Lukas 24:1-12, 36-48
Jesu Kristi opstandelse
Efter Frelserens begravelse bragte trofaste disciple vellugtende salver til graven. I stedet for at finde Frelserens døde legeme fandt de en tom grav. Engle erklærede, at Herren var opstået. Senere den aften, da disciplene var samlet, viste han sig for dem og viste dem sit opstandne legeme. Denne lektion kan hjælpe dig til at øge din forståelse af Frelserens opstandelse, og hvordan den påvirker dit liv.
Jesu Kristi opstandelse
Undersøg billedet af Jesu Kristi tomme grav, der findes i begyndelsen af denne lektion, og tænk over dine svar på følgende spørgsmål.
-
Hvad betyder dette billede for dig?
Da Jesus Kristus frivilligt gav sit liv på korset, blev hans legeme taget ned og svøbt i rent linneddug og lagt i en grav. Efter sabbatten vendte Maria Magdalene og nogle få andre trofaste kvinder tidligt om morgenen tilbage til graven (se Luk 24:10; Joh 20:11-18).
Læs Lukas 24:1-12 og se efter, hvad de fandt og lærte, mens de befandt sig ved Frelserens grav.
-
Hvad tror du, at disciplene tænkte og følte efter det, de så og hørte?
Kort tid efter denne oplevelse viste Jesus Kristus sig for to disciple på vejen til Emmaus (se Luk 24:13-32). De vendte tilbage til Jerusalem for at dele deres oplevelse med apostlene (se Luk 24:33-35).
Læs Lukas 24:36-48 og se efter, hvad der skete, da Jesu disciple var samlet og talte om tilsynekomsten af den opstandne Frelser.
Du kan også overveje at se videoen »Den opstandne Herre viser sig for apostlene« (2:19), som findes på ChurchofJesusChrist.org.
-
Hvad lægger du især mærke til i disse vers om Frelserens ord til sine disciple?
-
Hvorfor tror du, at nogle af de første ord, som Frelseren talte til dem, var: »Fred være med jer«? (Luk 24:36).
-
Hvad lærer du af disse vers om, hvem Frelseren er, og hvad han ønsker, at hans disciple forstår?
Øg din forståelse af Frelserens opstandelse
En sandhed, vi lærer af disse vers, er, at Jesus Kristus har et opstandent legeme af kød og knogler.
-
Hvad vil det sige at opstå?
Opstandelsen, »genforeningen af det åndelige legeme og det fysiske legeme af kød og knogler efter døden«, er gjort mulig for os alle på grund af Jesus Kristus (Guide til skrifterne, »Opstandelse«, scriptures.ChurchofJesusChrist.org). Takket være Frelserens forsoning og opstandelse gjorde han det muligt for os hver især at leve med og blive som ham.
Tænk over ethvert spørgsmål, du har om Frelserens opstandelse og dens betydning i dit liv. Nogle spørgsmål, du kan have om læren om Frelserens opstandelse, står herunder. Overvej at skrive disse spørgsmål ned i din studiebog.
-
Hvorfor betyder det noget, at Jesus Kristus har et legeme af kød og knogler?
-
Hvad betyder Frelserens opstandelse i mit liv?
En måde at finde svar på vores spørgsmål på er ved at søge efter det, som Herrens profeter og apostle har belært om. Nedenfor står nogle udtalelser af ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum. Når du studerer disse ord, så se efter svar på nogle af dine spørgsmål. Overvej også at søge i yderligere ord fra Herrens ordinerede tjenere, der kan hjælpe dig.
Overvej et øjeblik den betydning, som opstandelsen en gang for alle har for at afgøre Jesus af Nazarets sande identitet og livets store filosofiske diskussion og spørgsmål. Hvis Jesus helt bogstavelig talt opstod, så følger det deraf nødvendigvis, at han er et guddommeligt væsen. Ingen dødelig har i sig selv kraften til at komme til live igen efter døden. Fordi Jesus opstod, kan han ikke kun have været tømrer, lærer, rabbi eller profet. Eftersom Jesus opstod, må han have været Gud, Faderens enbårne Søn.
Derfor er det, han belærte om, sandt; Gud kan ikke lyve.
Derfor var han jordens Skaber, som han sagde.
Derfor findes himlen og helvede virkelig, som han belærte om.
Derfor er der en åndeverden, som han besøgte efter sin død.
Derfor vil han komme igen, som englene sagde, og »personligt … regere på jorden« (TA 1:10).
Derfor er der en endelig dom og en opstandelse for alle.
(D. Todd Christofferson, »Jesu Kristi opstandelse«, Liahona, maj 2014, s. 113)
Hvis der er tid til det, kan du overveje at se videoen »Han lever – Fejr påsken, fordi Jesus Kristus lever« (2:26), mens du forbereder dig på at besvare følgende spørgsmål. Videoen findes på ChurchofJesusChrist.org.
Valgfrit: Vil du lære mere?
Hvorfor betyder Jesu Kristi opstandelse noget for mig?
I sin tale »Hvad har vor Frelser gjort for os?« underviste Præsident Dallin H. Oaks fra Det Første Præsidentskab om, hvordan Frelserens opstandelse påvirker os hver især (Liahona, maj 2021, s. 75-77).