Studiehjælp
JSO, Lukasevangeliet 16


JSO, Luk 16:16-23. Sml. Luk 16:16-18

Loven og profeterne vidner om Jesus. Farisæerne søger at ødelægge riget. Jesus kommer med lignelsen om den rige mand og Lazarus.

16 Og de sagde til ham: Vi har loven og profeterne, men hvad denne mand angår, så vil vi ikke antage ham som vor hersker, for han gør sig til dommer over os.

17 Så sagde Jesus til dem: Loven og profeterne vidner om mig, ja, og alle de profeter, som har skrevet, lige indtil Johannes, har forudsagt disse dage.

18 Siden den tid forkyndes Guds rige, og enhver, som søger sandheden, trænger ind i det.

19 Og det er lettere for himlen og jorden at forgå end for en eneste tøddel af loven ikke at blive opfyldt.

20 Og hvorfor underviser I i loven og forkaster det, der er skrevet og fordømmer ham, som Faderen har sendt for at opfylde loven, så I alle kunne blive forløst?

21 O tåber! for I har sagt i hjertet: Der er ingen Gud. Og I fordrejer den rette vej, og Himmeriget bliver stormet af jer, og I forfølger de sagtmodige, og i jeres fremstormen forsøger I at tilintetgøre riget, og I tager rigets børn ved magt. Ve jer, I ægteskabsbrydere.

22 Og de hånede ham igen, for de var vrede over ordene om, at de var ægteskabsbrydere.

23 Men han fortsatte og sagde: Enhver, som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud; og enhver, som gifter sig med hende, som er skilt fra sin ægtemand, begår ægteskabsbrud. Sandelig siger jeg jer: Jeg vil sammenligne jer med den rige mand.