»35. Ejendomsforvaltning«, Kirkens håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 2020.
»35. Ejendomsforvaltning«, Kirkens håndbog.
35.
Ejendomsforvaltning
35.1
Formål
Kirken køber grunde og stiller bygninger til rådighed for at give Kirkens medlemmer steder, hvor de kan tilbede, undervise, lære, bede sammen, indgå og forny pagter samt modtage hellige ordinancer. Alle Kirkens lokaler bør (1) danne åndelige rammer, inden for hvilke medlemmerne kan tilbede og (2) give lokalsamfundet et indtryk af ærbødighed og værdighed.
35.2
Organisation
35.2.1
Ejendomsforvaltningen
Afdelingen for ejendomsforvaltning for kirkebygninger fastsætter under ledelse af Det Præsiderende Biskopråd retningslinjer og driftsvejledninger, der bidrager til at stille lokaler til rådighed for Kirkens medlemmer over hele verden.
35.2.2
Områdekontorer
Områdepræsidentskaber og forvaltningschefer har ansvar for køb og drift af Kirkens ejendomme. Disse ejendomme omfatter kirkebygninger, institutbygninger, missionshjem og -kontorer, velfærdsforetagender med mere.
Lokale medarbejdere i ejendomsforvaltningen arbejder under forvaltningschefens ledelse.
35.2.3
Stavspræsidentskab
Stavspræsidentskabet sikrer sig, at Kirkens faciliteter benyttes, vedligeholdes og værnes om på passende måde. De underviser lederne og medlemmerne i deres ansvar for at anvende og passe på disse faciliteter. De udpeger et højrådsmedlem til at være stavens repræsentant for ejendomsforvaltningen. De mødes med ham efter behov for at gennemgå behov og projekter.
35.2.4
Stavens repræsentant for ejendomsforvaltningen
Stavens repræsentant for ejendomsforvaltningen (et højrådsmedlem) hjælper stavspræsidentskabet med anliggender vedrørende ejendomsforvaltningen som følger:
-
Han er med til at undervise i og gennemføre standarder for kirkebygningernes anvendelse og vedligeholdelse.
-
Han koordinerer fordelingen af samt kontrollen med nøgler.
-
Han koordinerer oplæringen af menighedernes bygningsrepræsentanter i deres pligter.
-
Han deltager i den årlige bygningsinspektion, der udføres af ejendomsforvalteren, medmindre stavspræsidentskabet udpeger en anden til at deltage.
35.2.5
Ansvarshavende biskop
Hvis mere end én menighed mødes i en bygning, udpeger stavspræsidentskabet én biskop til at være den ansvarshavende biskop. Han koordinerer opgaverne med hensyn til medlemmernes deltagelse i pasning og vedligeholdelse af kirkebygningen. Han koordinerer også sikkerheden i og sikringen af kirkebygningen. Derudover koordinerer han stavens og andre menigheders reservationer af kirkebygningen, selv om han kan udpege et andet medlem til at modtage og holde styr på reservationerne.
35.2.6
Biskopråd
Medlemmerne af biskoprådet har ansvaret for brug og vedligeholdelse af og sikkerheden i kirkebygningen. De underviser menighedens medlemmer i, hvordan de bruger og passer på den. De organiserer medlemmernes medvirken i pasning og vedligeholdelse af kirkebygningen og uddeler opgaver efter behov. De fordeler også nøgler til bygningen.
Medlemmer af biskoprådet sikrer sig, at der træffes passende sikkerhedsforanstaltninger i bygningen og på den omkringliggende grund (se 35.3.5).
35.2.7
Menighedens bygningsrepræsentant
Alle menigheder bør have en bygningsrepræsentant. Biskoppen kan udpege et medlem af biskoprådet til at tjene i denne stilling eller kalde et andet medlem til det.
Menighedens bygningsrepræsentant hjælper biskoprådet med ansvar for kirkebygningen, som fx energibesparelse, sikkerhed, sikring, snerydning og medlemmernes hjælp til rengøring og vedligeholdelse. Han tager sig af forhold vedrørende bygningen i forbindelse med møder, aktiviteter og nødsituationer. Han får om nødvendigt instruktioner fra stavens repræsentant for ejendomsforvaltningen i, hvordan lydanlæg, opvarmning, klimaanlæg og andre anlæg i bygningen fungerer.
35.2.8
Medlemmer
Præstedømmets ledere understreger, at det er afgørende, at medlemmerne tager del i pasning og vedligeholdelse af kirkebygningen. Medlemmerne opfordres til at tjene enkeltvis eller i grupper, afhængigt af deres færdigheder og evner.
35.3
Administration af bygningsmæssige forhold
35.3.1
Brug og pasning af kirkebygninger
Lokale kirkeledere og medlemmer har ansvaret for brug og pasning af kirkebygninger. De får hjælp fra lokale medarbejdere i ejendomsforvaltningen. Lederne stræber efter at sikre, at kirkebygninger og grunde altid er ryddelige, rene, indbydende og i god stand. Kirkens faciliteter bør på enhver måde afspejle omhu og respekt.
Kirkens medlemmer, herunder de unge, bør være med til at gøre rent og passe på kirkebygningerne. Når medlemmerne yder denne tjeneste, styrkes deres ærbødighed for Herrens hus. Hvor det er muligt, bør medlemmer passe dette ansvar som en del af de ugentlige aktiviteter, hvor de allerede er i kirkebygningen. Medlemmer kan også blive bedt om at bidrage til rengøringen af andre kirkefaciliteter.
35.3.2
Vedligeholdelse og inspektion af kirkebygninger
Ejendomsforvalteren inspicerer alle kirkebygninger én gang om året. Stavens repræsentant for ejendomsforvaltningen eller en anden, der er udpeget af stavspræsidenten, deltager i disse inspektioner. Han bør have fuld myndighed til at handle på stavspræsidentskabets vegne ved disse inspektioner. De, der deltager i disse inspektioner, påpeger behov for bygningsvedligeholdelse og lægger planer for at få repareret eller fornyet bygningens installationer og enkeltdele og for at få foretaget andre nødvendige forbedringer.
35.3.3
Planlægning af kirkebygninger
Stavspræsidentskabet giver oplysninger til områdepræsidentskabet, der kan hjælpe forvaltningschefen med at forberede og ajourføre den overordnede plan for forventede behov for kommende byggegrunde samt nye eller yderligere lokaler.
35.3.4
Energi- og vandbesparelse
Kirken har store udgifter til varme, el og vand i kirkebygninger. Lederne kan bidrage til at reducere disse udgifter betragteligt ved at undervise medlemmerne i at slukke for lys og udstyr, når det ikke bliver brugt, samt følge andre råd for at spare energi og vand. Lederne sikrer sig, at lys, opvarmning, klimaanlæg, udstyr og vand anvendes så økonomisk som muligt.
Et medlem af stavspræsidentskabet eller et udpeget medlem af højrådet kan efter behov kalde en stavens bygningsspecialist med ansvar for vand- og energibesparelse for alle kirkebygninger og fritidsejendomme i staven. Disse specialister arbejder under ledelse af stavens repræsentant for ejendomsforvaltningen.
Ledere opfordres også til at følge lokale offentlige initiativer til at spare på energi og vand.
35.3.5
Sikkerhed
Ledere instruerer medlemmer – især kvinder og unge – om ikke at være alene i kirkebygninger.
Lederne bør tage rimelige forholdsregler for at holde forhaller, trapper, trappeskakter, yderdøre, installationsrum og fortove fri for hindringer og andre farer. Lederne sikrer sig også, at farlige materialer eller brandfarlige genstande som fx brændstof til udstyr, hø, halm og majsstængler ikke anvendes eller opbevares i bygningen (se også 35.4.2).
Lederne fører kontrol med fordeling af nøgler og fastlægger effektive rutiner til aflåsning af bygninger. De sørger også for, at klasseværelser og andre lokaler, der ikke indeholder værdifulde genstande, ikke aflåses.
Lederne sikrer sig, at alarmcentralens telefonnummer findes på eller i nærheden af alle telefoner sammen med korte instruktioner. De anmelder straks indbrud til politiet.
35.3.6
Indberetning af ulykker
Kirkens aktiviteter bør kun indebære en minimal risiko for, at deltagere kommer til skade, bliver syge eller forvolder skade på ejendommen. Under aktiviteter gør ledere, hvad de kan for at sikre, at alt er sikkert. Ved god planlægning og ved at følge sikkerhedsforanstaltningerne kan ledere minimere risikoen for ulykker.
Biskoppen eller stavspræsidenten bør straks underrettes, hvis –
-
en ulykke, tilskadekomst eller sygdom opstår på Kirkens ejendom eller under en kirkesponsoreret aktivitet.
-
en person, der deltog i en kirkesponsoreret aktivitet, forsvinder.
-
der sker skade på privat, offentlig eller Kirkens ejendom under en kirkesponsoreret aktivitet.
Hvis en person er kommet alvorligt til skade eller er forsvundet, hvis der er forvoldt alvorlig skade på ejendom, eller hvis der trues med eller forventes sagsanlæg, skal stavspræsidenten (eller en biskop under hans ledelse) straks tage et af følgende skridt:
-
I USA eller Canada underretter han Risk Management Division ved Kirkens hovedsæde (+1-801-240-4049 eller +1-801-543-3860, lokal 2-4049. Efter normal arbejdstid og i weekenderne ringes til +1-801-240-1000 eller +1-800-453-3860, så vil der fra omstillingen straks blive stillet om).
-
Uden for USA og Canada underretter han områdekontoret.
Ledere rapporterer også om tilskadekomst og skader, der involverer Kirkens faciliteter eller ejendom til ejendomsforvalteren.
Ledere bør se, om Kirkens forsikring (Church Activity Medical Assistance Program) dækker ved aktiviteter, hvis en tilskadekomst er sket ved en kirkesponsoreret aktivitet, arrangement eller opgave. Se oplysninger om forsikringer i 20.7.3.
Stavspræsidenten (eller en biskop under hans ledelse) henviser spørgsmål vedrørende sikkerhed eller erstatningskrav mod Kirken til Risk Management Division eller områdekontoret.
Se yderligere instruktioner i 20.7 om, hvad man gør i tilfælde af en ulykke eller en nødsituation.
35.4
Retningslinjer for brug af Kirkens bygninger og anden ejendom
Kirkens bygninger og anden ejendom bør anvendes til tilbedelse, religiøs undervisning og andre kirkestøttede aktiviteter. Anden brug af kirkebygninger frarådes. I sjældne tilfælde kan stavspræsidenten tillade troværdige, almennyttige grupper uden tilknytning til Kirken at bruge en kirkebygning eller området midlertidigt (se Ejendomsforvaltningens retningslinjer for kirkebygninger og Kirkens øvrige ejendomme, s. 2). På følgende liste er eksempler på anvendelse, der ikke er godkendt:
-
Udlejning eller leasing af Kirkens faciliteter til kommercielle formål.
-
Reklamering for forretningsforetagender eller investeringsvirksomheder, herunder opslag af kommerciel reklame eller sponsorering af kommerciel underholdning.
-
Indkøb, salg eller reklamering for produkter, tjenesteydelser, publikationer eller kunstværker eller demonstration af varer.
-
Afholdelse af uautoriserede indtjeningsaktiviteter (se 20.6.5).
-
Invitation af talere og lærere, der modtager et honorar, der hverver deltagere, eller som forsøger at få kunder eller klienter, mens de afholder seminarer, lektioner, timer i aerobics osv. Der kan dispenseres for benyttelse af kirkebygningens klaver eller orgel til betalt privatundervisning (se 19.7).
-
Afholdelse af begivenheder for lokalsamfundet eller klubber, der ikke støttes af Kirken, såsom spejdermøder og -aktiviteter eller organiserede sportsbegivenheder eller træning.
-
Afholdelse af politiske møder eller kampagner. Der kan dispenseres for benyttelse af Kirkens faciliteter til registrering af vælgere eller afstemninger på opfordring af offentlige myndigheder, hvis –
-
der er ikke andre rimelige alternativer.
-
tilforordnede og vælgere overholder Kirkens standarder i bygningen.
-
arrangementet ikke udgør en fysisk risiko for bygningen.
-
arrangementet ikke skader Kirkens omdømme.
-
Brugen af Kirkens ejendom bør ikke udgøre en betydelig risiko for deltagerne eller ejendommen. Den bør heller ikke i urimelig grad påføre Kirken erstatningsansvar eller forstyrre omkringboende naboer.
Se mere detaljerede instruktioner om brug og pasning af Kirkens bygninger og andre ejendomme i Ejendomsforvaltningens retningslinjer for kirkebygninger og Kirkens øvrige ejendomme (uden for USA og Canada) eller kontakt Kirkens hovedsæde eller områdekontoret.
35.4.1
Kunst
Billeder og anden udsmykning, som Kirken har godkendt til brug i kirkebygninger, fås gennem ejendomsforvalteren fra kataloget Church Facilities Artwork. Ejendomsforvalteren kan også fremskaffe kunst, der er passende til kirkebygninger gennem Kirkens distribution.
Billeder og anden udsmykning kan anbringes på passende steder i kirkebygningen. De må dog ikke anbringes i kirkesalen eller nær dåbsbassinet. Statuer, vægmalerier og mosaikker er ikke tilladt. Denne retningslinje gælder ikke nødvendigvis for kunstværker, der i mange år har været placeret i kirkesale i eksisterende kirkebygninger.
Billeder i kirkebygninger skal være passende indrammet.
35.4.2
Udsmykning
Udsmykning til jul, andre højtider eller andre lignende begivenheder kan anbringes midlertidigt i forhallen eller aktivitetssalen i kirkebygningen, som det godkendes efter stavspræsidentskabets anvisninger. Med undtagelse af blomster må der ikke anbringes nogen udsmykning i kirkesalen. Kirkebygningens ydre eller grunden omkring den bør heller ikke udsmykkes.
Udsmykningen bør være enkel og billig og må ikke være brandfarlig. Der må ikke bruges hø, halm, palmeblade, andre tørrede materialer eller tændte stearinlys. Hvis der benyttes juletræer, bør disse være kunstige eller ordentligt brandsikrede og pyntet uden elektriske lys eller stearinlys. De lokale brand- og sikkerhedsbestemmelser skal overholdes.
35.4.3
Indvielse af bygninger
Alle nye kirkebygninger, såvel som større tilbygninger, hvori der indgår en kirkesal, aktivitetssal eller et areal, der er større end den eksisterende bygning, bør indvies så hurtigt som muligt, efter at byggeriet er afsluttet.
Mindre bygninger, som fx missionshjem, institut- og seminarbygninger samt tilbygninger af klasseværelser eller kontorer i kirkebygninger, kan også indvies, hvis de lokale ledere ønsker dette.
Endelig godkendelse til indvielse gives af områdepræsidentskabet i samarbejde med forvaltningschefen. Områdepræsidentskabet taler med stavs- eller missionspræsidenten og angiver, hvem der er ansvarlig for at indvie bygningen.
Programmet for et indvielsesmøde bør svare til formålet med begivenheden. Det bør ikke være langtrukkent eller omfatte større musikalske opførelser. Der bør afsættes tilstrækkelig tid til, at den udpegede leder kan tale og indvie bygningen. Efter indvielsesbønnen bør der være en passende salme eller et musiknummer og en kort bøn som afslutning på mødet.
Bønner ved indvielse af bygninger kan optages på bånd med tilladelse fra den præsiderende myndighed.
Lejede mødelokaler kan indvies, hvis alle de følgende betingelser er mødt:
-
Alle lejede lokaler udover nødvendige fælles områder (såsom indgange, entréer og toiletter) udelukkende bruges af Kirken.
-
Lejeperioden er over ét år.
-
Områdepræsidentskabet godkender indvielsen af de lejede mødelokaler.
Hvis disse betingelser er mødt og mødelokalerne er indviet, skal bønnen indeholde vendingen, at lokalerne indvies »i lejeperioden«.
35.4.4
Nødsituationer
I en nødsituation afgør stavspræsidentskabet, om der skal afholdes almindelige menighedsmøder eller ej.
I en nødsituation eller ved en katastrofe, der berører et lokalt område, kan stavspræsidenten hjælpe godkendte nødhjælpsorganisationer ved at tillade, at kirkebygningerne benyttes til midlertidig indkvartering. Kirken bevarer kontrollen. Stavs- og menighedsledere sikrer sig, at de mennesker, der bruger bygningerne, efterlever Kirkens standarder for opførsel, herunder visdomsordet, mens de opholder sig i bygningerne. Se flere oplysninger om nødsituationer i 22.9.1.3.
35.4.5
Våben
Kirker er indviet til tilbedelse af Gud og som fristed for verdens problemer og bekymringer. Med undtagelse af politifolk på arbejde er det ikke tilladt at bære våben på Kirkens ejendom, hverken skjult eller på nogen anden måde.
35.4.6
Åben ild og stearinlys
Åben ild og tændte stearinlys må ikke anvendes i Kirkens bygninger.
35.4.7
Flagning
Nationalflaget må vaje på Kirkens ejendomme, når som helst det er i overensstemmelse med lokal skik og brug. Nationalflaget kan anvendes inde i Kirkens bygninger ved særlige lejligheder, som fx i forbindelse med nationale møder. Ægte fædrelandskærlighed kræver ikke, at nationalflaget konstant hænger fremme i kirkesalen.
35.4.8
Møde i forbindelse med det første spadestik
Når et nyt byggeprojekt er blevet godkendt, kan de lokale ledere afholde et møde, hvor man tager det første spadestik til byggeriet. Dette møde må ikke holdes på en søndag.
35.4.9
Bevaringsværdige bygninger
Alle spørgsmål vedrørende placering af kirkeejede ejendomme og bygninger på nationale eller lokale lister over bevaringsværdige bygninger bør henvises til Kirkens hovedsæde gennem et medlem af områdepræsidentskabet. Ved spørgsmål om mindetavler, højtideligholdelse eller bevaring af andre ejendomme, genstande, kunstværker eller dokumenter kontaktes Kirkens historiske afdeling på +1 801 240 2272 eller +1 800 453 3860, lokal 2-2272.
35.4.10
Opførelse, leje eller køb af kirkebygning
Se retningslinjer for opførelse, leje eller køb af kirkebygninger i Ejendomsforvaltningens retningslinjer for kirkebygninger og Kirkens øvrige ejendomme eller kontakt forvaltningschefen.
35.4.11
Planer over kirkebygninger
Kirken har udarbejdet en række standardplaner for kirkebygninger, der passer til omstændighederne og medlemmernes behov over hele verden. Når der skal opføres en ny kirkebygning, udvælges en passende standardplan. Denne plan skitserer retningslinjer for lokaler, indretning og udstyr, der hører med til bygningen.
35.4.12
Mandag aften
Se 20.5.3.
35.4.13
Aktiviteter med overnatning
Kirkebygninger og tilhørende grund må ikke benyttes til overnatning, camping eller pyjamas-partyer.
35.4.14
Parkeringspladser
Benyttelse af Kirkens parkeringsplads bør følge retningslinjerne i begyndelsen af afsnit 35.4. Herudover må Kirkens parkeringspladser ikke benyttes til parkering for pendlere uden tilladelse fra forvaltningschefen.
35.4.15
Fotografering, videooptagelse og transmissioner i kirkebygninger
Eftersom kirkesale er hellige steder, er det ikke tilladt at fotografere eller lave videooptagelser i kirkesalen. Se oplysninger om at streame møder og andre begivenheder, der afholdes i kirkesalen i 29.7.
35.4.16
Ejendomsret
Al ejendom, der er tildelt til brug for de lokale enheder, tilhører Kirken, ikke enhederne. De lokale enheder har i vid udstrækning selv ret til at afgøre, hvordan de vil bruge Kirkens ejendom, herunder bygninger, jord og anden ejendom, under hensyntagen til Kirkens ejendomsret og retningslinjer.
35.4.17
Administration af fritidsgrunde
Se retningslinjer om administration af fritidsgrunde i Ejendomsforvaltningens retningslinjer for kirkebygninger og Kirkens øvrige ejendomme eller kontakt forvaltningschefen.
35.4.18
Køkkenet
Kirkebygningens køkken og det tilstødende område er ikke beregnet til madlavning, medmindre dette sker som en del af en lektion, demonstration eller anden undervisning. Når der skal serveres mad i eller uden for bygningen, bør den tilberedes et andet sted og bringes til bygningen, hvor den kan holdes varm eller kold, indtil den serveres.
35.4.19
Skilte
Kirkens navn skal være synligt på alle Kirkens bygninger på det godkendte sprog og med det godkendte logo. Det skal monteres på bygningen. I visse situationer kan Kirkens navn også placeres på grunden på et fritstående skilt.
35.4.20
Opbevaring
Det eneste, der må opbevares i kirkebygningerne, er materialer til vedligeholdelse samt andre godkendte remedier og udstyr. Velfærdsvarer og lignende må ikke opbevares i kirkebygningen.
Materialer, som fx benzin, flaskegas, tændstikker og lejrudstyr, bør opbevares i bygninger, der er adskilt fra kirkebygningen.
Biler, andre køretøjer og andet personligt udstyr må ikke henstilles på Kirkens ejendom.
35.4.21
Brug af kirkebygninger uden for stavens grænser
Alle kirkebygninger inden for rimelig afstand fra en menighed skal være fuldt udnyttede, før der stilles yderligere faciliteter til rådighed. Hvis det er nødvendigt, kan stavspræsidentskaberne i samråd med områdepræsidentskabet henvise menigheder til at benytte kirkebygninger i en tilstødende stav. Mere end én stav kan benytte et stavscenter, hvis beliggenheden er velegnet.
35.4.22
Bryllupper og bryllupsreceptioner
Der kan afholdes bryllup eller bryllupsreception i en kirkebygning, hvis det ikke forstyrrer de faste aktiviteter i kirken. Dog må receptioner ikke afholdes i kirkesalen, medmindre denne er et flerformålsområde. Der bør ikke afholdes bryllupper og receptioner på sabbatten eller mandag aften.
Kirken tillader ikke anvendelse af dens kirkebygninger eller andre ejendomme til ceremonier, receptioner eller andre aktiviteter, der er forbundet med vielser af personer af samme køn.
De, der står for brylluppet eller receptionen, har ansvaret for at rengøre de områder i bygningen, som de anvender.