Skrifterne
Lære og Pagter 127


Afsnit 127

Et brev fra profeten Joseph Smith til de sidste dages hellige i Nauvoo, Illinois, som indeholder anvisninger om dåb for de døde; dateret i Nauvoo, den 1. september 1842.

1-4: Joseph Smith fryder sig ved forfølgelse og modgang. 5-12: Der skal føres optegnelser om dåb for de døde.

1 I betragtning af, at Herren har åbenbaret for mig, at mine fjender både i Missouri og i denne stat igen er på jagt efter mig, og eftersom de jager mig uden årsag og ikke har den mindste skygge eller antydning af retfærdighed eller ret på deres side til at iværksætte deres sagsanlæg mod mig, og eftersom deres påstande alle er grundet på løgne af den sorteste farve, har jeg anset det for nødvendigt og víst at forlade dette sted for en kort tid for min egen og dette folks sikkerheds skyld. Jeg vil gerne sige til alle dem, med hvem jeg gør forretninger, at jeg har overladt mine anliggender til agenter og sekretærer, som vil udføre alle forretninger på en punktlig og korrekt måde og vil påse, at alle mine gældsposter bliver betalt til rette tid ved at afhænde ejendom eller på anden vis, som situationen måtte kræve, eller som omstændighederne måtte tillade. Når jeg erfarer, at uvejret er drevet helt over, så vender jeg igen tilbage til jer.

2 Og med hensyn til de farer, som jeg er blevet pålagt at gennemgå, så synes de mig kun ringe, eftersom menneskers misundelse og vrede har været min sædvanlige lod alle mit livs dage; og hvad grunden dertil er synes at være en gåde, medmindre jeg fra før verdens grundlæggelse har været ordineret til noget godt eller ondt, hvordan I nu vælger at kalde det. Døm selv. Gud kender alt dette, hvad enten det er godt eller ondt. Men dybt vand er ikke desto mindre det, som jeg er vant til at svømme i. Det er alt sammen blevet helt naturligt for mig, og jeg føler ligesom Paulus trang til fryde mig i prøvelser, for indtil denne dag har mine fædres Gud udfriet mig af dem alle og vil udfri mig fremover; for se, jeg skal sejre over alle mine fjender, for Gud Herren har talt det.

3 Lad derfor alle de hellige fryde sig og være overordentlig glade, for Israels Gud er deres Gud, og han skal udmåle en retfærdig gengældelse som belønning på hovedet af alle deres undertrykkere.

4 Og videre, sandelig, så siger Herren: Lad arbejdet med mit tempel og alt det arbejde, som jeg har pålagt jer, fortsætte og ikke høre op; og lad jeres flid og jeres udholdenhed og tålmodighed og jeres arbejde blive fordoblet, så skal I ingenlunde miste jeres belønning, siger Hærskarers Herre. Og hvis de forfølger jer, således forfulgte de også de profeter og retfærdige mænd, som var til før jer. For alt dette er der en belønning i himlen.

5 Og videre giver jeg jer et ord i forbindelse med dåben for jeres døde.

6 Sandelig, så siger Herren til jer angående jeres døde: Når nogen af jer bliver døbt for jeres døde, lad der da være en skriver, og lad ham være øjenvidne til jeres dåbshandlinger; lad ham høre med sine ører, så han kan vidne troværdigt, siger Herren;

7 således at alt det, I optegner, må blive optegnet i himlen; hvad som helst I binder på jorden, må blive bundet i himlen; hvad som helst I løser på jorden, må blive løst i himlen;

8 for jeg står i begreb med at gengive meget til jorden, som vedrører præstedømmet, siger Hærskarers Herre.

9 Og videre, lad alle optegnelserne blive holdt i orden, så de kan blive lagt i arkiverne i mit hellige tempel, for at de kan blive holdt i erindring fra slægtled til slægtled, siger Hærskarers Herre.

10 Jeg vil sige til alle de hellige, at jeg havde ønsket med et overordentlig stort ønske, at jeg kunne have talt til dem fra forhøjningen den førstkommende sabbat over emnet dåb for de døde. Men eftersom det ikke står i min magt at gøre dette, vil jeg fra tid til anden skrive Herrens ord om dette emne såvel som om meget andet og sende jer det med posten.

11 Nu slutter jeg mit brev for denne gang af mangel på mere tid; for fjenden står på spring, og som Frelseren sagde: Denne verdens fyrste kommer, men mig kan han intet gøre.

12 Se, min bøn til Gud er, at I alle må blive frelst. Og jeg underskriver mig som jeres tjener i Herren, profet og seer for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Joseph Smith.