Evnen til at udrette noget. Når man har magt over nogen eller noget, kan man styre eller beherske den pågældende person eller genstand. I skrifterne er magt ofte knyttet til Guds magt eller himlens magt. Den er ofte nært forbundet med præstedømmets myndighed, som er retten til at handle på Guds vegne.
Jeg har ladet dig bestå netop for at vise dig min magt, 2 Mos 9:16 .
Gud er den, der væbner mig med styrke, 2 Sam 22:33 .
Hold ikke det gode tilbage, når det står i din magt at yde det, Ordsp 3:27 .
Jeg er fyldt med kraft ved Herrens ånd, Mika 3:8 .
Mig er givet al magt i himlen og på jorden, Matt 28:18 .
De blev slået af forundring over hans lære, for der var myndighed bag hans ord, Luk 4:32 .
Bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje, Luk 24:49 .
Alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, Joh 1:12 (L&P 11:30 ).
I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, ApG 1:8 .
I som af Guds magt ved troen bevares til frelse, 1 Pet 1:3-5 .
Skønt et menneske kan have magt til at gøre mange mægtige gerninger, så må han dog falde, hvis han praler af sin egen styrke, L&P 3:4 .
Kraften til at gøre godt findes i ethvert menneske, L&P 58:27-28 .
Guddommelighedens kraft tilkendegives i det melkisedekske præstedømmes ordinancer, L&P 84:19-22 .
Præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet med himlens kræfter, L&P 121:34-46 .