1 Thessaloniker 1-3
Følg Jesus Kristus ved at drage omsorg i kærlighed
Hvornår har andres omsorg mindet jeres om Jesus Kristus? Paulus og hans ledsagere drog omsorg for de thessaloniske hellige på kristuslignende vis og inspirerede dem til at fortsætte med trofast at efterleve evangeliet på trods af, at de blev forfulgt. Denne lektion kan hjælpe jer til at velsigne og påvirke andre, idet I stræber efter at drage omsorg for andre, som vor Frelser Jesus Kristus gjorde.
Jesu Kristi eksempel
Se på disse billeder af Jesus Kristus, eller tænk på andre beretninger fra skriften om hans omgang med andre. Skriv i jeres studiebog ord og vendinger, der beskriver, hvad Frelseren gør for de personer, han interagerer med.
-
Hvis I havde været en af de personer, der var hos Frelseren, hvad tror I så, at I ville have følt på grund af Frelserens handlinger? Hvorfor?
-
Når I ser på den liste, I har lavet, hvilke ord eller vendinger ønsker I så at anvende, når I tjener andre? (I kan markere eller fremhæve de ord, der er mest betydningsfulde for dig).
I Kirken omtaler vi ofte handlinger som disse som omsorg.
Bror David L. Beck, tidligere hovedpræsident for Unge Mænd, har sagt:
At drage omsorg for andre betyder at elske og tage sig af dem. Det betyder at sørge for deres fysiske og åndelige behov. Meget enkelt sagt betyder det at gøre det, som Frelseren ville gøre, hvis han var her.
(David L. Beck, »Jeres hellige pligt til at tjene«, Liahona, maj 2013, s. 56)
-
Hvad lægger I især mærke til ved bror Becks udtalelse?
-
Når I tænker på bror Becks udtalelse og de ord, I markerede på jeres liste, hvor gode tror I så, at I er til at drage omsorg for andre?
I har måske spørgsmål eller bekymringer om det at drage omsorg for andre. Overvej at skrive dem ned i jeres studiebog og se efter svar, mens I studerer 1 Thessaloniker 1-3 i dag. I kan også bede Ånden om at hjælpe jer til at se efter måder, hvorpå I kan velsigne og påvirke andre, idet I stræber efter at drage omsorg for andre, som vor Frelser Jesus Kristus gjorde. Nedskriv jeres tanker og indtryk, så I bønsomt kan handle på dem.
Paulus drager omsorg for thessalonikerne
På sin anden missionsrejse oplevede apostlen Paulus og hans ledsagere fremgang med at forkynde for befolkningen i Thessaloniki, men jødiske ledere tvang dem ud af byen (se ApG 17:1-9). Paulus fandt senere ud af, at de hellige i Thessaloniki var forblevet trofaste og delte evangeliets budskab, selvom de blev forfulgt for at gøre det (se 1 Thess 1:6-8). Med taknemlighed for deres tro på og håb i Jesus Kristus skrev Paulus sit første brev til thessalonikerne (se 1 Thess 1:2-3).
Læs omhyggeligt 1 Thessaloniker 2:7-14; 3:9-13. I kan eventuelt markere de ord og vendinger, I finder, der minder jer om den kærlighed og omsorg, som Frelseren ville have vist. Overvej at føje jeres indsigt til din liste.
Velsignelserne ved omsorg
En sandhed, vi kan lære af disse vers om at drage omsorg, er, at når vi drager omsorg for andre i kærlighed, kan vi hjælpe dem til at blive bedre Jesu Kristi disciple (se 1 Thess 2:10-14).
Drag omsorg i tro og kærlighed
Nogle gange vil opgaver i Kirken give jer formelle muligheder for at drage omsorg. Men oftere vil I få mulighed for at drage omsorg i hverdagens interaktioner med familiemedlemmer, venner og andre.
Præsident Jean B. Bingham, hovedpræsident for Hjælpeforeningen, har delt nogle forslag til, hvordan man drager omsorg, som Jesus Kristus gjorde. Se videoen »Udvis omsorg som Frelseren« fra tidskode 0:45 til 1:54, eller læs præsident Binghams ord. I kan eventuelt føje nogle af hendes forslag til jeres omsorgsliste.
Nogle gange tænker vi, at vi må gøre noget stort og heroisk for, at »det tæller« som at tjene vores næste. Alligevel kan enkle venlige handlinger have stor virkning på andre – og på os selv. Hvad gjorde Frelseren? Gennem hans himmelske gaver – forsoningen og opstandelsen … »har ingen anden haft så vidtrækkende indflydelse [på] alle, der har levet, og som kommer til at leve på jorden« [»Den levende Kristus«, ChurchofJesusChrist.org]. Men han smilede også til, talte med, gik med, lyttede til, tog sig tid til, opmuntrede, underviste, bespiste og tilgav. Han hjalp familie og venner, både naboer og fremmede, og han inviterede bekendte og kære til at nyde sit evangeliums rige velsignelser. Disse »enkle« omsorgsfulde og kærlige gerninger er en skabelon for vores omsorg i dag.
(Jean B. Bingham, »Udvis omsorg som Frelseren«, Liahona, maj 2018, s. 104)
-
Hvad lærer søster Binghams ord jer om at drage omsorg, ligesom Jesus Kristus gjorde?
-
Hvorfor kan det være vigtigt at huske på, at omsorg kan udøves gennem enkle tjenestegerninger?
Gennemgå jeres liste over, hvad det vil sige at drage omsorg, og tilføj yderligere tanker ud fra det, I har lært i dag. Find to eller tre ord, der kan hjælpe jer til at blive mere som Jesus Kristus, når I drager omsorg.
Søg bønsomt vor himmelske Faders hjælp for at vide, hvem han ønsker, at I drager omsorg for i dag, og hvordan I kan gøre det. I har måske allerede modtaget tilskyndelser fra Ånden, som I kan handle på lige nu.
Hvis en specifik persons navn ikke dukker op i jeres tanker, kan I overveje at bede vor himmelske Fader om hjælp til at lægge mærke til, når der opstår en mulighed for at drage omsorg og handle. Stol på, at han vil vejlede jer, når I stræber efter at drage omsorg, som Frelseren gjorde.
Valgfrit: Vil I lære mere?
Hvad nu, hvis jeg ikke er sikker på, hvordan jeg bør drage omsorg for andre?
Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
En godhjertet person kan hjælpe med at ordne et dæk, tage en nabo med til lægen, spise frokost med en, der er trist til mode, eller smile og sige hej for at gøre dagen lysere.
Men en, der følger det første bud [som elsker Gud af hele sit hjerte], vil helt naturligt føje mere til disse vigtige tjenende handlinger, ved at opmuntre den person, der er god til at holde buddene og dele vise råd for at styrke troen hos en, der er ved at glide væk, eller som har brug for hjælp til at komme tilbage på rette spor igen.
(Neil L. Andersen, »A Holier Approach to Ministering«, foredrag på Brigham Young University, 10. april 2018, s. 3, speeches.byu.edu)
Biskop W. Christopher Waddell fra Det Præsiderende Biskopråd har sagt:
Vi kan overveje, hvordan vi bedst tjener, men Herren ved det, og gennem hans Ånd vil vi blive ledt i vores bestræbelser … når vi stræber efter at blive redskaber i Herrens hænder for at velsigne hans børn. Når vi søger Åndens vejledning og stoler på Herren, vil vi blive sat i situationer og omstændigheder, hvor vi kan handle og velsigne – med andre ord, yde omsorg.
(W. Christopher Waddell. »Akkurat som han gjorde«, Liahona, maj 2019, s. 21)
Bror David L. Beck, tidligere hovedpræsident for Unge Mænd, har mindet os om:
Tjeneste er ikke blot noget, vi gør – den definerer, hvem vi er.
Tjen hver dag. Der er muligheder overalt omkring jer. Opsøg dem. Bed Herren om at hjælpe jer med at genkende dem. I vil opdage, at den for det meste består af små oprigtige gerninger, der hjælper andre til at blive Jesu Kristi tilhængere.
(Se David L. Beck, »Jeres hellige pligt til at tjene«, Liahona, maj 2013, s. 57)
Se flere forslag eller eksempler på omsorg i disse to artikler i Kirkens tidsskrifter:
-
»Formålet, der vil ændre vores omsorg«, Ensign, jan. 2019, s. 8-11
-
Eric B. Murdock, »Udvis omsorg som Frelseren«, New Era, dec. 2018, s. 32-35
Du kan også se siden »Sådan er omsorg« på ChurchofJesusChrist.org.