1 Denne dag forsamledes et fælles råd af fireogtyve højpræster i Joseph Smith jun.s hus i henhold til en åbenbaring og skred til at organisere Kristi kirkes højråd, som skulle bestå af tolv højpræster og en eller tre præsidenter, alt efter hvad sagen måtte kræve.

2 Højrådet blev ved åbenbaring oprettet med det formål at bilægge alvorlige tvister, som måtte opstå i kirken, og som ikke har kunnet afgøres af menigheden eller biskoppens råd til parternes tilfredshed.

3 Joseph Smith jun., Sidney Rigdon og Frederick G. Williams blev ved rådets stemme godkendt som præsidenter; og Joseph Smith sen., John Smith, Joseph Coe, John Johnson, Martin Harris, John S. Carter, Jared Carter, Oliver Cowdery, Samuel H. Smith, Orson Hyde, Sylvester Smith og Luke Johnson, der er højpræster, blev af rådet enstemmigt udvalgt til at være et stående råd for kirken.

4 De ovennævnte rådsmedlemmer blev derefter spurgt, om de tog imod deres udnævnelse, og om de ville handle i dette embede i overensstemmelse med himlens lov, hvortil de alle svarede, at de tog imod deres udpegelse og ville beklæde deres embede efter den nåde, som Gud havde skænket dem.

5 Antallet af dem, som udgjorde rådet, og som i kirkens navn og på vegne af denne stemte med henblik på at udpege de ovennævnte rådsmedlemmer, var treogfyrre, som følger: ni højpræster, sytten ældster, fire præster og tretten medlemmer.

6 Vedtaget: At højrådet ikke kan have magt til at handle, uden at syv af de ovennævnte rådsmedlemmer eller deres behørigt udpegede efterfølgere er til stede.

7 Disse syv skal have magt til at udpege andre højpræster, som de måtte anse for værdige og i stand til at handle i fraværende rådsmedlemmers sted.

8 Vedtaget: At når der opstår en ledig plads på grund af en af ovennævnte rådsmedlemmers død, afsættelse fra embedet på grund af overtrædelse eller flytning uden for grænserne for denne kirkeenhed, skal den udfyldes efter indstilling fra præsidenten eller præsidenterne og godkendes ved afstemning i et overordnet råd af højpræster, som er samlet med dette formål for at handle i kirkens navn.

9 Kirkens præsident, som også er rådets præsident, udpeges ved åbenbaring og godkendes i sin forvaltning ved kirkens stemme.

10 Og det er i medfør af hans embedes værdighed, at han skal præsidere over kirkens råd; og det er hans privilegium at blive bistået af to andre præsidenter, som er blevet udpeget på samme måde, som han selv blev udpeget.

11 Og i tilfælde af, at den ene eller begge de, som er blevet udpeget til at bistå ham, er fraværende, har han magt til at præsidere over rådet uden en hjælper; og i tilfælde af, at han selv er fraværende, har de andre præsidenter, begge to eller blot den ene af dem, magt til at præsidere i hans sted.

12 Når et højråd i Kristi kirke er behørigt organiseret i overensstemmelse med ovennævnte mønster, påhviler det de tolv rådsmedlemmer at trække et nummer og derved fastslå, hvem af de tolv der skal tale først, begyndende med nummer et og så fremdeles i rækkefølge indtil nummer tolv.

13 Når dette råd samles for at behandle en sag, skal de tolv rådsmedlemmer overveje, om den er vanskelig eller ej; hvis den ikke er det, skal kun to af rådsmedlemmerne udtale sig om den efter ovenstående retningslinjer.

14 Men hvis den forekommer at være vanskelig, skal der udpeges fire; og hvis den er meget vanskelig, seks; men i intet tilfælde skal flere end seks udpeges til at tale.

15 Den anklagede har i alle tilfælde ret til den ene halvdel af rådet til at forhindre krænkelse eller uretfærdighed.

16 Og de rådsmedlemmer, der er blevet udpeget til at tale for rådet, skal, efter at beviserne er blevet gennemgået, fremstille sagen i dens sande lys for rådet; og hver mand skal tale i overensstemmelse med rimelighed og retfærdighed.

17 De rådsmedlemmer, der trækker lige numre, det vil sige 2, 4, 6, 8, 10 og 12, er dem, der skal stå op for den anklagede og forebygge krænkelse eller uretfærdighed.

18 I alle tilfælde skal anklageren og den anklagede have ret til at tale for sig selv for rådet, efter at beviserne er blevet hørt, og de rådsmedlemmer, som er blevet udpeget til at tale i sagen, har afsluttet deres bemærkninger.

19 Efter at beviserne er blevet hørt, og rådsmedlemmerne, anklageren og den anklagede har talt, skal præsidenten komme med en afgørelse i overensstemmelse med den forståelse, som han har af sagen, og opfordre de tolv rådsmedlemmer til at godkende denne ved deres stemme.

20 Men skulle de øvrige rådsmedlemmer, som ikke har talt, eller nogen af dem efter med upartiskhed at have hørt beviserne og indlæggene finde en fejl i præsidentens afgørelse, kan de tilkendegive det, og sagen skal så prøves på ny.

21 Og hvis der, efter at den omhyggeligt er blevet prøvet på ny, bliver kastet yderligere lys over sagen, skal afgørelsen ændres i overensstemmelse hermed.

22 Men i tilfælde af, at der ikke gives yderligere lys, skal den første afgørelse stå ved magt, idet flertallet i rådet har magt til at beslutte dette.

23 I tilfælde af en tvist angående lære eller princip kan præsidenten, hvis der ikke findes skrevet tilstrækkelig meget til at gøre sagen tydelig for rådsmedlemmernes sind, adspørge og få Herrens sind tilkendegivet ved åbenbaring.

24 Højpræsterne har, når de tjener ude, magt til at kalde og organisere et råd på ovennævnte måde til at afgøre tvister, når parterne eller den ene af dem anmoder om det.

25 Og det pågældende råd af højpræster skal have magt til at udpege en fra deres egen gruppe til at præsidere over et sådant råd, så længe det varer.

26 Det påhviler det pågældende råd straks at sende en afskrift af deres protokol sammen med en fuldstændig redegørelse for det vidnesbyrd, der knytter sig til deres afgørelse, til højrådet på det sted, hvor Det Første Præsidentskab for kirken har sæde.

27 Skulle parterne eller den ene af dem være utilfreds med det pågældende råds afgørelse, kan de anke den til højrådet på det sted, hvor Det Første Præsidentskab for kirken har sæde, og få foretaget en genbehandling, idet sagen da skal behandles efter de tidligere beskrevne retningslinjer, som om der ikke var blevet truffet nogen sådan afgørelse.

28 Dette råd af højpræster, som tjener ude, skal kun indkaldes til at behandle de vanskeligste sager angående kirkens anliggender; og ingen almindelig eller ordinær sag skal være tilstrækkelig til at indkalde et sådant råd.

29 De omrejsende højpræster eller de højpræster, som bor ude, har magt til at afgøre, om det er nødvendigt at indkalde et sådant råd eller ej.

30 Der er en forskel mellem det højråd, eller de omrejsende højpræster, der tjener ude, og det omrejsende højråd, som består af de tolv apostle, med hensyn til deres afgørelser.

31 Førstnævntes afgørelse kan ankes; men sidstnævntes afgørelse kan ikke.

32 Sidstnævnte kan kun drages i tvivl af kirkens generalautoriteter i tilfælde af overtrædelse.

33 Besluttet: At præsidenten eller præsidenterne på det sted, hvor Det Første Præsidentskab for kirken har sæde, skal have magt til at beslutte, om en sådan sag, der måtte blive anket, rettelig er berettiget til at blive genbehandlet, efter at de har gennemgået ankemålet og de beviser og redegørelser, der knytter sig til det.

34 De tolv rådsmedlemmer skred derefter til at trække lod eller numre, for at fastslå, hvem der skulle tale først, og resultatet var som følger, nemlig: 1. Oliver Cowdery, 2. Joseph Coe, 3. Samuel H. Smith, 4. Luke Johnson, 5. John S. Carter, 6. Sylvester Smith, 7. John Johnson, 8. Orson Hyde, 9. Jared Carter, 10. Joseph Smith sen., 11. John Smith, 12. Martin Harris.Efter bøn blev konferencemødet hævet.