Ånd

Den del af et levende væsen, som eksisterer før den jordiske fødsel, bor i det jordiske legeme, mens vedkommende er på jorden, og fortsætter med at eksistere som et særskilt væsen indtil opstandelsen. Alt levende – mennesker, dyr og planter – var ånder, før der fandtes nogen form for liv på jorden (1 Mos 2:4-5; Moses 3:4-7). Det åndelige legeme ser ud som det fysiske legeme (1 Ne 11:11; Eter 3:15-16; L&P 77:2; 129). Ånd er stof, men er finere og renere end noget jordisk materiale (L&P 131:7).

Ethvert menneske er bogstaveligt søn eller datter af Gud, i og med at det er født som en ånd af himmelske forældre, inden det bliver født af jordiske forældre (Hebr 12:9). Ethvert menneske på jorden har ud over det fysiske legeme af kød og knogler også et udødeligt åndeligt legeme. I skrifterne kaldes ånden og legemet tilsammen til tider for en sjæl (L&P 88:15; Moses 3:7, 9, 19; Abr 5:7). En ånd kan leve uden et fysisk legeme, men et fysisk legeme kan ikke leve uden en ånd (Jak 2:26). Den fysiske død består i åndens adskillelse fra legemet. Ved opstandelsen genforenes ånden med det samme fysiske legeme af kød og knogler, som den besad i den jordiske tilstand, dog med to væsentlige forskelle: De to bliver aldrig igen adskilt, og det fysiske legeme er udødeligt og fuldkommengjort (Alma 11:45; L&P 138:16-17).