JSO, Åb 1:1-8. Sml. Åb 1:1-8
Apostlen Johannes modtager profetierne i Johannes’ Åbenbaring. Han får besøg af Jesus Kristus og af en engel.
1 Johannes’, Guds tjeners, åbenbaring, som Jesus Kristus gav ham for at vise sine tjenere, hvad der snart skal ske, og som han sendte og kundgjorde ved sin engel til sin tjener Johannes,
2 der bevidnede Guds ord, og vidnesbyrdet om Jesus Kristus og alt det, som han så.
3 Velsignede er de, som læser, og de, som hører og forstår ordene i denne profeti og overholder det, der står skrevet i den; for tiden for Herrens komme nærmer sig.
4 Se, dette er Johannes’ vidnesbyrd til de syv tjenere, som er over de syv menigheder i Asien. Nåde være med jer og fred fra ham, som er, og som var, og som skal komme, som har udsendt sin engel fra sin trone for at vidne for dem, som er de syv tjenere over de syv menigheder.
5 Derfor bærer jeg Johannes, det troværdige vidne, vidnesbyrd om det, der blev mig givet af englen og fra Jesus Kristus, den førstefødte af de døde og Prinsen over jordens konger.
6 Og herlighed komme til ham, som elsker os, som vaskede vore synder af os med sit eget blod, og som har gjort os til konger og præster for Gud, sin fader. Ham være herlighed og magt for evigt og altid. Amen.
7 For se, han kommer i skyerne med titusinder af sine hellige i riget, klædt i sin faders herlighed. Og hvert øje skal se ham, og de, som gennemborede ham, og alle jordens folkestammer skal jamre på grund af ham. Så ske det, amen.
8 For han sagde: Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden, Herren, som er og som var og som skal komme, den Almægtige.