Frihed Se også Fangenskab; Handlefrihed Den evne eller den tilstand, som gør, at man kan handle og tænke frit. I åndelig forstand bliver et menneske, som omvender sig og adlyder Guds vilje, gjort fri fra syndens bånd i kraft af Jesu Kristi forsoning (Joh 8:31-36; Mosi 5:8). Jeg kan vandre i åbent land, for jeg søger dine forordninger, Sl 119:45. Sandheden skal gøre jer frie, Joh 8:32. De, der bliver gjort fri for synd, får evigt liv, Rom 6:19-23. Hvor Herrens ånd er, dér er der frihed, 2 Kor 3:17. Kristus har befriet os til frihed, Gal 5:1 (L&P 88:86). Menneskene er frie til at vælge frihed og evigt liv, 2 Ne 2:27. En retfærdig gren af Israels hus skal blive ført ud af fangenskab til frihed, 2 Ne 3:5. Dette land skal være et land, hvor der er frihed, 2 Ne 10:11. De anråbte Herren om frihed, Alma 43:48-50. Moroni plantede frihedens banner blandt nefitterne, Alma 46:36. Moroni glædede sig over sit lands frihed, Alma 48:11. Guds ånd er frihedens ånd, Alma 61:15. Følg mig, så skal I blive et frit folk, L&P 38:22. Herren og hans tjenere forkynder frihed for de fangne ånder, L&P 138:18, 31, 42.