Skrifterne
Mosijas Bog 3


Kapitel 3

Kong Benjamin fortsætter sin tale – Herren den Almægtige vil tjene blandt menneskene i en bolig af ler – Der kommer blod fra hver pore, mens han soner for verdens synder – Hans navn er det eneste, hvorved frelse kan blive menneskene til del – Mennesker kan aflægge det naturlige menneske og blive hellige ved forsoningen – De ugudeliges pinsler skal være som en sø af ild og svovl. Omkring 124 f.Kr.

1 Og videre, mine brødre, vil jeg bede om jeres opmærksomhed, for jeg har noget mere at sige jer; for se, jeg har noget at fortælle jer om det, der skal komme.

2 Og det, som jeg vil fortælle jer, er blevet mig kundgjort af en engel fra Gud. Og han sagde til mig: Vågn op; og jeg vågnede, og se, han stod foran mig.

3 Og han sagde til mig: Vågn op, og hør de ord, som jeg skal sige til dig; for se, jeg er kommet for at kundgøre dig glædelige tidender om stor glæde.

4 For Herren har hørt dine bønner og har bedømt din retfærdighed og har sendt mig for at kundgøre dette for dig, så du kan fryde dig, og så du kan kundgøre dette for dit folk, så de også kan blive fyldt af glæde.

5 For se, den tid kommer og er ikke langt borte, da Herren den Almægtige, som regerer, som var og er fra al evighed til al evighed, med kraft skal komme ned fra himlen blandt menneskenes børn og skal bo i en bolig af ler og skal gå omkring blandt menneskene, idet han udfører mægtige mirakler, såsom at helbrede de syge, oprejse de døde, få de lamme til at gå, de blinde til at få deres syn og de døve til at høre og helbrede alle slags sygdomme.

6 Og han skal uddrive djævle eller de onde ånder, som bor i menneskenes børns hjerte.

7 Og se, han skal lide fristelser og legemlige smerter, sult, tørst og udmattelse, ja, mere end mennesker kan udholde, uden at det forvolder døden; for se, der kommer blod fra hver pore, så stor skal hans kval være over sit folks ugudelighed og vederstyggeligheder.

8 Og han skal kaldes Jesus Kristus, Guds Søn, himlens og jordens Fader, skaberen af alt fra begyndelsen; og hans mor skal hedde Maria.

9 Og se, han kommer til sine egne, for at frelse kan blive menneskenes børn til del, ja, ved tro på hans navn; og selv efter alt dette skal de betragte ham som et menneske og sige, at han har en djævel i sig, og skal piske ham og skal korsfæste ham.

10 Og han skal på tredjedagen opstå fra de døde; og se, han står frem for at dømme verden; og se, alt dette sker, så der kan blive fældet en retfærdig dom over menneskenes børn.

11 For se, hans blod soner også for de synder, der er begået af dem, der er faldet ved Adams overtrædelse, og som døde uden at kende til Guds vilje angående sig, eller som har syndet i uvidenhed.

12 Men ve, ve den, der ved, at han sætter sig op imod Gud! For frelse bliver ikke sådanne til del, undtagen ved omvendelse og tro på den Herre Jesus Kristus.

13 Og Gud Herren har sendt sine hellige profeter blandt alle menneskenes børn for at kundgøre dette for alle stammer, folkeslag og tungemål, så derved hver den, som tror, at Kristus skal komme, han kan få forladelse for sine synder og fryde sig med overordentlig stor glæde, ja, som om han allerede var kommet blandt dem.

14 Imidlertid så Gud Herren, at hans folk var et stivnakket folk, og han fastsatte en lov for dem, nemlig Moseloven.

15 Og mange tegn og undere og sindbilleder og skygger viste han dem angående sit komme; og hellige profeter talte også til dem angående hans komme; og dog forhærdede de hjertet og forstod ikke, at Moseloven ikke er til nogen nytte, hvis det ikke var for forsoningen ved hans blod.

16 Og selv om det var muligt, at små børn kunne synde, kunne de ikke blive frelst; men jeg siger dig, de er velsignede; for se, ligesom de falder i Adam eller af naturen, således soner Kristi blod for deres synder.

17 Og endvidere siger jeg til dig, at der ikke skal gives noget andet navn eller nogen anden vej eller noget andet middel, hvorved frelse kan blive menneskenes børn til del, undtagen i og ved Kristi, Herren den Almægtiges, navn.

18 For se, han dømmer, og hans dom er retfærdig; og spædbarnet, der dør i sin barndom, fortabes ikke; men menneskene drikker fordømmelse til deres egen sjæl, medmindre de ydmyger sig og bliver som små børn og tror på, at frelse var og er og skal komme i og ved Kristi, Herren den Almægtiges, forsonende blod.

19 For det naturlige menneske er en fjende af Gud og har været det fra Adams fald og vil være det for evigt og altid, medmindre han giver efter for Helligåndens tilskyndelser og aflægger det naturlige menneske og bliver en hellig ved Herren Kristi forsoning og bliver som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underordne sig alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge ham, ligesom et barn underordner sig sin far.

20 Og endvidere siger jeg til dig, at den tid skal komme, da kundskaben om en frelser skal blive spredt blandt alle folkeslag, stammer, tungemål og folk.

21 Og se, når den tid kommer, skal ingen, bortset fra små børn, blive fundet ulastelige for Gud, undtagen ved omvendelse og tro på Herrens, Gud den Almægtiges, navn.

22 Og selv på dette tidspunkt, hvor du har lært dit folk det, som Herren din Gud har befalet dig, selv da findes de ikke mere ulastelige i Guds øjne, undtagen i overensstemmelse med de ord, som jeg har talt til dig.

23 Og nu har jeg talt de ord, som Gud Herren har befalet mig.

24 Og så siger Herren: De skal stå som et klart vidnesbyrd mod dette folk på dommedagen, hvorfor de skal dømmes, enhver efter sine gerninger, om de er gode, eller om de er onde.

25 Og hvis de er onde, overgives de til en forfærdelig bevidsthed om deres egen skyld og vederstyggeligheder, hvilket får dem til at vige tilbage fra Herrens nærhed til en tilstand af elendighed og uendelig pinsel, hvorfra de ikke mere kan vende tilbage; derfor har de drukket fordømmelse til deres egen sjæl.

26 Derfor har de drukket af Guds vredes bæger, hvilket retfærdigheden ikke kunne hindre dem i mere, end den kunne hindre Adam i at falde, fordi han spiste af den forbudne frugt; derfor kan barmhjertigheden aldrig mere for evigt have krav på dem.

27 Og deres pinsel er som en af ild og svovl, hvis flammer er uudslukkelige, og hvis røg stiger op for evigt og altid. Således har Herren befalet mig. Amen.