3 Og det skete, at Abram faldt på sit ansigt og påkaldte Herrens navn.

4 Og Gud talte med ham og sagde: Mit folk er gået bort fra mine forskrifter og har ikke holdt mine ordinancer, som jeg gav deres fædre,

5 og de har ikke iagttaget min salvelse og den begravelse, eller dåb, hvormed jeg befalede dem,

6 men har vendt sig fra befalingen og har selv tiltaget sig at tvætte børn og bestænke med blod

7 og har sagt, at den retfærdige Abels blod blev udgydt for synder, og har ikke vidst, hvorledes de skal stå til regnskab over for mig.

8 Men hvad angår dig, se jeg vil indgå min pagt med dig, og du skal blive fader til mange nationer.

9 Og denne pagt indgår jeg, så dine børn kan være kendt blandt alle nationer. Dit navn skal heller ikke længere være Abram, men dit navn skal være Abraham; for jeg har gjort dig til fader til mange nationer.

10 Og jeg vil gøre dig uhyre frugtbar, og jeg vil skabe nationer fra dig, og konger skal komme fra dig og fra dine efterkommere.

11 Og jeg vil oprette en omskærelsespagt med dig, og det skal være min pagt mellem mig og dig og dine efterkommere efter dig i slægt efter slægt, så du for evigt kan vide, at børn ikke skal stå til ansvar over for mig, førend de er otte år gamle.

12 Og du skal bestræbe dig på at holde alle mine pagter, hvori jeg sluttede pagt med dine fædre; og du skal holde de befalinger, som jeg har givet dig med min egen mund, og jeg vil være Gud for dig og for dine efterkommere efter dig.

23 Da faldt Abraham på sit ansigt og frydede sig og sagde i sit hjerte: Et barn skal fødes ham, som er hundrede år gammel, og Sara, som er halvfems år gammel, skal få børn.

24 Og Abraham sagde til Gud, O måtte Ismael leve retsindigt for dig!