»17.-23. maj. Lære og Pagter 51-57: ›En trofast, en retfærdig og en klog forvalter‹«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: Lære og Pagter 2021, 2020
»17.-23. maj. Lære og Pagter 51-57«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: 2021
17.-23. maj
Lære og Pagter 51-57
»En trofast, en retfærdig og en klog forvalter«
Studium af skrifterne hjælper dig til at genkende Herrens røst, da skrifterne blev givet af ham gennem hans Ånd (se L&P 18:34-36).
Nedskriv dine indtryk
For Kirkens medlemmer i 1830’erne var indsamlingen af de hellige og opbygningen af Zion åndeligt såvel som timeligt arbejde med mange praktiske sager at tage sig af: Nogle måtte købe og fordele jord, hvor de hellige kunne slå sig ned. Andre måtte trykke bøger og andre udgivelser. Og andre igen måtte styre en butik for at forsyne dem, der var i Zion. I de åbenbaringer, der er i Lære og Pagter 51-57, udpegede Herren folk til og instruerede dem i at tage sig af disse opgaver, og han udpegede Independence i Missouri som »midtpunktet« for Zion (L&P 57:3).
Men selvom færdigheder i ting som at købe jord, trykke og styre en butik er værdifulde i det timelige arbejde med at opbygge Zion, forklarer disse åbenbaringer også, at Herren ønsker, at hans hellige bliver åndeligt værdige til at blive kaldt Zions folk. Han kalder os alle til at være »en trofast, en retfærdig og en klog forvalter«, have en angerfuld ånd og »stå fast« i vores tildelte ansvar (se L&P 51:19; 52:15; 54:2). Hvis vi kan gøre det – uagtet vores timelige evner – kan Herren bruge os til at opbygge Zion, og han »vil fremskynde byen, når tiden er inde« (L&P 52:43).
Forslag til personligt skriftstudium
Herren ønsker, at jeg skal være en trofast, retfærdig og klog forvalter.
Hvis du var medlem af Kirken i 1831, kunne du være blevet bedt om at efterleve indvielsesloven ved at overdrage dine ejendele til Kirken gennem biskoppen. Han ville derefter i det fleste tilfælde give det, du donerede, tilbage til dig, til tider med overskud. Men det var ikke længere bare din ejendom – der var din forvaltning.
I dag er proceduren anderledes, men principperne for indvielse og forvaltning er stadig afgørende for Herrens værk. Overvej ældste Quentin L. Cooks ord: »Vi lever i hårde tider, hvor mange tror, at vi ikke er ansvarlige over for Gud, og at vi ikke har noget personligt ansvar eller forvaltning for os selv eller andre. Mange i verden fokuserer på selvtilfredsstillelse … [og] de tror ikke, at de er deres brors vogter. I Kirken tror vi imidlertid, at disse forvaltninger er et helligt hverv« (»Forvaltning – et helligt hverv«, Liahona, nov. 2009, s. 91).
Tænk på det, Gud har betroet dig, mens du læser afsnit 51. Hvad betyder ordene »forvalter« (v. 19) og »helliget« (v. 5), og hvad antyder de om Guds forventninger til dig? Hvilke principper i afsnit 51 og i ældste Cooks ord lærer dig, hvad det vil sige at være en forvalter? (Se især v. 9, 15-20).
Se også Matthæus 25:14-30.
Gud gav et mønster til at undgå bedrag.
Da der var mange, der påstod at have åndelige tilkendegivelser, var de første hellige bekymret for at blive bedraget. Hvordan kunne de vide, hvem der var »antaget af [Gud]«? (V. 15). I Lære og Pagter 52:14-19 gav Herren os et nyttigt mønster. Hvordan kan du anvende dette mønster for at opfange falske budskaber i verden? Du kan også bruge dette mønster til at evaluere dig selv: Overvej at bruge vendinger fra disse vers til at skrive spørgsmål såsom: »Er min ånd angerfuld, når jeg taler?«
Jeg kan vende mig til Herren, når jeg bliver såret af andres valg.
Som en del af indsamlingen til Ohio ankom en gruppe hellige anført af Newel Knight fra Colesville i New York og havde brug for et sted at bo. Leman Copley havde en stor gård nær Kirtland, og han havde indgået pagt om at lade de hellige slå sig ned på sin jord. Men kort tid efter de begyndte at slå sig ned, vaklede Copleys tro, og han brød sin pagt og udviste de hellige fra sin ejendom (se Saints, 1:125-128).
Som skrevet i afsnit 54 fortalte Herren Newel Knight, hvad de hellige skulle gøre ved deres situation. Hvad finder du i denne åbenbaring, der hjælper dig, når en persons brudte løfte eller dårlige valg påvirker dig?
Salige er de rene af hjertet.
I disse vers talte Herren både til de rige og de fattige. Det kan være interessant at sammenligne hans råd til disse to grupper. Hvad føles relevant for dig personligt i disse vers? Hvordan kan et fokus på rigdomme »fordærve« din sjæl? (V. 16). Hvad betyder det for dig at være »[ren] af hjertet« (v. 18) med hensyn til materialistiske ting?
Se også Jakob 2:17-21.
Forslag til familieskriftstudium og hjemmeaften
-
Lære og Pagter 51:9.I kan spille et spil, familien holder af, og derpå tale om, hvordan spillet ville have været anderledes, hvis nogen snød. Hvorfor er det vigtigt at »handle ærligt« i forhold til hinanden? Hvordan hjælper ærlighed os til at »være ét«?
-
Lære og Pagter 52:14-19.Når I taler om det mønster, der er beskrevet i disse vers, kan det være, at din familie finder det nyttigt at se efter andre mønstre, I kan bruge – for eksempel mønstre til at sy tøj eller lave håndværk. I kan sammenarbejde om at lave noget fra et mønster, mens I taler om det mønster, Herren gav til at undgå bedrag.
-
Lære og Pagter 53:1.Overvej at fortælle din familie om en oplevelse, hvor du, lige som Sidney Gilbert, har adspurgt Herren »med hensyn til din kaldelse«.
-
Lære og Pagter 54:2; 57:6-7Hvad vil det sige at »stå fast« (L&P 54:2) i det, Gud har bedt os om at gøre? Du kan bede familiemedlemmerne om at rejse sig og nævne noget, Gud har bedt dem om at gøre.
-
Lære og Pagter 55.Hvordan brugte Herren William Phelps’ evner som skriver og trykker? (Du kan f.eks. nævne, at han skrev flere af Kirkens salmer, heriblandt »Guds Ånd som en ild«, »Vi glædes og frydes« og »Nu Israels Genløser«). Familiens medlemmer kan tale om de talenter og evner, I kan se hos hinanden. Hvordan kan vores talenter bidrage til Guds værk?
Find flere forslag til, hvordan man kan undervise børn, i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.
Forslag til sang: »Giv sa’e den lille bæk«, Børnenes sangbog, s. 116.