Skrifterne
Lære og Pagter 60


Afsnit 60

Åbenbaring givet gennem profeten Joseph Smith i Independence, Jackson County, Missouri, den 8. august 1831. Ved denne lejlighed ønskede de ældster, der var rejst til Jackson County og havde deltaget i indvielsen af landet og tempelgrunden, at vide hvad de skulle gøre.

1-9: Ældsterne skal prædike evangeliet i de ugudeliges forsamlinger. 10-14: De bør ikke drive tiden væk, ej heller grave deres talenter ned. 15-17: De kan tvætte deres fødder som et vidnesbyrd mod dem, der forkaster evangeliet.

1 Se, så siger Herren til sin kirkes ældster, der hastigt skal vende tilbage til det land, hvorfra de kom. Se, det behager mig, at I er kommet herop;

2 men i nogle har jeg ikke behag, for de vil ikke åbne munden, men af frygt for mennesker skjuler de det talent, som jeg har givet dem. Ve sådanne, for min vrede er tændt imod dem.

3 Og det skal ske, at hvis de ikke er mere trofaste mod mig, så skal endog det, som de har, blive taget fra dem.

4 For jeg, Herren, hersker i himlene oventil og blandt jordens hære; og på den dag, da jeg samler mine juveler, skal alle mennesker vide, hvad det er, der vidner om Guds magt.

5 Men sandelig, jeg vil tale til jer angående jeres rejse til det land, hvorfra I er kommet. Lad der blive bygget eller købt et fartøj, som det synes jer bedst, det er mig lige meget, og begiv jer hurtigt af sted til det sted, som hedder St. Louis.

6 Og lad mine tjenere Sidney Rigdon, Joseph Smith jun. og Oliver Cowdery begive sig af sted derfra til Cincinnati;

7 og lad dem på det sted opløfte deres røst og kundgøre mit ord med høj røst uden vrede eller tvivl, idet de løfter hellige hænder over dem. For jeg er i stand til at gøre jer hellige, og jeres synder er tilgivet jer.

8 Og lad de øvrige begive sig af sted fra St. Louis, to og to, og prædike ordet, ikke i hast, i de ugudeliges forsamlinger, indtil de vender tilbage til de menigheder, hvorfra de kom.

9 Og alt dette til gavn for menighederne; i denne hensigt har jeg sendt dem af sted.

10 Og lad min tjener Edward Partridge give en del af de penge, som jeg har givet ham, til mine ældster, som er blevet befalet at vende tilbage;

11 og den, som er i stand dertil, lad ham tilbagebetale dem gennem agenten; og den, som ikke er det, af ham kræves det ikke.

12 Og nu taler jeg om de øvrige, som skal komme til dette land.

13 Se, de er blevet sendt ud for at prædike mit evangelium i de ugudeliges forsamlinger; derfor giver jeg dem en befaling, der lyder således: Du skal ikke drive tiden væk, ej heller skal du grave dit talent ned, så det ikke bliver kendt.

14 Og efter at du er kommet op til Zions land og har forkyndt mit ord, skal du hastigt vende tilbage og forkynde mit ord i de ugudeliges forsamlinger, ikke i hast, ej heller i vrede eller med strid.

15 Og ryst støvet af dine fødder mod dem, som ikke tager imod dig, ikke i deres nærvær, så du ikke opildner dem, men i det skjulte; og tvæt dine fødder som et vidnesbyrd mod dem på dommens dag.

16 Se, dette er tilstrækkeligt for jer og er hans vilje, han, som har sendt jer af sted.

17 Og ved min tjener Joseph Smith jun.s mund skal det blive gjort kendt angående Sidney Rigdon og Oliver Cowdery. Resten siden hen. Således er det. Amen.