Bespottelse

Respektløs eller uærbødig omtale af Gud eller andet, som er helligt.

Jøderne anklagede flere gange Jesus for gudsbespottelse, fordi han hævdede, at han havde ret til at give syndsforladelse (Matt 9:2-3; Luk 5:20-21), fordi han kaldte sig Guds Søn (Joh 10:22-36; 19:7), og fordi han sagde, at de skulle se ham sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer (Matt 26:64-65). Disse anklager havde været gyldige, hvis han rent faktisk ikke havde været den, han sagde, han var. Den anklage, som falske vidner fremførte mod ham i Rådet (Matt 26:59-61), lød på bespottelse af Guds tempel. Bespottelse af Helligånden, hvilket vil sige bevidst at fornægte Kristus efter at have modtaget fuldkommen kundskab om ham, er den utilgivelige synd (Matt 12:31-32; Mark 3:28-29; L&P 132:27).