1 Og det skete i det fireoghalvtredsindstyvende år, at der var megen kiv i kirken, og der var også strid blandt folket i en sådan grad, at der fandt megen blodsudgydelse sted.

2 Og den oprørske del blev slået ihjel og drevet ud af landet, og de drog over til lamanitternes konge.

3 Og det skete, at de anstrengte sig for at ophidse lamanitterne til krig mod nefitterne; men se, lamanitterne var overordentlig bange, således at de ikke ville lytte til ordene fra dem, der havde skilt sig ud.

4 Men det skete i det seksoghalvtredsindstyvende år af dommernes regeringstid, at der var nogle, der havde skilt sig ud, og som drog op fra nefitterne til lamanitterne; og det lykkedes dem sammen med de andre at ophidse dem til vrede mod nefitterne; og de beredte sig alle til krig det år.

5 Og i det syvoghalvtredsindstyvende år kom de ned mod nefitterne for at kæmpe, og de begyndte dødens værk, ja, således at det i det otteoghalvtredsindstyvende år af dommernes regeringstid lykkedes dem at sætte sig i besiddelse af Zarahemlas land, ja, og også alle landene lige til det land, der lå i nærheden af Overflodens land.

6 Og nefitterne og Moronihas hære blev fordrevet, ja, ind i landet Overflod;

7 og der forskansede de sig mod lamanitterne fra det vestlige hav til det østlige, hvilket var en dagsrejse for en nefit langs den grænse, som de havde befæstet, og hvor de havde anbragt deres hære for at forsvare det nordlige land.

8 Og således havde de, der havde skilt sig ud fra nefitterne, ved hjælp af en talrig hær af lamanitter indtaget al nefitternes besiddelse, som lå i landet mod syd. Og alt dette blev gjort i det otte- og nioghalvtredsindstyvende år af dommernes regeringstid.

9 Og det skete i det tresindstyvende år af dommernes regeringstid, at det lykkedes for Moroniha med sine hære at indtage mange dele af landet; ja, de vandt mange byer tilbage, som var faldet i lamanitternes hænder.

10 Og det skete i det enogtresindstyvende år af dommernes regeringstid, at det lykkedes for dem at vinde endog halvdelen af alle deres besiddelser tilbage.

11 Se, nefitternes store tab og den store nedslagtning, der fandt sted blandt dem, ville ikke have fundet sted, havde det ikke været for den ugudelighed og den vederstyggelighed, som var blandt dem, ja, og den var også blandt dem, der foregav at tilhøre Guds kirke.

12 Og det var på grund af deres hjertes stolthed, på grund af deres overordentlig store rigdomme, ja, det var på grund af deres undertrykkelse af de fattige, fordi de tilbageholdt deres mad fra de sultne, tilbageholdt deres klæder fra de nøgne og slog deres ydmyge brødre på kinden, drev spot med det, der var helligt, forkastede profetiens og åbenbarelsens ånd, myrdede, plyndrede, løj, stjal, begik ægteskabsbrud, ophidsede sig til store stridigheder og rømte til lamanitterne i Nefis land –

13 og på grund af denne deres store ugudelighed og deres pralen af deres egen styrke, blev de overladt til deres egen styrke; derfor havde de ingen fremgang, men de blev plaget og slået og fordrevet af lamanitterne, indtil de havde mistet besiddelsen af næsten alle deres lande.

14 Men se, Moroniha prædikede meget for folket på grund af deres ugudelighed, og Nefi og Lehi, som var Helamans sønner, prædikede også meget for folket, ja, og profeterede meget for dem angående deres syndighed, og hvad der ville ske med dem, hvis de ikke omvendte sig fra deres synder.

15 Og det skete, at de omvendte sig, og for så vidt som de omvendte sig, begyndte de at have fremgang.

16 For da Moroniha så, at de omvendte sig, vovede han at føre dem fra sted til sted og fra by til by, indtil de havde vundet halvdelen af deres ejendom og halvdelen af alle deres lande tilbage.

17 Og således endte det enogtresindstyvende år af dommernes regeringstid.

18 Og det skete i det toogtresindstyvende år af dommernes regeringstid, at Moroniha ikke kunne vinde flere besiddelser fra lamanitterne.

19 Derfor opgav de deres plan om at indtage resten af deres lande, for så talrige var lamanitterne, at det var umuligt for nefitterne at få mere magt over dem; derfor anvendte Moroniha alle sine hære til at holde de dele af landet, som han havde indtaget.

20 Og det skete, at nefitterne på grund af det store antal lamanitter nærede stor frygt for, at de skulle blive overvundet og trådt ned og slået ihjel og udryddet.

21 Ja, de begyndte at huske Almas profetier og også Mosijas ord; og de indså, at de havde været et stivnakket folk, og at de havde regnet Guds befalinger for intet,

22 og at de havde ændret Mosijas lov og trådt den eller det, som Herren befalede ham at give til folket, under fode; og de indså, at deres love var blevet forvansket, og at de var blevet et ugudeligt folk i en sådan grad, at de var ugudelige i samme grad som lamanitterne.

23 Og på grund af deres ugudelighed var kirken begyndt at svinde hen; og de begyndte at miste troen på profetiens ånd og åbenbarelsens ånd; og Guds straffedomme stirrede dem i ansigtet.

24 Og de så, at de var blevet svage ligesom deres brødre, lamanitterne, og at Herrens Ånd ikke mere bevarede dem; ja, den havde trukket sig tilbage fra dem, fordi Herrens Ånd ikke bor i vanhellige templer –

25 derfor holdt Herren op med at bevare dem ved sin mirakuløse og uforlignelige kraft, for de var faldet ned i en tilstand af vantro og forfærdelig ugudelighed; og de så, at lamanitterne var overordentlig meget mere talrige end de, og at de, medmindre de ville holde sig til Herren deres Gud, uundgåeligt måtte omkomme.

26 For se, de så, at lamanitternes styrke var lige så stor som deres styrke, ja, mand for mand. Og således var de faldet i denne store overtrædelse, ja, således var de inden for et tidsrum af ikke mange år blevet svage på grund af deres overtrædelse.