Afsnit 100
Åbenbaring givet til profeten Joseph Smith og Sidney Rigdon i Perrysburg, New York, den 12. oktober 1833. De to brødre, som havde været borte fra deres familier i adskillige dage, følte sig urolige for dem.
1-4: Joseph og Sidney skal prædike evangeliet til frelse for sjæle. 5-8: Det skal blive givet dem i samme stund, hvad de skal sige. 9-12: Sidney skal være talsmand, og Joseph skal være åbenbarer og overbevisende i vidnesbyrd. 13-17: Herren vil oprejse et rent folk, og de lydige skal blive frelst.
1 Sandelig, så siger Herren til jer, mine venner Sidney og Joseph: Jeres familier har det godt; de er i mine hænder, og jeg vil gøre med dem, som det synes mig bedst; for i mig er al magt.
2 Følg derfor mig, og lyt til det råd, som jeg skal give jer.
3 Se, jeg har mange mennesker på dette sted, i egnene rundt omkring; og en dør til rige muligheder skal blive åbnet i egnene rundt omkring i dette østlige land.
4 Derfor har jeg, Herren, ladet jer komme til dette sted; for således anså jeg det for nødvendigt til frelse for sjæle.
5 Derfor, sandelig siger jeg jer: Opløft jeres røst for dette folk; udtal de tanker, som jeg vil indgive jer i hjertet, så skal I ikke blive beskæmmet for mennesker.
6 For det skal blive givet jer i samme stund, ja, i samme øjeblik, hvad I skal sige.
7 Men jeg giver jer den befaling, at hvad som helst I kundgør i mit navn, det skal I i alle ting kundgøre i hjertets alvor, i en ånd af sagtmodighed.
8 Og jeg giver jer dette løfte, at for så vidt som I gør dette, skal Helligånden blive udgydt for at bevidne alt, hvad I end skal sige.
9 Og jeg anser det for nødvendigt, at du, min tjener Sidney, bliver talsmand over for dette folk; ja, sandelig, jeg vil ordinere dig til dette kald, ja, til at være talsmand for min tjener Joseph.
10 Og jeg vil give ham kraft til at være mægtig med hensyn til at aflægge vidnesbyrd.
11 Og jeg vil give dig kraft til at være mægtig med hensyn til at udlægge alle skrifter, så du kan være talsmand for ham, og han skal være åbenbarer for dig, så du må kende vitterligheden af alt, der vedrører det, der hører til mit rige på jorden.
12 Fortsæt derfor jeres rejse, og lad jeres hjerte fryde sig; for se, jeg er med jer lige indtil enden.
13 Og se, jeg giver jer et ord angående Zion. Zion skal blive genrejst, skønt hun bliver revset en kort tid.
14 Dine brødre, mine tjenere Orson Hyde og John Gould, er i mine hænder, og for så vidt som de holder mine befalinger, skal de blive frelst.
15 Lad derfor jeres hjerte finde trøst; for alt skal virke sammen til gavn for dem, som vandrer retsindigt og til helliggørelse af kirken.
16 For jeg vil oprejse mig et rent folk, som vil tjene mig i retfærdighed.
17 Og alle, der påkalder Herrens navn og holder hans befalinger, skal blive frelst. Således er det. Amen.