David

En konge over det fordums Israel fra Det Gamle Testamente.

David var søn af Isaj, som var af Judas stamme. Han var en modig ung mand, som slog både en løve, en bjørn og filisterkæmpen Goliat ihjel (1 Sam 17). David blev udvalgt og salvet til at være konge over Israel. Ligesom Saul gjorde han sig i sit voksenliv skyldig i alvorlige forbrydelser, men i modsætning til Saul var han i stand til at udvise oprigtig anger. Han opnåede derfor tilgivelse for sine synder bortset fra mordet på Urias (L&P 132:39). Hans liv kan opdeles i fire dele: (1) i Betlehem, hvor han var fårehyrde (1 Sam 16-17); (2) ved kong Sauls hof (1 Sam 18:1-19:18); (3) som flygtning (1 Sam 19:18-31:13; 2 Sam 1); (4) som konge over Juda i Hebron (2 Sam 2-4), og senere som konge over hele Israel (2 Sam 5-24; 1 Kong 1:1-2:11).

Davids ægteskabsbrud med Batseba blev efterfulgt af en række ulykker, som skæmmede de sidste tyve år af hans liv. Nationen som helhed nød fremgang under Davids regeringstid, men han selv led under følgerne af sine synder. Der var konstante familiefejder, som i Absaloms og Adonijas tilfælde førte til åbent oprør. Disse begivenheder opfylder de ord, som profeten Natan udtalte over David på grund af dennes synder (2 Sam 12:7-13).

På trods af disse ulykker var Davids regeringstid den bedste i Israels historie, for (1) han forenede stammerne til ét folk, (2) han sikrede en ubetinget besiddelse af hele landet, (3) han baserede sit styre på den sande religion, således at Guds vilje var lov i Israel. Det var af disse årsager, at Davids regeringstid senere blev betragtet som nationens guldalder og som billede på den storhedstid, som skulle komme med Messias (Es 16:5; Jer 23:5; Ez 37:24-28).

Davids liv viser, at alle mennesker må holde ud i retfærdighed til enden. Da han var ung mand, sagde man om ham, at han var en mand efter Herrens hjerte (1 Sam 13:14); som voksen mand talte han ved Ånden og modtog mange åbenbaringer. Men han betalte en høj pris for sin ulydighed mod Guds befalinger (L&P 132:39).