1 Og alle Enoks dage blev fire hundrede og tredive år.

2 Og det skete, at Metusalem, Enoks søn, ikke blev taget op, for at Herrens pagter, som han sluttede med Enok, kunne blive opfyldt; for han indgik visselig en pagt med Enok om, at Noa skulle komme fra hans lænders frugt.

3 Og det skete, at Metusalem profeterede, at fra hans lænder skulle alle jordens riger nedstamme (gennem Noa); og han følte sig stolt deraf.

4 Og der opstod stor hungersnød i landet, og Herren forbandede jorden med en hård forbandelse, og mange af dens indbyggere døde.

5 Og det skete, at Metusalem levede et hundrede og syvogfirs år og fik Lemek;

6 og Metusalem levede, efter at han havde fået Lemek, syv hundrede og toogfirs år og fik sønner og døtre;

7 og alle Metusalems dage blev ni hundrede og niogtres år, og han døde.

8 Og Lemek levede et hundrede og toogfirs år og fik en søn,

9 og han gav ham navnet Noa, idet han sagde: Denne søn skal trøste os, hvad angår vore hænders arbejde og slid på grund af jorden, som Herren har forbandet.

10 Og Lemek levede, efter at han havde fået Noa, fem hundrede og femoghalvfems år og fik sønner og døtre;

11 og alle Lemeks dage blev syv hundrede og syvoghalvfjerds år, og han døde.

12 Og Noa var fire hundrede og halvtreds år gammel og fik Jafet; og toogfyrre år senere fik han Sem med hende, som var mor til Jafet, og da han var fem hundrede år gammel, fik han Kam.

13 Og Noa og hans sønner lyttede til Herren og gav agt, og de blev kaldt Guds sønner.

14 Og da disse mænd begyndte at mangfoldiggøre sig på jordens overflade, og der blev født dem døtre, så menneskenes sønner, at disse døtre var skønne, og de tog sig hustruer efter deres eget valg.

15 Og Herren sagde til Noa: Dine sønners døtre har solgt sig selv; og se, min vrede er blevet optændt imod menneskenes sønner, for de vil ikke give agt på min røst.

16 Og det skete, at Noa profeterede og underviste i det, der hører Gud til, ligesom det var i begyndelsen.

17 Og Herren sagde til Noa: Min Ånd skal ikke stedse kæmpe med mennesket, for det skal vide, at alt kød skal dø; dog skal dets dage være et hundrede og tyve år; og hvis menneskene ikke omvender sig, vil jeg sende vandfloderne ind over dem.

18 Og i de dage var der kæmper på jorden, og de stræbte Noa efter livet for at berøve ham det; men Herren var med Noa, og Herrens kraft var over ham.

19 Og Herren ordinerede Noa til sin egen orden og befalede ham, at han skulle drage ud og kundgøre hans evangelium til menneskenes børn, ligesom Enok fik besked på at gøre.

20 Og det skete, at Noa opfordrede menneskenes børn til, at de skulle omvende sig, men de lyttede ikke til hans ord;

21 og det skete også, efter at de havde hørt ham, at de kom hen til ham og sagde: Se, vi er Guds sønner; har vi ikke taget menneskenes døtre til os? Og spiser og drikker vi ikke og gifter os og bortgifter? Og vore hustruer føder os børn, og de er mægtige mænd, som er ligesom mænd i fordums dage, mænd af stor berømmelse. Og de lyttede ikke til Noas ord.

22 Og Gud så, at menneskenes ugudelighed var blevet stor på jorden; og enhver var opblæst i sit eget hjertes indbildning og tanker, der bestandigt kun var onde.

23 Og det skete, at Noa fortsatte med at prædike for folket, idet han sagde: Lyt og giv agt på mine ord;

24 tro og omvend jer fra jeres synder og bliv døbt i Jesu Kristi, Guds Søns navn, ligesom vore fædre, så skal I få Helligånden, så I kan få alt tilkendegivet; og hvis I ikke gør dette, kommer vandfloderne ind over jer! Men de hørte ikke efter.

25 Og Noa var ked af, og det skar ham i hjertet, at Herren havde dannet mennesket på jorden, og det voldte ham sorg i hjertet.

26 Og Herren sagde: Jeg vil udrydde mennesket, som jeg har skabt, fra jordens overflade, både menneske og dyr, og de krybende dyr og luftens fugle; for Noa er ked af, at jeg har skabt dem, og at jeg har dannet dem; og han har påkaldt mig, for de har stræbt ham efter livet.

27 Og således fandt Noa nåde for Herrens øjne; for Noa var en retfærdig mand og fuldkommen i sin slægt; og han vandrede med Gud, ligesom hans tre sønner Sem, Kam og Jafet også gjorde.

28 Jorden var fordærvet i Guds øjne, og den var fyldt med vold.

29 Og Gud så ned på jorden, og se, den var fordærvet, for alt kød havde fordærvet sin levevis på jorden.

30 Og Gud sagde til Noa: Jeg ser, at jeg må gøre ende på alt kød, for jorden er fyldt med vold, og se, jeg vil udrydde alt kød fra jorden.