1 Således fuldendtes himlen og jorden og hele deres hærskare.

2 Og på den syvende dag afsluttede jeg, Gud, mit arbejde og alt det, som jeg havde dannet; og jeg hvilede på den syvende dag fra alt mit arbejde, og alt, hvad jeg havde dannet, var fuldendt, og jeg, Gud, så, at det var godt.

3 Og jeg, Gud, velsignede den syvende dag og helligede den; for på den hvilede jeg fra hele det værk, som jeg, Gud, havde skabt og dannet.

4 Og se nu, jeg siger dig, at disse er himlens og jordens skabelsesfaser, da de blev skabt på den dag, da jeg, Gud Herren, dannede himlen og jorden

5 og hver af markens planter, førend de var i jorden, og hver af markens urter, førend de voksede. For jeg, Gud Herren, skabte alt det, hvorom jeg har talt, åndeligt, førend det fandtes naturligt på jordens overflade. For jeg, Gud Herren, havde ikke ladet det regne på jordens overflade. Og jeg, Gud Herren, havde skabt alle menneskenes børn, og endnu ikke et menneske til at dyrke jorden; for i himlen skabte jeg dem; og der var endnu intet kød på jorden, ej heller i vandet, ej heller i luften;

6 men jeg, Gud Herren, talte, og der steg en tåge op af jorden og vandede hele jordoverfladen.

7 Og jeg, Gud Herren, formede mennesket af jordens støv og blæste livsånde ind i dets næsebor; og mennesket blev en levende sjæl, det første kød på jorden og også det første menneske; dog var alt blevet skabt forud, men åndeligt var det blevet skabt og dannet i overensstemmelse med mit ord.

8 Og jeg, Gud Herren, plantede en have i Eden mod øst, og dér satte jeg mennesket, som jeg havde formet.

9 Og op af jorden lod jeg, Gud Herren, naturligt fremvokse hvert træ, som er dejligt at se på for mennesket; og mennesket kunne se det. Og også det blev en levende sjæl. For det var åndeligt på den dag, da jeg skabte det; for det forbliver i den sfære, hvori jeg, Gud, skabte det, ja, alt, som jeg har beredt til menneskets brug; og mennesket så, at det var velegnet til føde. Og jeg, Gud Herren, plantede også livets træ midt i haven og ligeså træet til kundskab om godt og ondt.

10 Og jeg, Gud Herren, lod en flod løbe ud af Eden til at vande haven; og derfra blev den delt og blev begyndelsen til fire floder.

11 Og jeg, Gud Herren, gav den første navnet Pishon, og den løber rundt om hele Havilas land, hvor jeg, Gud Herren, skabte meget guld;

12 og guldet i det land var godt, og der var bedellium og shohamsten.

13 Den anden flod fik navnet Gihon, den, der løber rundt om hele Etiopiens land.

14 Og navnet på den tredje flod var Hiddekel, den som løber imod det østlige Assyrien. Og den fjerde flod var Eufrat.

15 Og jeg, Gud Herren, tog manden og satte ham i Edens have for at passe den og vogte den.

16 Og jeg, Gud Herren, gav manden befaling og sagde: Af hvert træ i haven må du frit spise,

17 men af træet til kundskab om godt og ondt, af det må du ikke spise, dog må du selv vælge, for det er givet dig; men husk på, at jeg forbyder det, for den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø.

18 Og jeg, Gud Herren, sagde til min Enbårne, at det ikke var godt, at manden skulle være alene; derfor vil jeg danne ham en hjælper, som passer til ham.

19 Og af jorden formede jeg, Gud Herren, hvert af markens dyr og hver af luftens fugle og befalede, at de skulle komme hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; og de var også levende sjæle; for jeg, Gud, havde blæst livsånde ind i dem og befalede, at det, som Adam kaldte hver levende skabning, det skulle være dens navn.

20 Og Adam navngav alt kvæg og luftens fugle og hvert af markens dyr; men hvad Adam angår, så fandtes der ikke en hjælper, som passede til ham.

21 Og jeg, Gud Herren, lod en dyb søvn falde over Adam; og han sov, og jeg tog et af hans ribben og lukkede kødet til i dets sted;

22 og af ribbenet, som jeg, Gud Herren, havde taget fra manden, dannede jeg en kvinde og førte hende hen til manden.

23 Og Adam sagde: Dette er, ved jeg nu, en knogle af mine knogler og kød af mit kød; hun skal kaldes Kvinde, fordi hun er taget af manden.

24 Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og skal holde sig til sin hustru; og de skal blive ét kød.

25 Og de var begge nøgne, manden og hans hustru, og skammede sig ikke.