I skrifterne kan fred enten betyde frihed fra strid og uro eller den indre ro og tryghed, der affødes af den Ånd, som Gud skænker sine trofaste hellige.
Han gør ende på krige, Sl 46:10 .
De skal ikke mere oplæres til krig, Es 2:4 .
Den fred, Gud skænker de lydige
Frelseren skal kaldes Freds Fyrste, Es 9:5 .
De gudløse har ikke fred, Es 48:22 .
Der var en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste, fred til mennesker, Luk 2:13-14 .
Fred efterlader jeg jer, Joh 14:27 .
Guds fred, som overgår al forstand, Fil 4:7 .
Kong Benjamins folk fik fred med samvittigheden, Mosi 4:3 .
Hvor herlige på bjergene er ikke fødderne af dem, der forkynder fred, Mosi 15:14-18 (Es 52:7 ).
Alma anråbte Herren og fandt fred, Alma 38:8 .
De retfærdiges ånder bliver modtaget i en tilstand af fred, Alma 40:12 .
Gød jeg ikke fred i dit sind angående sagen, L&P 6:23 .
Vandr i min Ånds sagtmodighed, så skal du få fred i mig, L&P 19:23 .
Den, der gør retfærdigheds gerninger, skal få fred, L&P 59:23 .
Klæd jer i næstekærlighedens bånd, som er fuldkommenhedens og fredens bånd, L&P 88:125 .
Min søn, lad der være fred i din sjæl, L&P 121:7 .