Kom og følg mig
Tillæg A: Hvordan vidner Ånden for mig, at Mormons Bog er sand?


»Tillæg A: Hvordan vidner Ånden for mig, at Mormons Bog er sand?« Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: Mormons Bog, 2020, 2020

»Tillæg A«, Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier: 2020

Tillæg A

Hvordan vidner Ånden for mig, at Mormons Bog er sand?

Du har måske hørt om Moronis løfte til alle, der læser Mormons Bog »Hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af [Mormons Bog] for jer ved Helligåndens kraft« (Moro 10:4). Men hvad betyder det at kende sandheden »ved Helligåndens kraft«? Hvordan kan du vide, når Helligånden taler til dig?

Det kan være en hjælp at huske på, at Helligånden kommunikerer med os på måder, der er meget forskellige fra de måder, vi er vant til at kommunikere med hinanden på. Men din himmelske Fader vil gerne hjælpe dig med at lære at genkende Ånden. Han har givet dig Mormons Bog, hvor adskillige trofaste tjenere beskriver deres oplevelser med Herrens røst.

Nefi sagde for eksempel til sine brødre, at Herren havde talt til dem »med en stille, sagte røst«, selvom det nødvendigvis ikke var en røst, de kunne høre med deres ører. Nefi sagde faktisk, at hans brødre »ikke længere [havde] evnen« og ikke længere kunne »føle hans ord« (1 Ne 17:45, fremhævelse tilføjet). Enosh beskrev svaret på hans bønner som »Herrens røst«, der kom ind »i [hans] sind« (En 1:10). Og tænk over disse ord, der beskriver den røst, der kom fra himlen, da den opstandne Frelser viste sig i landet Overflod: »Det var ikke en barsk røst, ej heller var det en høj røst; alligevel … gennemborede [den] dem til sjælens inderste og fik hjertet til at brænde« (3 Ne 11:3).

Måske har du oplevet noget lignende, eller måske har dine oplevelser været anderledes. Helligånden kommunikerer på forskellige måder, og åbenbaring kan komme forskelligt til os. Og når Ånden er i vores liv, vil vi se hans indflydelse på os på mange måder. Apostlen Paulus taler om »Åndens frugt« – følelser som »kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse« blandt mange andre (Gal 5:22-23).

Her er nogle andre lærdomme og eksempler fra Mormons Bog om Helligånden. Når du læser dem, kan det være, at du ser, at Helligånden har talt mere til dig, end du er klar over, og bærer vidnesbyrd for dig om, at Mormons Bog i sandhed er Guds ord.

Taknemmelighed og glæde

Mormons Bog begynder med profeten Lehi, der ser et storslået syn. I det syn fik han en bog og blev opfordret til at læse. »Mens han læste,« står der i optegnelsen, »blev han fyldt af Herrens Ånd.« Den oplevelse fik Lehi til at prise Gud for hans »magt og godhed og barmhjertighed«, og Lehis »sjæl frydede sig, og hele hans hjerte var fyldt« (1 Ne 1:12, 14-15).

Har du nogensinde haft en lignende oplevelse? Har det at læse Mormons Bog nogensinde fyldt dit hjerte med taknemmelighed for Guds godhed og barmhjertighed? Er der nogen del af Mormons Bog, der nogensinde har fået din sjæl til at fryde sig? Disse følelser er Åndens påvirkning, der vidner for dig om, at de ord, du læser, kommer fra Gud og underviser om hans sandhed.

Et forandret hjerte

Da kong Benjamin havde holdt sin usædvanlige prædiken om Jesu Kristi forsoning (se Mosi 2-4), ville han gerne vide, om hans folk »troede de ord, som han havde talt til dem.« De svarede, at de troede på hans budskab. Hvorfor? »Som følge af Herren den Almægtiges Ånd, som har bevirket en mægtig forandring i os, eller i vort hjerte, så vi ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt« (Mosi 5:1-2).

Måske har du bemærket noget lignende i dit hjerte, når du har læst Mormons Bog. Du har måske for eksempel følt dig inspireret til at være en bedre person, vende dig væk fra synd eller gøre noget godt for nogen. Det er det åndelige vidnesbyrd, du leder efter, at bogen er inspireret af Gud. For som Mormon sagde: »Alt det, som opfordrer og tilskynder til at gøre godt og til at elske Gud og til at tjene ham, [er] inspireret af Gud« (Moro 7:13; se også 2 Ne 33:4, 10; Alma 19:33; Eter 4:11-12).

Et oplyst sind

Da Alma gerne ville hjælpe zoramitterne med »et forsøg med [hans] ord«, så de kunne vide for dem selv, om hans vidnesbyrd var sandt, sammenlignede han Guds ord med et frø: »Hvis I giver plads til, at et frø kan blive sået i jeres hjerte,« forklarede han »vil det begynde at svulme i jeres bryst, og når I føler disse svulmende bevægelser, begynder I at sige til jer selv: Det må nødvendigvis være sådan, at det er et godt frø, eller at ordet er godt, for det begynder at udvikle min sjæl, ja, det begynder at oplyse min forstand, ja, det begynder at blive mig lifligt« (Alma 32:27-28).

Du »giver plads« i dit hjerte til Mormons Bogs ord, når du lader dem påvirke dit liv og lede dine valg. Og hvordan vil disse ord »udvikle [din] sjæl« og »oplyse [din] forstand«? Det kan være, at du fornemmer, at du bliver åndeligt stærkere. Du føler måske, at du er mere kærlig og åben over for andre. Det kan også være, at du lægger mærke til, at du forstår ting bedre, især åndelige ting – næsten som om et lys skinner i dit sind. Og det kan være, at du er enig i, at den lære, der står i Mormons Bog er liflig. Sådanne følelser kan hjælpe dig til at forstå, at du virkelig har modtaget et åndelige vidne om sandhed, ligesom Alma erklærede: »O, er dette da ikke virkeligt? Jeg siger jer: Jo, fordi det er lys; og hvad der end er lys, er godt, fordi det er begribeligt; derfor ved I, at det er godt« (Alma 32:35).

Du behøver ikke at undre dig

Disse er blot nogle af de måder, som Ånden kommunikerer på. Der er mange andre. Bliv ved med at se efter muligheder for at lytte til Åndens røst, og så vil du modtage hans vedvarende, bekræftende vidne om Mormons Bogs sandhed.

Præsident Russell M. Nelson har lovet: »I behøver ikke at undre jer over, hvad der er sandt. I behøver ikke at undre jer over, hvem I med sikkerhed kan stole på. Gennem personlig åbenbaring kan I modtage jeres eget vidnesbyrd om, at Mormons Bog er Guds ord, at Joseph Smith er en profet, og at dette er Herrens kirke. Uagtet hvad andre siger eller gør, kan ingen borttage det vidnesbyrd, der er båret til jeres hjerte og sind om, hvad der er sandt« (»Åbenbaring for Kirken, åbenbaring for vores liv«, Liahona, maj 2018, s. 95).