1 Korinther 12
Åndelige gaver
Paulus skrev til de hellige i Korinth for at hjælpe dem til at erkende deres behov for at blive forenet i Kristus. Han fortalte, at hvis alle medlemmerne ville genkende og bruge de åndelige gaver, de havde modtaget fra Herren, kunne de være som de mange dele af en krop, der arbejder sammen i forening. Denne lektion er beregnet til at hjælpe dig med at genkende de åndelige gaver, Herren har givet dig for at velsigne andre og styrke hans kirke.
Modtage gaver
-
Tænk på en betydningsfuld gave, du har modtaget.
-
Hvilken indflydelse havde denne gave på dit liv? Hvad muliggjorde den for dig?
-
Hvad følte du over for den person, der gav dig gaven?
Når du studerer 1 Korinther 12, vil du lære om åndelige gaver, som vor himmelske Fader giver til sine børn. Se efter, hvorfor han giver disse gaver, og søg inspiration fra Helligånden til at hjælpe dig med at identificere en gave, du har fået.
Herren giver os åndelige gaver
»Åndelige gaver er velsignelser eller evner, som Gud giver til sine børn gennem Helligåndens kraft« (Gospel Topics, »Spiritual Gifts,« topics.ChurchofJesusChrist.org).
Lær om åndelige gaver ved at læse 1 Korinther 12:3-11.
-
Hvilke åndelige gaver nævnes der i disse vers?
Der findes mange forskellige åndelige gaver. Du kan læse om flere af dem i Moroni 10:8-18; Lære og Pagter 46:11-26 og i følgende udtalelse af ældste Marvin J. Ashton (1915-1994) fra De Tolv Apostles Kvorum:
Lad mig nævne nogle få gaver, der ikke altid er iøjnefaldende eller bemærkelsesværdige, men som er meget vigtige … Evnen til at stille spørgsmål, til at lytte, til at høre og anvende den lille stille stemme, evnen til at kunne græde, til at undgå stridigheder … til at søge det retfærdige, til ikke at dømme, til at søge vejledning hos Gud … til at gøre noget for andre, til at overveje, til at bede, til at bære et kraftfuldt vidnesbyrd.
(Marvin J. Ashton, »Der er mange gaver«, Stjernen, jan. 1988, s. 17)
-
Hvem velsigner Herren med disse åndelige gaver?
-
Hvad hjælper dette dig til at forstå om Herren?
En sandhed, du måske genkender, er, at Herren giver hvert medlem af sin kirke mindst én åndelig gave til at velsigne andre med.
Reflektér over, hvilke åndelige gaver du føler, at Gud har velsignet dig med. Hvis du har problemer med at genkende dine åndelige gaver, så overvej at spørge en forælder eller leder. Din patriarkalske velsignelse kan også afsløre nogle af dine åndelige gaver.
Herren ønsker, at vi velsigner hinanden
Læs 1 Korinther 12:14-20 og find den sammenligning, Paulus brugte til at hjælpe os med at anerkende vigtigheden af vores individuelle bidrag.
-
Hvad sammenligner Paulus Kirken med i dette skriftsted? Hvad lærer denne sammenligning dig om åndelige gaver?
-
Hvordan er du blevet velsignet af andres åndelige gaver?
Du kan se et eksempel på nogen, der delte deres åndelige gaver med andre, i videoen »With All Your Heart« (3:26), der findes på ChurchofJesusChrist.org, som fortæller om en ung mand, der blev kaldet til at bruge en gave fra Herren, han først lige havde opdaget. Mens du ser den, så vær opmærksom på tilskyndelser fra Helligånden om, hvordan du kan bruge dine gaver til at velsigne andre.
Overvej, hvordan de åndelige gaver, du har fået, har velsignet dig, og hvordan du kan bruge dem til at velsigne din familie, menighed eller gren og andre. Du kan eventuelt notere ethvert indtryk fra Helligånden om dine gaver i din studiebog.
Valgfrit: Vil du lære mere?
Hvordan kan jeg bruge mine åndelige gaver til at tjene andre?
Præsident Dieter F. Uchtdorf, daværende medlem af Det Første Præsidentskab, har talt om, hvordan vi kan følge Jesu Kristi eksempel:
Når jeg tænker på Frelseren, forestiller jeg mig ham ofte med vidt udstrakte hænder, der rækker ud mod os med trøst, helbredelse, velsignelse og kærlighed. Og han taler altid med, aldrig ned til mennesker. Han elskede de ydmyge og de sagtmodige og gik blandt dem, tjente dem og tilbød dem håb og frelse.
Det var det, han gjorde i sit jordiske liv, det var det, han ville gøre, hvis han stadig levede blandt os, og det er det, vi, som hans disciple og medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, bør gøre …
Når vi følger hans fuldkomne eksempel, kan vores hænder blive hans, vores øjne hans øjne og vores hjerte hans hjerte.
(Dieter F. Uchtdorf, »I er mine hænder«, Liahona, maj 2010, s. 68)
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
Vi modtager åndelige gaver for at velsigne andre mennesker. Hvis vi ønsker en gave, fordi vi vil have den for os selv, vil vi sandsynligvis ikke få den. Når vi søger at tjene andre i overensstemmelse med Jesu Kristi lærdomme, bliver vi velsignet med åndelige gaver og en øget evne, der muliggør tjeneste.
(David A. Bednar, i »Understanding Heavenly Father’s Plan«, ChurchofJesusChrist.org/prophets-and-apostles/unto-all-the-world/understanding-heavenly-fathers-plan)
Hvad kan jeg gøre, hvis jeg ikke føler, at jeg har en vigtig åndelig gave?
Råd fra ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum kan findes i videoen »Sungne og usungne sange« (fra tidskode 0:57 til 2:57). Videoen findes på ChurchofJesusChrist.org.
Ældste John C. Pingree jun. fra De Halvfjerds fortalte om et eksempel på en søster, der opdagede, at hun havde en åndelig gave, som hun havde overset:
En dag bad en mismodig søster: »Herre, hvad er min personlige tjenestegerning?« Han svarede: »Læg mærke til andre.« Det var en åndelig gave! Hun har siden hen fundet glæde i at bemærke dem, der jævnligt bliver glemt, og Gud har gennem hende velsignet mange. Mens nogle af vores åndelige gaver muligvis ikke er fremtrædende efter verdens standarder, er de afgørende for Gud og hans værk.
(John C. Pingree jun., »Jeg har en gerning til dig«, Liahona, nov. 2017, s. 33-34)
Hvad bør jeg gøre, hvis jeg føler mig utilstrækkelig i forhold til mine opgaver i Kirken?
Præsident Dieter F. Uchtdorf, tidligere medlem af Det Første Præsidentskab, har sagt:
I føler måske, at der er andre, som er mere egnede eller erfarne, som kunne udfylde jeres kaldelser og opgaver bedre, end I kan, men Herren har givet jer jeres ansvar af en årsag. Der kan være mennesker og hjerter, som kun I kan røre og bevæge. Måske er der ingen andre, der kan gøre det helt på samme måde.
(Dieter F. Uchtdorf, »Løft, hvor I står«, Liahona, nov. 2008, s. 56)