Johannes, Zebedæus’ søn
En af De Tolv Apostle fra Det Nye Testamente. Han var søn af Zebedæus og bror til Jakob. I sine unge år var han fisker (Mark 1:17-20). Det er sandsynligvis ham, der er den unavngivne discipel af Johannes Døber, som nævnes i Johannesevangeliet 1:40. Senere blev han kaldet til at være en af Jesu Kristi disciple (Matt 4:21-22; Luk 5:1-11). Han skrev Johannesevangeliet, tre breve og Johannes’ Åbenbaring. Han var en af de tre, som var sammen med Jesus, da Jairus’ datter blev vakt til live (Mark 5:35-42), på Forklarelsens Bjerg (Matt 17:1-9) og i Getsemane (Matt 26:36-46). I sit evangelium omtaler han sig selv som den discipel, Jesus elskede (Joh 13:23; 21:20), og som »den anden discipel« (Joh 20:2-8). Jesus kaldte ham og hans bror for Boanerges, »Tordensønner« (Mark 3:17). Han nævnes hyppigt i beretningerne om korsfæstelsen og opstandelsen (Luk 22:8; Joh 18:15; 19:26-27; 20:2-8; 21:1-2). Johannes blev senere forvist til øen Patmos, hvor han skrev Johannes’ Åbenbaring (Åb 1:9).
Johannes nævnes ofte i nutidig åbenbaring (1 Ne 14:18-27; 3 Ne 28:6; Eter 4:16; L&P 7; 27:12; 61:14; 77; 88:141). Disse skriftsteder bekræfter den bibelske beretning om Johannes og giver yderligere indsigt i hans storhed og betydningen af den gerning, som Herren pålagde ham at udføre på jorden på Det Nye Testamentes tid og i de sidste dage. Skrifter fra de sidste dage slår fast, at Johannes ikke døde, men fik lov til at forblive på jorden som tjenende engel indtil Herrens genkomst (Joh 21:20-23; 3 Ne 28:6-7; L&P 7).
Johannesbrevene
Skønt forfatteren til disse tre breve ikke nævner sig selv ved navn, minder sproget så klart om apostlen Johannes’, at man antager, at han har skrevet alle tre.
I Første Johannesbrev 1 opfordres de hellige til at opnå fællesskab med Gud. I kapitel 2 fremhæves det, at det er ved lydighed, at de hellige lærer Gud at kende, og de formanes til ikke at elske verden. I kapitel 3 opfordres alle til at blive Guds børn og at elske hverandre. I kapitel 4 forklares det, at Gud er kærlighed og bor i dem, der elsker ham. I kapitel 5 forklares det, at de hellige fødes af Gud ved tro på Kristus.
Andet Johannesbrev minder om Første Johannesbrev. I brevet glæder Johannes sig over »den udvalgte frues« trofaste børn.
Tredje Johannesbrev roser en mand ved navn Gajus for hans trofasthed og hjælpsomhed mod dem, som elsker sandheden.
Johannesevangeliet
I denne bog i Det Nye Testamente aflægger Johannes vidnesbyrd om, at (1) Jesus er Kristus, eller Messias, og at (2) Jesus er Guds Søn (Joh 20:31). De hændelser fra Jesu liv, som han beskriver, er nøje udvalgt og fremsat med dette formål for øje. Bogen begynder med en udtalelse om Kristi status i forudtilværelsen: Han var hos Gud, han var Gud og han skabte alt. Han blev født i kødet som Faderens enbårne Søn. Johannes opridser Jesu tjenestegerning med særlig vægt på hans guddommelighed og opstandelse fra de døde. Han fastslår helt tydeligt, at Jesus er Guds Søn, hvilket bekræftes af hans mirakler, af vidner, af profeter og af Kristi egne ord. Johannes underviser ved at stille lys op mod mørke, sandhed op mod vildfarelse, godt op mod ondt, Gud op mod Djævelen. Der er næppe nogen anden optegnelse, hvori Jesu hellighed og de jødiske lederes troløshed udtrykkes så klart som her.
Johannes skrev hovedsageligt om Jesu virke i Judæa, og især om den sidste uge af hans jordiske tjenestegerning, hvorimod Matthæus, Markus og Lukas hovedsageligt skrev om hans virke i Galilæa. Adskillige dele fra dette evangelium er blevet tydeliggjort af nutidig åbenbaring (L&P 7 og L&P 88:138-141).
For en oplistning af de begivenheder i Frelserens liv, der beskrives i Johannesevangeliet henvises til Synopsis af evangelierne i tillægget.