Johannes 3:14-17
»For således elskede Gud verden«
Som det er nedskrevet i Johannes 3, lærte Jesus Nikodemus om sit sonoffer, da han sagde, at »sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham« (Joh 3:14-15). Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Når vi bruger tid på at lære om Frelseren og hans sonoffer, bliver vi draget til at tage del i et andet vigtigt element, der er nødvendigt for at få adgang til hans kraft: Vi vælger at have tro på ham og følge ham« (»Træk Jesu Kristi kraft ind i jeres liv«, Liahona, maj 2017, s. 40). Denne lektion giver jer mulighed for at styrke jeres tro på Jesus Kristus, idet I lærer mere om hans forsoning.
Hvad er Jesu Kristi forsoning?
Se på billederne af Jesus i Getsemane og på korset og tænk over, hvad I ved om Jesu Kristi forsoning.
I denne lektion lærer I mere om Jesu Kristi forsoning og den kærlighed, som vor himmelske Fader viste, da han sendte sin Søn til verden. Mens I studerer, så vær opmærksom på tilskyndelser fra Helligånden, der kan hjælpe jer med at værdsætte Jesu Kristi offer for jer mere og øge jeres tro på ham.
Frelserens forsoning
Følgende skriftsteder og udsagn lærer om Jesu Kristi forsoning. Brug 10 til 15 minutter på at gennemlæse disse kilder omhyggeligt (eller andre kilder om Frelserens forsoning, som I er interesseret i at lære af, eller som I har fundet før denne lektion). Mens I læser, så overvej, hvordan hver af disse kilder hjælper jer med bedre at forstå, hvad vor himmelske Fader og Jesus Kristus gjorde for jer, og hvorfor.
Ældste Tad R. Callister fra De Halvfjerds har sagt:
Men hvad er Jesu Kristi forsoning? På en måde er den en række af guddommelige begivenheder, der begyndte i Getsemane have, fortsatte på korset og kulminerede med Frelserens opstandelse fra graven. Den er motiveret af en ubegribelig kærlighed til os alle. Den krævede en person, der var syndfri, der havde uendelig magt over elementerne – selv døden, en der besad en grænseløs evne til at lide konsekvenserne af alle vores synder og lidelser, og som virkelig steg ned under det alt sammen [se L&P 88:6]. Det var Jesu Kristi mission, det var hans forsoning.
Men hvad var formålet med den? Det var at gøre det muligt for os at vende tilbage til Guds nærhed, blive mere som ham og få en fylde af glæde. Det blev gjort ved at overvinde fire hindringer:
Fysisk død
Åndelig død forårsaget af Adam og af vores synder
Vores trængsler og skrøbeligheder
Vores svagheder og ufuldkommenheder
(Tad R. Callister, »Jesu Kristi forsoning«, Liahona, maj 2019, s. 85)
Hvordan vises Faderens kærlighed i, at han sendte sin Søn?
En af de sandheder, som Frelseren understregede, da han lærte Nikodemus om sin forsoning (se Joh 3:14-17), er, at Vor himmelske Fader elsker sine børn så højt, at han sendte sin enbårne Søn for at sone for os.
Præsident Dallin H. Oaks fra Det Første Præsidentskab har talt om, hvordan vor himmelske Faders kærlighed manifesteres gennem Frelserens forsoning:
Der er intet større bevis på Guds uendelige magt og fuldkomne kærlighed end det, apostlen Johannes sagde: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn« (Joh 3:16). En anden apostel skrev, at Gud »ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle« (Rom 8:32). Tænk på, hvordan det må have tynget vor himmelske Fader at sende sin Søn for at udholde ufattelige lidelser for vore synder. Det er det største bevis på hans kærlighed til hver eneste af os!
(se Dallin H. Oaks, »Kærlighed og lov«, Liahona, nov. 2009, s. 26)
-
Hvad lærte I af dette udsagn?
Se videoen »For God So Loved the World« (4:48), der findes på ChurchofJesusChrist.org, og se efter, hvordan Jesu Kristi og vor himmelske Faders kærlighed bliver udtrykt.
Valgfrit: Vil I lære mere?
Hvordan kan jeg få adgang til den kraft, som Jesus Kristus giver mig gennem sin forsoning?
Præsident Russell M. Nelson har sagt følgende om at invitere Jesu Kristi kraft ind i vores liv:
Vi omtaler som sidste dages hellige hans mission som Jesu Kristi forsoning, der gjorde opstandelsen til en realitet for alle og gjorde evigt liv muligt for dem, der omvender sig fra deres synder og modtager og holder hans nødvendige ordinancer og pagter …
Vores pagter binder os til ham og giver os guddommelig kraft. Som trofaste disciple omvender vi os og følger ham ned i dåbens vande. Vi går på pagtens sti for at modtage andre nødvendige ordinancer …
Kvinder og mænd, der holder deres pagter, stræber efter at holde sig uplettede af verden, så der ikke vil være noget, som forhindrer dem i at få adgang til Frelserens kraft.
(Russell M. Nelson, »Træk Jesu Kristi kraft ind i jeres liv«, Liahona, maj 2017, s. 40, 41)
Hvordan ved jeg, om Jesus Kristus og hans kraft er virksom i mit liv?
Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab har sagt:
Hvis I har fornemmet Helligåndens påvirkning i dag, kan I se det som et bevis for, at [Jesu Kristi] forsoning er virksom i jeres liv. Af den og mange andre årsager er det en god idé at befinde jer på steder og påtage jer opgaver, som indbyder til Helligåndens tilskyndelser.
(Henry B. Eyring, »Gifts of the Spirit for Hard Times«, Ensign, juni 2007, s. 23)
Hvor kan jeg lære mere om Jesu Kristi forsoning?
Overvej at uddybe jeres forståelse af Frelseren og hans forsoning ved at slå op på »Forsoning« i Guide til skrifterne (scriptures.ChurchofJesusChrist.org). Disse hjælpekilder til studium af skrifterne indeholder værdifuld indsigt, skriftsteder, foredrag, videoer og andre hjælpekilder, der lærer om Frelserens forsoning.