Jakob 3
De ord, vi taler
De ord, vi taler, har kraft. Kan du komme i tanke om oplevelser i dit liv, hvor du har følt ordenes kraft, enten i en god eller dårlig retning? I sit brev underviste Jakob om vigtigheden af at kontrollere vores tale. Denne lektion er beregnet til at hjælpe dig til at evaluere de ord, du taler, og hvordan dine ord påvirker din indsats for at blive mere som Frelseren.
Ordenes kraft
Se på billederne herunder og forestil dig den samtale, som personerne kan have. Tænk over den virkning, som de ord, vi hører og bruger, kan have.
-
Hvad er det sidste, du kan huske, at nogen sagde til dig, som enten hjalp eller sårede dig?
-
Hvad er det sidste, du sagde til nogen, der styrkede eller opmuntrede dem?
Overvej, om du har sagt noget for nylig, der kan have haft en negativ indvirkning på nogen. Se efter sandheder i Jakobs lærdomme, der kan hjælpe dig til bedre at forstå ordenes kraft. Vær opmærksom på følelser, tanker og indtryk, der motiverer dig til at tale mere som Frelseren.
Tungen er som …
Jakob fremhævede kraften i de ord, vi hører og taler, og sammenlignede tungen med mange forskellige ting. Læs Jakobs Brev 3:2-12 og se efter, hvad Jakob sammenlignede den med. Tegn en enkel version af en eller to af Jakobs sammenligninger i din studiebog og tænk over, hvordan vores ord kan svare til det, du tegner.
Læs følgende liste for at se, om du har fundet frem til de samme sammenligninger.
-
Et bidsel. Jakobs Brev 3:2-3, 5 .Et bidsel (se v. 3) er et lille stykke metal, der placeres i hestens mund, som er forbundet med tøjlerne, hvilket gør det muligt for en rytter at styre, hvorhen hesten går.
-
Et ror. Jakobs Brev 3:4-5 .Et ror (se v. 4) styrer eller drejer skibet.
-
En brand. Jakobs Brev 3:5-6 .
-
Et utæmmet dyr. Jakobs Brev 3:7-8 .
-
Gift. Jakobs Brev 3:8 .
-
En kilde og et figentræ. Jakobs Brev 3:10-12 .
1. Besvar følgende spørgsmål i din studiebog:
-
Hvordan kan disse sammenligninger hjælpe os til bedre at forstå kraften i de ord, vi hører og taler?
-
Hvilke andre sammenligninger kan du tilføje for at beskrive virkningen af de ord, vi taler?
Med henvisning til Jakobs stærke lærdomme fortalte ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum følgende:
Selvfølgelig mener Jakob ikke, at vores tunge altid er uretfærdig, ej heller at alt, hvad vi siger, er »fuld af dødbringende gift«. Men det er tydeligt, at han mener, at i det mindste noget af det, vi siger, kan være nedbrydende, tilmed giftigt – og det er en skræmmende anklage for en sidste dages hellig! Den røst, der bærer dybsindige vidnesbyrd, udtaler inderlig bøn og synger Zions salmer, kan være den samme røst, som skælder ud og kritiserer, gør forlegen og nedgør, påfører smerte og samtidigt ødelægger sin egen og andres ånd …
Lad os prøve at blive »fuldkomne« mænd og kvinder i det mindste på én måde nu – ved ikke at fejle i ord, eller sagt på en mere positiv måde, ved at tale med en ny tunge, engles tunge. Vore ord bør, ligesom vore gerninger, være fulde af tro og håb og næstekærlighed … som verden så desperat mangler i dag. Med sådanne ord, talt under Helligåndens påvirkning, kan tårer borttørres, hjerter kan helbredes, liv kan opløftes, håb kan vende tilbage og tillid kan herske.
(Jeffrey R. Holland, »Engles tunge«, Liahona, maj 2007, s. 16, 18)
-
Hvad lærte du af Jakobs sammenligninger og ældste Hollands udtalelse?
En sandhed, vi kan lære, er, at Guds tilhængere bestræber sig på at bruge deres sprog til retfærdige formål og ikke til at sprede ondskab.
Tænk et øjeblik over, hvordan du har oplevet ord blive brugt til både godt og dårligt i følgende situationer:
-
i sms’er eller på de sociale medier
-
i kirken om søndagen
-
i skolen med dine venner
-
på et hold eller i en klub
-
hjemme hos din familie
-
Hvilke oplevelser har du haft, der illustrerer den virkning, ord kan have på mennesker, på godt og ondt?
Jesus Kristus var »fuldkommen« ( Jak 3:2) og et eksempel for os i alt, deriblandt de ord, han talte. Når du husker på det, du ved om ham, så forestil dig, hvordan Frelseren ville bruge sine ord, hvis han var i de situationer, der tidligere er nævnt.
2. Besvar følgende spørgsmål i din studiebog:
-
Hvilke forskelle bemærker du på, hvordan du forestiller dig, at Frelseren ville tale, og det du almindeligvis ser og hører i disse situationer i dag?
Det sprog, vi hører og bruger
Herren har gennem sine profeter lært os om, hvad vi bør og ikke bør sige.
Tænk over din kommunikation (i enhver form: Sms, sociale medier, samtale med andre osv.), mens du læser følgende ti udtalelser, der er tilpasset fra Til styrke for de unge, (hæfte, 2011, s. 20-21). Evaluer dit sprog ved at bruge en skala fra 1 til 5, hvor 1 betyder »jeg har brug for en masse hjælp« og 5 betyder »jeg klarer mig rigtig godt«.
1. Jeg forsøger at bruge et rent og intelligent sprog.
2. Jeg bruger et opløftende, opmuntrende og komplimenterende sprog.
3. Jeg taler venligt og positivt om andre.
4. Jeg fornærmer ikke andre eller kritiserer dem, selv ikke i spøg.
5. Jeg stræber efter at undgå sladder af enhver art og undgå at tale i vrede.
6. Når jeg fristes til at sige hårde eller sårende ord, så lader jeg dem være usagt.
7. Jeg anvender navnene Gud og Jesus Kristus med ærbødighed og respekt.
8. Jeg henvender mig til vor himmelske Fader ved at bruge et ærbødigt og respektfuldt sprog.
9. Jeg bruger ikke blasfemisk, vulgært eller groft sprog eller gestus.
10. Jeg fortæller ikke vittigheder eller historier om umoralske handlinger.
Tænk på det sprog, du vælger at bruge, og tænk over, hvad du kan gøre bedre.
3. Besvar følgende spørgsmål i din studiebog:
-
Hvad er en eller to ting, som kan hjælpe dig til mere omhyggeligt at vælge de ord, du taler og hører?
-
I hvilke situationer ønsker du især at forbedre dig?
-
Hvilke strategier kan være en hjælp?
-
Hvordan kan din indsats hjælpe dig til at blive mere lig Frelseren?
Valgfrit: Vil du lære mere?
Hvordan afspejler vore ord, hvem vi er som enkeltpersoner?
Ældste Robert S. Wood fra De Halvfjerds har sagt følgende:
Vore ord og ydre udtryk er ikke neutrale, for de afspejler både, hvem vi er, og former, hvem vi bliver …
Det, som vi siger, og det som vi gør, røber ikke blot en persons indre, men former også personen, dem omkring os og i sidste ende hele vores samfund. Vi er alle sammen hver dag involveret i at fordunkle lyset eller bortjage mørket. Vi er blevet kaldet til at indbyde lyset og til at være et lys – til at helliggøre os selv og opbygge andre …
Når vi taler og handler, bør vi spørge, om vore ord og udtryk har til hensigt at indbyde himlens kræfter i vores liv og invitere alle til at komme til Kristus. Vi må behandle hellige ting med ærbødighed. Vi må rense vores tale for det usømmelige og uanstændige, det voldelige og det truende, det nedværdigende og det falske. Apostlen Peter skrev: »Men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse« ( 1 Pet 1:15). Ordet livsførelse handler ikke kun om tale, men hele vores optræden.
(Se Robert S. Wood, »Engletunger«, Liahona, jan. 2000, s. 83-84)
Hvordan kan vi ændre det sprog, vi bruger og hører til noget bedre?
Videoen »Bandefri klub« (4:56), der findes på ChurchofJesusChrist.org, beskriver en ung mands indsats for at hjælpe andre med at undgå dårlig sprogbrug.