Kaldelser i missionen
1. Din oplevelse som fuldtidsmissionær


Frelserens undervisning om at være en discipel [The Savior’s Teaching on Discipleship], af Justin Kunz

1

Din oplevelse som fuldtidsmissionær

1.0

Indledning

Din mission begyndte i virkeligheden ikke den dag, du blev indsat, og den ender ikke den dag, du bliver afløst. En mission svarer ikke til at trække i arbejdstøjet eller skoleuniformen om morgenen for blot at tage det af igen, når dagens arbejde er gjort. Lige siden du blev døbt, har du været på en pagtssti, der fører til evig glæde, lykke og fred. Din oplevelse som fuldtidsmissionær kan være transformerende, men den bør også være en integreret del af din livslange erfaring med at missionere.

Når det ses fra et evigt perspektiv, er din oplevelse som fuldtidsmissionær mere end en boks, der bare skal krydses af – det er et middel til at fortsætte med at være Jesu Kristi discipel hele livet.

Profeten Joseph Smith reflekterede over de velsignelser og privilegier, vi får, når vi beslutter os for at blive en del af dette store værk til frelse. Han spurgte de tidlige hellige: »Brødre [og søstre], skal vi ikke gå videre, hvad angår så stor en sag? Gå fremad og ikke tilbage. Fat mod, brødre [og søstre], og videre, videre frem til sejr! Lad jeres hjerte fryde sig og være overordentlig[t] glad« (L&P 128:22).

Når du elsker Gud og din næste, vil du nyde din oplevelse som missionær. Det er en tid til glæde og til at opleve varig lykke og fred gennem Jesus Kristus.

1.1

Lydighed

Jesu Kristi sande disciple er lydige. Frelseren har sagt: »Elsker I mig, så hold mine bud« (Joh 14:15). At holde buddene vil sige, at du villigt og trofast gør det, Herren beder dig om, fordi du elsker ham og desuden, at du gør det »med glæde« (Kol 1:11) og »jublende og oprigtig[t] af hjertet« (ApG 2:46).

Jesus Kristus er det bedste eksempel på fuldkommen trofasthed. Han gjorde kun Faderens vilje. Følg ham ved at gøre dit bedste for at holde alle hans bud og efterleve missionærstandarderne. At være trofast og lydig vil også sige, at du prøver at lære, udvikle og forbedre dig, at du hurtigt retter op på fejl og tager personligt ansvar for dine handlinger.

Dine missionsledere vil blive ved med at hjælpe dig med at lære, hvordan du kan anvende principperne i denne håndbog.

Du vil opnå størst sikkerhed, når du følger buddene og missionærstandarderne og bruger sund fornuft. Men du er også nødt til at forstå, at selv når man holder buddene, kan man opleve problemer, sygdom eller komme til skade (se Joh 16:33). Frelseren oplevede alle disse ting (se Alma 7:11-12; L&P 122:8), og han lover: »Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer« (Joh 14:18).

Gud elsker dig. Vælg at holde buddene, fordi du elsker Gud. Prøv ikke at slå en aftale af med Herren eller forvente specifikke velsignelser ved at justere på det, der forventes af dig. De regler, du forventes at overholde, er godkendt af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum og findes i disse standarder. Prøv for eksempel ikke at forhandle med Herren ved at stå tidligere op, lade være med at spise eller drikke (bortset fra den månedlige faste) eller springe en forberedelsesdag over.

1.2

Standarder for livet

Gud indbyder dig til at vie dig til ham hele livet. Missionærstandarder som personligt studium, målsætning og retskaffen brug af teknologi vil være en velsignelse på din mission og hjælpe dig resten af dit liv.

Lad buddene i skrifterne, principperne i Forkynd mit evangelium: Vejledning til missionering og missionærstandarderne, der er udmøntet i denne bog, blive livslange vejledende principper. Når du følger Guds bud og standarder, vil han lede, velsigne og vejlede dig hele livet.