Vid, hvem du er – og hvem du altid har været
For nylig kom min 16-årige niece Megan og to af hendes veninder hjem til mig og skulle overnatte. Da vi talte sammen den aften, spurgte en af dem om, hvordan det havde været at vokse op på en gård i gamle dage … Jeg fortalte Megan og hendes venner, at i »gamle dage« havde jeg været forfærdelig genert, og jeg havde ingen selvtillid.
»Hvordan fik du styr på det?« spurgte Megan. Jeg var lige på nippet til at svare hende ganske kort, men tog mig selv i det, da jeg fornemmede, at disse fortræffelige unge kvinder var modtagelige for mere end det. Så jeg fortalte dem, at det skyldtes noget åndeligt: Det var ikke, førend jeg begyndte at forstå, hvordan Herren følte for mig, at mine egne følelser for mig og mit liv langsomt begyndte at ændre sig. Deres spørgsmål kom derefter i en lind strøm: Hvordan kunne jeg vide, hvad Herren følte? Og hvordan kunne de finde ud af, hvad han følte for dem?
I flere timer og med skrifterne i hånden talte vi om, hvordan man hører Åndens røst, om hvor ivrig Herren er efter at afsløre den kundskab, der ligger sikkert gemt inde i vores ånd om, hvem vi er, og hvad vores mission i livet er, og om den altafgørende forskel det gør, når vi ved det …
Der er intet mere afgørende for vores succes og lykke end at lære at lytte til Åndens røst. Det er Ånden, der afslører vores identitet for os – og ikke bare hvem vi er, men hvem vi altid har været. Og når vi ved det, giver det en så fantastisk følelse af mening med livet, at vi aldrig bliver den samme igen …
Vores ånd længes efter at huske sandheden om, hvem vi er, for måden vi ser os selv på, vores identitetsfølelse, påvirker alt vi gør … Det påvirker selve måden, vi lever vores liv på. Så i dag opfordrer jeg jer til ikke blot at tænke over, hvem I er, men hvem I altid har været på en ny måde …
Kan I forestille jer, at Gud, der kender os til fuldkommenhed, reserverede os til denne tid, hvor indsatsen er større og modstanden mere intens end nogensinde før? Hvor han havde brug for kvinder, der kunne opfostre og lede en udvalgt generation i det mest åndeligt dræbende miljø? Kan I forestille jer, at han udvalgte os, fordi han vidste, at vi frygtløst ville opbygge Zion? …
Ædle og store. Modige og målrettede. Trofaste og frygtløse. Det er dem, I er, og det, I altid har været. Forståelse af den sandhed kan ændre jeres liv, for denne viden indeholder en selvtillid, der ikke kan kopieres andre steder fra …
Når I forstår, at I blev udvalgt og gemt til nu, og når I lever i harmoni med den mission, vil I blive lykkeligere, end I nogensinde har været før …
Gud er vores Fader, og Kristus er hans enbårne Søn. Må vi glæde os over atter en gang at stå rankt for Frelseren og tjene med tapperhed og vigør i hans vingård. Og må vi være frygtløse i at opbygge vor Guds Zion – fordi vi ved, hvem vi er, og hvem vi altid har været.