1 Se, da Mosija havde gjort dette, sendte han bud ud over hele landet, til hele folket, for han ønskede at kende deres vilje angående, hvem der skulle være deres konge.

2 Og det skete, at folkets stemme lød således: Vi nærer ønske om, at Aron, din søn, skal være vor konge og vor hersker.

3 Se, Aron var draget op til Nefis land, derfor kunne kongen ikke overdrage riget til ham; ej heller ville Aron påtage sig riget; ej heller var nogen af Mosijas sønner villige til at påtage sig riget.

4 Derfor sendte kong Mosija igen bud ud blandt folket; ja, han sendte et skriftligt budskab ud blandt folket. Og disse var de ord, der stod skrevet, og som lød:

5 Se, o I mit folk, eller mine brødre, for jeg agter jer som sådanne, jeg ønsker af jer, at I skal overveje den sag, som I er blevet kaldt sammen for at overveje – for I nærer ønske om at få en konge.

6 Se, jeg kundgør for jer, at han, hvem riget retmæssigt tilhører, har afslået og ikke vil påtage sig riget.

7 Og se, hvis der blev udpeget en anden i hans sted, så frygter jeg for, at der vil opstå stridigheder mellem jer. Og hvem ved, om ikke min søn, hvem riget tilhører, kunne ændre mening og blive vred og drage en del af dette folk med sig, hvilket ville forårsage krig og stridigheder blandt jer, hvilket ville være årsag til udgydelse af meget blod og fordrejelse af Herrens vej, ja, og bringe mange menneskers sjæl til undergang.

8 Se, jeg siger jer, lad os være vise og overveje dette, for vi har ingen ret til at slå min søn ihjel, ej heller skulle vi have nogen ret til at slå nogen anden ihjel, hvis han blev udpeget i hans sted.

9 Og hvis min søn igen skulle vende tilbage til sin stolthed og tomme ting, ville han tilbagekalde det, som han har sagt, og gøre krav på sin ret til riget, hvilket ville få ham og også dette folk til at begå megen synd.

10 Og se, lad os være vise og fremsynede med hensyn til dette og gøre det, der vil sikre dette folks fred.

11 Derfor vil jeg være jeres konge resten af mine dage; lad os alligevel udpege dommere til at dømme dette folk i henhold til vor lov; og vi vil ordne dette folks forhold på en ny måde, for vi vil udpege vise mænd til at være dommere, der vil dømme dette folk i henhold til Guds befalinger.

12 Se, det er bedre, at et menneske bliver dømt af Gud end af mennesker; for Guds domme er altid retfærdige, men menneskets domme er ikke altid retfærdige.

13 Hvis det derfor var muligt, at I kunne få retfærdige mænd til at være jeres konger, som ville stadfæste Guds love og dømme dette folk i henhold til hans befalinger, ja, hvis I kunne få mænd som jeres konger, som ville gøre, ligesom min far Benjamin gjorde for dette folk – jeg siger jer, at hvis dette altid kunne være tilfældet, så ville det være tjenligt for jer altid at have konger til at regere over jer.

14 Og jeg har selv arbejdet med al den kraft og alle de evner, som jeg har været i besiddelse af, på at lære jer Guds befalinger og på at skabe fred i hele landet, så der ingen krige eller stridigheder, ingen tyverier eller plyndringer eller mord eller nogen form for ugudelighed skulle være.

15 Og hver den, der har begået misgerninger, ham har jeg straffet i forhold til den forbrydelse, som han har begået i henhold til den lov, der blev givet os af vore fædre.

16 Se, jeg siger jer, at da ikke alle mennesker er retfærdige, er det ikke tjenligt, at I skal have en konge eller konger til at regere over jer.

17 For se, hvor megen ugudelighed er ikke én ugudelig konge årsag til, at der bliver begået, ja, og hvor stor ødelæggelse!

18 Ja, husk kong Noa, hans ugudelighed og hans vederstyggeligheder og også hans folks ugudelighed og vederstyggeligheder. Se, hvilken stor ødelæggelse, der kom over dem; og også på grund af deres syndighed blev de bragt i trældom.

19 Og var det ikke for deres alvise skabers mellemkomst, og det som følge af deres oprigtige omvendelse, måtte de uundgåeligt være forblevet i trældom indtil nu.

20 Men se, han udfriede dem, fordi de ydmygede sig for ham; og fordi de anråbte ham indtrængende, udfriede han dem af trældom; og således virker Herren med sin kraft i alle tilfælde blandt menneskenes børn ved at strække barmhjertighedens arm ud mod dem, der sætter deres lid til ham.

21 Og se, nu siger jeg til jer, I kan ikke afsætte en ugudelig konge undtagen ved megen strid og udgydelse af meget blod.

22 For se, han har sine venner i ugudelighed, og han holder sine vagter om sig; og de, der har regeret i retfærdighed før ham, deres love flår han i stykker; og Guds befalinger tramper han under fode.

23 Og han udsteder love og sender dem ud blandt sit folk, ja, love efter sin egen ugudelighed; og hver den, der ikke adlyder hans love, lader han slå ihjel; og hver den, der gør oprør imod ham, mod dem vil han sende sine hære for at føre krig, og hvis han kan, vil han slå dem ihjel; og således fordrejer en uretfærdig konge al retfærdigheds veje.

24 Og se nu, jeg siger jer, at det ikke er tjenligt, at sådanne vederstyggeligheder skulle komme over jer.

25 Vælg jer derfor dommere ved folkets stemme, så I kan blive dømt i henhold til de love, som er blevet givet jer af vore fædre, og som er fejlfrie, og som blev givet dem ved Herrens hånd.

26 Se, det er ikke almindeligt, at folkets stemme ønsker noget, der strider mod det, der er ret; men det er almindeligt for mindretallet af folket at ønske det, der ikke er ret; dette skal I derfor iagttage og gøre det til jeres lov: at I ordner jeres sager ved folkets stemme.

27 Og hvis den tid kommer, at folkets stemme vælger ugudelighed, da er det tid, da Guds straffedomme skal komme over jer; ja, da er det tid, da han skal hjemsøge jer med stor ødelæggelse, ligesom han hidtil har hjemsøgt dette land.

28 Og se, hvis I har dommere, og de ikke dømmer jer i henhold til den lov, der er blevet givet, kan I lade dem blive dømt af en højere dommer.

29 Hvis jeres højere dommere ikke dømmer retfærdige domme, skal I lade et lille antal af jeres lavere dommere samles, og de skal dømme jeres højere dommere i overensstemmelse med folkets stemme.

30 Og jeg befaler jer at gøre dette med frygt for Herren; og jeg befaler jer at gøre dette, og at I ikke skal have nogen konge, således at hvis disse folk begår synder og misgerninger, skal de selv svare for dem.

31 For se, jeg siger jer, at mange folks synder er blevet forårsaget af deres kongers syndighed; derfor må deres konger svare for deres syndighed.

32 Og nu ønsker jeg, at denne ulighed ikke mere skal findes i dette land, især blandt dette mit folk; men jeg ønsker, at dette land skal være et frihedens land, og at enhver må nyde sine rettigheder og privilegier i lige mål, så længe som Herren finder det tjenligt, at vi kan leve og arve landet, ja, så længe som nogen blandt vor efterslægt findes på landets overflade.

33 Og meget mere skrev kong Mosija til dem, idet han udfoldede alle en retfærdig konges prøvelser og besværligheder for dem, ja, al sjælens møje for deres folk og også al murren fra folket over for deres konge; og han forklarede det hele for dem.

34 Og han fortalte dem, at dette ikke burde finde sted, men at byrden skulle fordeles over hele folket, så enhver kunne bære sin del.

35 Og han udfoldede også for dem alle de ulemper, de ville blive udsat for ved at have en uretfærdig konge til at regere over sig,

36 ja, al hans syndighed og alle hans vederstyggeligheder og alle krigene og stridighederne og blodsudgydelsen og tyverierne og plyndringerne og begåelsen af utugtigheder og al slags syndighed, som ikke kan opregnes – og han sagde til dem, at dette ikke burde finde sted, at de udtrykkeligt var i modstrid med Guds befalinger.

37 Og se, det skete, efter at kong Mosija havde sendt dette ud til folket, at de blev overbevist om sandheden af hans ord.

38 Derfor opgav de deres ønske om en konge og blev overordentlig ivrige efter, at enhver skulle have den samme mulighed over hele landet; ja, og enhver gav udtryk for sin villighed til at svare for sine egne synder.

39 Derfor skete det, at de samlede sig i grupper over hele landet for at afgive deres stemme med hensyn til, hvem der skulle være deres dommere og dømme dem i henhold til den lov, der var blevet givet dem; og de frydede sig overordentlig ved den frihed, der var blevet skænket dem.

40 Og deres kærlighed til Mosija voksede sig stærk; ja, de agtede ham mere end nogen anden mand, for de så ikke på ham som en tyran, der stræbte efter vinding, ja, efter den mammon, der fordærver sjælen; for han havde ikke krævet rigdomme af dem, ej heller havde han frydet sig ved udgydelsen af blod; men han havde skabt fred i landet, og han havde tilstedt sit folk, at de skulle udfries af al slags trældom; derfor agtede de ham, ja, overordentlig meget, umådeligt.

41 Og det skete, at de udpegede dommere til at regere over sig eller til at dømme sig i henhold til loven, og dette gjorde de overalt i hele landet.

42 Og det skete, at Alma blev udpeget til at være den første overdommer, og han var også højpræsten, idet hans far havde overdraget ham dette embede og havde givet ham ansvaret for alle kirkens anliggender.

43 Og se, det skete, at Alma vandrede på Herrens veje, og han holdt hans befalinger, og han dømte retfærdige domme; og der var vedvarende fred i landet.

44 Og således begyndte dommernes regeringstid i hele Zarahemlas land blandt hele det folk, der blev kaldt nefitter; og Alma var den første og øverste dommer.

45 Og se, det skete, at hans far døde, da han var toogfirs år gammel, efter at have levet til at opfylde Guds befalinger.

46 Og det skete, at Mosija også døde i det treogtredivte år af sin regeringstid, da han var treogtres år gammel; hvad der i alt udgør fem hundrede og ni år fra det tidspunkt, da Lehi forlod Jerusalem.

47 Og således endte den periode, hvor kongerne regerede over Nefis folk; og således endte Almas dage, han, der var grundlæggeren af deres kirke.