Afsnit 103
Åbenbaring givet gennem profeten Joseph Smith i Kirtland, Ohio, den 24. februar 1834. Denne åbenbaring blev modtaget, efter at Parley P. Pratt og Lyman Wight var ankommet til Kirtland, Ohio, fra Missouri for at rådføre sig med profeten om nødhjælp til de hellige og deres genindsættelse på deres jordlodder i Jackson County.
1-4: Derfor tillod Herren de hellige i Jackson County at blive forfulgt. 5-10: De hellige skal sejre, hvis de holder befalingerne. 11-20: Zions genrejsning skal ske ved magt, og Herren vil drage foran sit folk. 21-28: De hellige skal samle sig i Zion, og de, der nedlægger livet, skal finde det igen. 29-40: Forskellige brødre bliver kaldet til at organisere Zions Hær og drage til Zion; de får løfte om, at de vil sejre, hvis de er trofaste.
1 Sandelig siger jeg jer, mine venner: Se, jeg vil give jer en åbenbaring og befaling, så I kan vide, hvordan I skal handle, hvad angår udførelsen af jeres pligter med hensyn til at frelse og genrejse jeres brødre, som er blevet spredt i Zions land,
2 fordrevet og slået ved mine fjenders hænder, over hvem jeg, når jeg anser tiden for at være inde, vil udøse min vrede uden mål.
3 For jeg har tilladt dem det indtil nu, så de kunne fylde deres syndigheds mål, så deres bæger kunne blive fyldt;
4 og så de, som kalder sig ved mit navn, måtte blive revset en kort tid med en hård og alvorlig revselse, fordi de ikke helt gav agt på de forskrifter og befalinger, som jeg gav dem.
5 Men sandelig siger jeg jer, at jeg har forordnet en forordning, som mit folk vil erkende, for så vidt som de fra selve denne stund giver agt på det råd, som jeg, Herren deres Gud, vil give til dem.
6 Se, de skal, for det har jeg forordnet, begynde at få overhånd over mine fjender fra selve denne stund.
7 Og ved omhyggeligt at iagttage alle de ord, som jeg, Herren deres Gud, skal tale til dem, skal de aldrig ophøre med at have overhånd, førend verdens riger er lagt under mine fødder, og jorden bliver givet til de hellige, så de kan besidde den for evigt og altid.
8 Men for så vidt som de ikke holder mine befalinger og ikke er omhyggelige med at iagttage alle mine ord, skal verdens riger få overhånd over dem.
9 For de er blevet sat til at være et lys for verden og til at være frelsere for menneskene;
10 og for så vidt som de ikke er frelsere for menneskene, er de som salt, der har mistet sin kraft, og som derefter ikke duer til andet end til at blive kastet ud og trådt under fode af menneskene.
11 Men sandelig siger jeg jer: Jeg har forordnet, at jeres brødre, som er blevet spredt, skal vende tilbage til deres arvelande og skal opbygge Zions øde steder.
12 For efter megen modgang kommer, sådan som jeg har sagt jer i en tidligere befaling, velsignelsen.
13 Se, dette er den velsignelse, som jeg har lovet jer efter jeres modgang og jeres brødres modgang: Jeres genrejsning og jeres brødres genrejsning, nemlig deres tilbagevenden til Zions land, hvor de skal blive grundfæstet og aldrig mere omstyrtet.
14 Men hvis de besmitter deres arvelodder, skal de blive omstyrtet; for jeg vil ikke skåne dem, hvis de besmitter deres arvelodder.
15 Se, jeg siger jer: Zions genrejsning må nødvendigvis ske med magt;
16 derfor vil jeg lade fremstå for mit folk en mand, der skal lede dem, ligesom Moses ledte Israels børn.
17 For I er Israels børn og blandt Abrahams efterkommere, og I må nødvendigvis blive ledt ud af trældom med magt og med en udstrakt arm.
18 Og således som jeres fædre blev ledt i begyndelsen, på samme måde skal Zions genrejsning ske.
19 Vær derfor ikke modløse i hjertet, for jeg siger ikke til jer, ligesom jeg sagde til jeres fædre: Min engel skal drage op foran jer, men ikke mit nærvær.
20 Men til jer siger jeg: Mine engle skal drage op foran jer og også mit nærvær, og med tiden skal I tage det prægtige land i besiddelse.
21 Sandelig, sandelig siger jeg jer, at min tjener Joseph Smith jun. er den mand, med hvem jeg i den lignelse, som jeg har givet jer, lignede den tjener, til hvem vingårdens Herre talte.
22 Lad derfor min tjener Joseph Smith jun. sige til mit hus’ styrke, mine unge mænd og de midaldrende: Forsaml jer i Zions land, på det stykke land som jeg har købt for penge, der er blevet helliget mig.
23 Og lad alle menighederne sende vise mænd op med deres penge og købe jordlodder, sådan som jeg har befalet dem.
24 Og for så vidt som mine fjender kommer mod jer for at fordrive jer fra mit prægtige land, som jeg har helliget til at være Zions land, ja, fra jeres egne jordlodder, efter disse vidnesbyrd, som I har fremført for mig imod dem, skal I forbande dem;
25 og den, som I forbander, vil jeg forbande, og I skal hævne mig på mine fjender.
26 Og mit nærvær skal være med jer, ja, når I hævner mig på mine fjender indtil det tredje og det fjerde slægtled af dem, som hader mig.
27 Lad intet menneske være bange for at nedlægge sit liv for min skyld; for den, som nedlægger sit liv for min skyld, skal finde det igen.
28 Og den, som ikke er villig til at nedlægge sit liv for min skyld, er ikke min discipel.
29 Det er min vilje, at min tjener Sidney Rigdon skal opløfte sin røst i forsamlingerne i de østlige lande for at gøre menighederne beredt til at holde de befalinger, som jeg har givet dem angående Zions tilbagevenden og genrejsning.
30 Det er min vilje, at min tjener Parley P. Pratt og min tjener Lyman Wight ikke skal vende tilbage til deres brødres land, førend de har samlet grupper på ti eller på tyve eller på halvtreds eller på hundrede, indtil de har samlet et antal på fem hundrede af mit hus’ styrke, som skal drage op til Zions land.
31 Se, dette er min vilje: Bed, så skal I få; men menneskene gør ikke altid min vilje.
32 Hvis I derfor ikke kan samle fem hundrede, søg da flittigt, så I om muligt kan samle tre hundrede.
33 Og hvis I ikke kan samle tre hundrede, søg da flittigt, så I om muligt kan samle ét hundrede.
34 Men sandelig siger jeg jer: Den befaling giver jeg jer, at I ikke skal drage op til Zions land, førend I har samlet et hundrede af mit hus’ styrke til at drage med jer op til Zions land.
35 Derfor, som jeg har sagt jer: Bed, så skal I få; bed oprigtigt om, at min tjener Joseph Smith jun. om muligt må kunne drage med jer og præsidere i mit folks midte og organisere mit rige i det indviede land og grundfæste Zions børn på de love og befalinger, som er blevet og som skal blive givet jer.
36 Al sejr og ære bliver tilvejebragt for jer ved jeres flid, trofasthed og troens bønner.
37 Lad min tjener Parley P. Pratt rejse sammen med min tjener Joseph Smith jun.
38 Lad min tjener Lyman Wight rejse sammen med min tjener Sidney Rigdon.
39 Lad min tjener Hyrum Smith rejse sammen med min tjener Frederick G. Williams.
40 Lad min tjener Orson Hyde rejse sammen med min tjener Orson Pratt til det sted, som min tjener Joseph Smith jun. tilråder dem, for at opnå opfyldelsen af disse befalinger, som jeg har givet jer, og overlad det øvrige i mine hænder. Således er det. Amen.