Førstefødte

På de gamle patriarkers tid fik den førstefødte søn førstefødselsretten (1 Mos 43:33) og arvede således ansvaret for at lede familien, når faderen døde. Den førstefødte måtte være værdig for at kunne overtage dette ansvar (1 Krøn 5:1-2) og kunne miste sin førstefødselsret, hvis han ikke var retfærdig.

Under Moseloven blev den førstefødte betragtet som Guds ejendom. Den førstefødte fik dobbelt andel af alt, hvad hans far ejede (5 Mos 21:17). Efter faderens død havde han ansvaret for at tage sig af sin mor og sine søstre.

Alle førstefødte handyr tilhørte også Gud. Rene dyr blev brugt som offerdyr, mens urene dyr blev indløst, solgt eller slået ihjel (2 Mos 13:2, 11-13; 34:19-20; 3 Mos 27:11-13, 26-27).

Den førstefødte symboliserede Jesus Kristus og hans jordiske virke og mindede folket om den store Messias’ komme (Moses 5:4-8; 6:63).

Jesus var den førstefødte af vor himmelske Faders åndelige børn – Faderens Enbårne i kødet – og den første, som opstod fra de døde i opstandelsen (Kol 1:13-18). Alle trofaste hellige bliver medlemmer af den førstefødtes menighed i evigheden (L&P 93:21-22).