Afsnit 119
Åbenbaring givet gennem profeten Joseph Smith i Far West, Missouri, den 8. juli 1838, som svar på hans bøn: »O Herre! Vis dine tjenere, hvor meget du kræver af dit folks ejendom i tiende.« Tiendeloven, som den forstås i dag, var ikke blevet givet til kirken forud for denne åbenbaring. Betegnelsen tiende i den netop citerede bøn og i tidligere åbenbaringer (64:23; 85:3; 97:11) betød ikke blot en tiendedel, men alle frivillige offergaver, eller bidrag, til kirken. Herren havde tidligere givet kirken loven om indvielse og forvaltning af ejendom, som medlemmerne (hovedsagelig de ledende ældster) forpligtede sig til at efterleve ved en pagt, der skulle være evigtvarende. Fordi mange ikke levede op til denne pagt, trak Herren den tilbage for en tid og gav i stedet tiendeloven til hele kirken. Profeten spurgte Herren, hvor meget af deres ejendom han forlangte til hellige formål. Svaret var denne åbenbaring.
1-5: De hellige skal indbetale deres overskydende ejendom og derefter som tiendebetaling give en tiendedel af deres tilvækst årligt. 6-7: En sådan fremgangsmåde vil helliggøre Zions land.
1 Sandelig, så siger Herren: Jeg kræver, at al deres overskydende ejendom skal lægges i hænderne på biskoppen for min kirke i Zion
2 til opførelsen af mit hus og til grundlæggelsen af Zion og til præstedømmet og til min kirkes præsidentskabs gæld.
3 Og dette skal være begyndelsen på mit folks tiendebetaling.
4 Og derefter skal de, som på denne måde er blevet afkrævet tiende, betale en tiendedel af hele deres indkomst årligt, og dette skal være en stående lov for dem for evigt, for mit hellige præstedømme, siger Herren.
5 Sandelig siger jeg jer: Det skal ske, at alle de, som samles i Zions land, skal afkræves tiende i form af deres overskydende ejendom og skal iagttage denne lov, ellers skal de ikke findes værdige til at bo iblandt jer.
6 Og jeg siger jer: Hvis mit folk ikke iagttager denne lov for at holde den hellig og ved denne lov helliggør Zions land for mig, så mine lovbud og retsregler kan overholdes deri, så det bliver allerhelligst, se, sandelig siger jeg jer: Da skal det ikke være Zions land for jer.
7 Og dette skal være et forbillede for alle Zions stave. Således er det. Amen.