lige mistet sin far. Ansvaret for at lede sin familie hvilede nu på ham. Han følte sig omringet af fristelse, og han blev modløs på grund af sine synder. Selvom dine omstændigheder er anderledes end Nefis, så kan du måske relatere til nogle af hans tanker og følelser, der står i 2 Nefi 4:15-35. Hvad hjalp Nefi i hans trængsler? Hvordan kan Nefis reaktion på hans udfordringer hjælpe dig med at stå over for dine besværligheder?

2 Nefi 5

Lykke findes ved at efterleve evangeliet.

Hvordan vil du definere lykke? Nefi skrev, at hans folk »levede på lykkelig vis« (2 Ne 5:27). Du kan se efter valg, som Nefi og hans folk traf, der førte til lykke – hvordan de støttede hinanden og deres familie, og hvad de satte pris på i deres samfund og så videre. Hvad lærer du, der kan hjælpe dig til at få et lykkeligt liv ligesom Nefis folk?

2 Nefi 5:20-21

Hvilken forbandelse kom over lamanitterne?

På Nefis tid var Lamanitternes forbandelse, at de var »forstødt fra Herrens nærhed … på grund af deres ugudelighed« (2 Ne 5:20-21). Det betød, at Herrens Ånd blev tilbagetrukket fra dem. Da lamanitterne senere tog imod Jesu Kristi evangelium, fulgte »Guds forbandelse … dem ikke mere« (Alma 23:18).

I Mormons Bog står der også, at et mærke med mørk hud kom over lamanitterne, da nefitterne skilte sig ud fra dem. Mærkets art og udseende kendes ikke fuldt ud. Mærket adskilte i første omgang lamanitterne fra nefitterne. Senere, hvor både nefitterne og lamanitterne gik gennem perioder af ugudelighed og retfærdighed, blev mærket irrelevant som indikator for lamanitternes status over for Gud.

Profeter har i vore dage bekræftet, at mørk hud ikke er et tegn på guddommelig ugunst eller forbandelse. Kirken tilslutter sig Nefis lærdom om, at Herren »afviser ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde« (2 Ne 26:33). Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Herren har påpeget sin altafgørende lære om lige muligheder for alle sine børn … Forskelle bestående af kultur, sprog, køn, race og nationalitet falmer til ubetydelighed, når den trofaste træder ind på pagtens sti og kommer til vor elskede Forløser« (»President Nelson Remarks at Worldwide Priesthood Celebration, 1. juni 2018, newsroom.ChurchofJesusChrist.org).

Se også »Till We All Come in the Unity of the Faith« (video, ChurchofJesusChrist.org).

familiestudiumikon

Forslag til familieskriftstudium og familieaften

Når du læser i skrifterne sammen med din familie, vil Ånden hjælpe dig til at vide, hvilke principper du skal lægge vægt på og drøfte med din familie for at møde deres behov. Her er nogle forslag.

2 Nefi 1:13-25

Hvad lærer disse vers os om en retskaffen forælders højeste ønsker for sine børn?

2 Nefi 3:6

Læs sammen »Seer« i Guide til skrifterne. Hvordan var Joseph Smith en seer? Hvorfor er vi taknemmelige for det arbejde, Joseph Smith udførte? (Se 2 Ne 3:6-24).

2 Nefi 4:20-25

Når I læser 2 Nefi 4:20-25 sammen, så hold pause efter hvert vers, og bed din familie om at fortælle, hvornår de har oplevet eller følt det, som Nefi beskriver. Hvad har Gud gjort for vores familie?

2 Nefi 5

Hvordan lever din familie »på lykkelig vis«? Når din familie læser 2 Nefi 5, kan I tale om de ting, som Nefi satte pris på: Familie (v. 6), befalingerne (v. 10), skrifterne (v. 12), uddannelse (v. 15), templer (v. 16), arbejde (v. 17) og kirkekaldelser (v. 26). En måde at gøre det på er ved at finde genstande, der repræsenterer nogle af disse ting, og tale om, hvordan vi viser, at vi ligesom nefitterne sætter pris på de samme ting.

Find flere ideer til, hvordan man kan undervise børn i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.

Gør undervisningen bedre

Vær opmærksom. Hvis du lægger mærke til, hvad der sker i dine børns liv, vil du finde fremragende undervisningsmuligheder. Kommentarer, som dine børn kommer med, eller spørgsmål, som de stiller, kan også være undervisningsmuligheder. (Se Undervisning på Frelserens måde, s. 16).

Lehis familie knæler på stranden

Lehi og hans folk ankommer til den nye verden, af Clark Kelley Price