1 Se, Gud Herren lod hungersnøden blive streng i Urs land, således at Haran, min bror, døde; men Tera, min far, boede stadig i Urs land i Kaldæa.

2 Og det skete, at jeg, Abraham, tog Saraj til hustru, og Nakor, min bror, tog Milka, som var Harans datter, til hustru.

3 Se, Herren havde sagt til mig: Abraham, drag ud fra dit land og væk fra din slægt og fra din fars hus til et land, som jeg vil vise dig.

4 Derfor forlod jeg kaldæernes land Ur for at drage ind i Kana’ans land; og jeg tog Lot, min brorsøn, og hans hustru og Saraj, min hustru, med; og også min far fulgte efter mig til det land, som vi kaldte Karan.

5 Og hungersnøden tog af; og min far blev i Karan og boede der, da der fandtes mange flokke i Karan; og min far vendte sig igen til sin afgudsdyrkelse, derfor forblev han i Karan.

6 Men jeg, Abraham, og Lot, min brorsøn, bad til Herren, og Herren viste sig for mig og sagde til mig: Bryd op, og tag Lot med dig, for jeg har til hensigt at føre dig ud af Karan og at gøre dig til en tjener, der skal bære mit navn i et fremmed land, som jeg vil give dine efterkommere efter dig til evigtvarende ejendom, hvis de giver agt på min røst.

7 For jeg er Herren din Gud; jeg bor i himlen; jorden er min fodskammel; jeg udstrækker min hånd over havet, og det adlyder min røst; jeg gør vinden og ilden til min vogn; jeg siger til bjergene: Vig bort herfra! Og se, de bliver taget bort af en hvirvelvind på et øjeblik, pludseligt.

8 Mit navn er Jahve, og jeg kender enden fra begyndelsen; derfor skal min hånd være over dig.

9 Og jeg vil gøre dig til et stort folkeslag, og jeg vil velsigne dig i overmål og gøre dit navn stort blandt alle folkeslag, og du skal være en velsignelse for dine efterkommere efter dig, så de i deres hænder skal bære denne tjenestegerning og dette præstedømme til alle folkeslag.

10 Og jeg vil velsigne dem ved dit navn; for så mange, som antager dette evangelium, skal kaldes ved dit navn og skal blive regnet for dine efterkommere og skal rejse sig og prise dig som deres fader;

11 og jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, som forbander dig; og i dig (det vil sige i dit præstedømme), og i dine efterkommere (det vil sige dit præstedømme), for jeg giver dig løfte om, at denne ret skal vedblive hos dig og hos dine efterkommere efter dig (det vil sige de bogstavelige efterkommere, eller de legemlige efterkommere), skal alle jordens slægter blive velsignet, nemlig med evangeliets velsignelser, som er frelsens velsignelser, nemlig evigt liv.

12 Se, efter at Herren var hørt op med at tale til mig og havde vendt ansigtet bort fra mig, sagde jeg i hjertet: Din tjener har ihærdigt søgt dig; nu har jeg fundet dig.

13 Du sendte din engel for at udfri mig fra Elkenas guder, og jeg vil gøre vel i at give agt på din røst, lad derfor din tjener rejse sig og drage bort i fred.

14 Så drog jeg, Abraham, af sted, sådan som Herren havde sagt til mig, og Lot med mig; og jeg, Abraham, var toogtres år gammel, da jeg drog ud fra Karan.

15 Og jeg tog Saraj, som jeg tog til hustru, mens jeg var i Ur i Kaldæa, og Lot, min brorsøn, og al den ejendom, som vi havde samlet, og de sjæle, som vi havde vundet i Karan, og vi begav os på vej mod Kana’ans land og boede i telt undervejs dertil;

16 derfor var evigheden vort dække og vor klippe og vor frelse, mens vi rejste fra Karan gennem Jershon for at komme til Kana’ans land.

17 Se, jeg, Abraham, byggede et alter i Jershons land og bragte et offer til Herren og bad om, at hungersnøden måtte blive afvendt fra min fars hus, så de ikke skulle omkomme.

18 Og derpå drog vi fra Jershon gennem landet til stedet Sikem; det lå på Mores sletter, og vi var allerede nået ind i grænseegnene af kana’anitternes land, og jeg bragte slagtofre der på Mores sletter og påkaldte inderligt Herren, fordi vi allerede var kommet ind i dette afgudsdyrkende folks land.

19 Og Herren viste sig for mig som svar på mine bønner og sagde til mig: Dine efterkommere vil jeg give dette land.

20 Og jeg, Abraham, brød op fra det sted, hvor det alter, som jeg havde bygget til Herren, stod, og flyttede derfra til et bjerg øst for Betel og slog mit telt op dér – Betel mod vest og Aj mod øst – og dér byggede jeg et andet alter til Herren og påkaldte igen Herrens navn.

21 Og jeg, Abraham, rejste videre, stadig mod syd; og der var en vedvarende hungersnød i landet; og jeg, Abraham, besluttede at drage ned til Egypten for at tage ophold der, for hungersnøden blev meget alvorlig.

22 Og det skete, da jeg nærmede mig Egypten, at Herren sagde til mig: Se, Saraj, din hustru, er en meget smuk kvinde at se på;

23 derfor vil det ske, når egypterne ser hende, at de siger: Hun er hans hustru! Og de vil dræbe dig, men de vil lade hende leve; se derfor til, at I gør som følger:

24 Lad hende sige til egypterne, at hun er din søster, så skal din sjæl leve.

25 Og det skete, at jeg, Abraham, fortalte Saraj, min hustru, alt, hvad Herren havde sagt til mig. Sig derfor til dem, beder jeg dig, at du er min søster, så det må gå mig vel på grund af dig, og så min sjæl skal leve takket være dig.