Johannes’ Åbenbaring

Den sidste bog i Det Nye Testamente. Denne åbenbaring blev givet til apostlen Johannes, som fik lov til at se verdens historie, især de sidste dage (Åb 1:1-2; 1 Ne 14:18-27; L&P 77). Johannes’ Åbenbaring kendes også som Apokalypsen.

Johannes modtog denne åbenbaring på Herrens dag på øen Patmos (Åb 1:9-10) ud for Tyrkiets kyst, ikke langt fra Efesos. Man ved ikke nøjagtig, hvornår åbenbaringen blev givet.

Der findes nøgler til en større forståelse af bogen i Nefis Første Bog 14:18-27 og Lære og Pagter 77 (Eter 4:15-16).

Kapitlerne 1-3 er en indledning til bogen og breve til de syv menigheder i provinsen Asien. Johannes skrev brevene for at hjælpe de hellige med at løse visse problemer. Kapitlerne 4-5 rummer syner, hvori Johannes så Guds og Kristi storhed og retfærdige magt. I kapitlerne 6-9 og 11 beskriver Johannes, hvordan han så en bog med syv segl, hvor hvert segl symboliserer ét tusind år af jordens timelige historie. Disse kapitler handler hovedsagelig om begivenheder, som er indeholdt i det syvende segl (se Åb 8-9; 11:1-15). Kapitel 10 handler om en bog, som Johannes slugte. Bogen symboliserer en fremtidig mission, som han skulle udføre. Kapitel 12 rummer et syn om den ugudelighed, der begyndte i himlen, da Satan gjorde oprør og blev stødt ud. Den krig, som indledtes dér, udkæmpes stadig på jorden. I kapitlerne 13 og 17-19 beskriver Johannes de ugudelige, jordiske riger, som Satan har herredømme over, og han beskriver deres skæbne og det ondes endelige undergang. Kapitlerne 14-16 beskriver de helliges retfærdighed midt blandt ugudeligheden umiddelbart før Kristi genkomst. Kapitlerne 20-22 beskriver tusindårsriget, den smukke by Det Ny Jerusalem og de sidste begivenheder i jordens historie.