Find læ i afhængighedens storm
Afhængighed er et skånselsløst stormvejr, der kaster både den afhængige og deres kære frem og tilbage.
Illustration fra Getty Images
Den nat, min bror tog en overdosis heroin, glemmer jeg aldrig. Jeg kan stadig huske hver en detalje, den dumpe lyd af hans krop, der rammer gulvet, mine forældres råben, frygten, forvirringen og den håbløshed, der sænkede sig, da jeg indså, at vi var tilbage ved udgangspunktet med hans tilsyneladende endeløse kamp mod afhængighed.
Da min bror ikke reagerede, overraskede jeg faktisk mig selv. Trods al kaosset omkring mig kom der en unaturlig indre styrke over mig, der gjorde mig i stand til at hjælpe mine forældre med at få min bror stabil. Jeg holdt hans stive grå hånd og talte langsomt til ham, mens han stirrede tilbage på mig med øjne, der var helt væk. Selvom jeg ikke kunne fatte, hvad jeg så, var jeg overraskende rolig, mens vi ventede på, at han genvandt bevidstheden. Jeg indså senere, at denne betimelige ro var Herrens bevarende kraft.
Da min bror var blevet stabil og ført til hospitalet for at blive behandlet, gik situationens alvor op for mig. Min himmelsendte styrke forsvandt, og jeg brød sammen af sorg. Mit hjerte brast. Smerten dunkede i mit bryst, da jeg krøb sammen på min seng, og jeg kunne ikke få vejret. Min hulken kunne ikke følge med mine følelser. »Hvordan er dette blevet mit liv?« tænkte jeg. »Han kommer aldrig til at vinde over det her! Jeg kan ikke klare det mere!«
I det øjeblik, jeg brød sammen af sorg, følte jeg det som om, at jeg var blevet løftet op i luften af en uset kraft – en stærk vind, der havde smidt mig på en kold, mørk klippegrund – et sted, der ikke blot var reserveret til misbrugere, men til alle, der elskede dem, et sted, jeg var blevet alt for godt bekendt med.
En skånselsløs storm
At se en, man elsker, kæmpe med misbrug er næsten ubærligt. Afhængighed afføder løgne, hemmeligheder, svig og svigt, som igen avler forsvarsposition, skam og mistillid – som alt sammen skader forholdet til andre og får os til at tvivle på vores realitetssans. Jeg kan ikke sige jer, hvor mange gange mine forældre, søskende og jeg har stået med den tyngende undren »hvad hvis?« og »hvis bare«.
Det er ikke alle familier, der er berørt af misbrug, der har samme oplevelse, men i min families tilfælde havde min brors misbrug forårsaget uenighed om, hvordan vi skulle håndtere hans situation. Der havde været ytret nogle passivt aggressive kommentarer om at »gøre det muligt for nogen« og sårede følelser mellem mig og mine søstre, eftersom mine forældres opmærksomhed konstant var koncentreret om vores bror. Sommetider gik vi som på æggeskaller omkring hinanden.
Afhængighed er som truende torden – en altid nærværende sky af usikkerhed og bekymring, der hænger over hovedet på en. Selvom vi er på vagt og venter på, at lynet rammer, så rammer det alligevel altid uventet, og gør os panikslagne. Hver gang. Det er en ond og uendelig cirkel.
Da min bror tog en overdosis, havde han været stoffri i to år. Vi så endelig lyset igen efter at have set ham kæmpe med de brutale konsekvenser af afhængighed i mere end ti år. Men i det øjeblik, han igen blev udsat for sin last, faldt alt det, han havde bygget op i to år, til jorden med et brag.
Efter et kort glimt af frihed i horisonten blev vi med min brors tilbagefald suget tilbage i en rasende, rodet og tilsyneladende uundvigelig hvirvelstorm af afhængighed, en storm, der slår den afhængige, samtidig med at den også kaster de pårørende frem og tilbage.
Præsident Russell M. Nelson har forklaret afhængighed således: »Fra et tilsyneladende uskyldigt indledende eksperiment kan en ond cirkel begynde. Et forsøg bliver en vane. En vane bliver til afhængighed. Afhængigheden bliver et misbrug. Det sker gradvist. Vanens slavebindende bånd er for små til, at de opfattes, før de er for stærke til at blive brudt.«1
Følelsen af totalt svigt knuste mig og min familie.
Men en ting, vi ofte glemmer i forbindelse med afhængighed, er, at når min bror falder i igen, så vælger han ikke afhængigheden frem for sin familie; han står dagligt over for en næsten ubærlig fristelse, som vi knapt kan fatte.
Man kan finde Frelseren, selv når man har nået bunden
Da jeg lå på min seng, kunne jeg allerede mærke den velkendte uro krybe tilbage i mit sind. Jeg følte, at alt håb var ude. Slagen. Fuld af smerte. Selvom jeg tryglede Gud om at fjerne smerten i mit hjerte og give min bror styrke til at overvinde denne prøvelse en gang til, var jeg sikker på, at jeg aldrig ville blive i stand til at hive mig op af håbløshedens mørke hul, efter jeg havde set min bror så slået.
Og så gjorde jeg det alligevel.
Hver gang jeg synes, at jeg rammer bunden, om det så skyldes min brors afhængighed eller andre prøvelser, jeg møder, så evner jeg at rejse mig, rette skibet op og sætte sejl igen. Det kan synes umuligt, men det er det vidunderlige ved Frelserens nåde og barmhjertighed: når jeg lægger mit liv i hans hænder, så gør han det umulige muligt. Som apostlen Paulus sagde: »Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft« (Fil 4:13).
Mine stunder med fortvivlelse, de gange, hvor jeg rammer bunden, indtræffer gerne, når livet går godt, når jeg føler mig på toppen, og pladask ud af det blå falder jeg med et brag! Jeg falder næsegrus på en nådesløs klippebund. Faldet er pludseligt, uventet og smertefuldt. Men overraskende nok har jeg efter min broderpart med forskellige prøvelser i mit liv lært, at der kan være smukt på bunden. For når man er omgivet af totalt mørke, skinner Frelserens lys stadig klart. Når I rammer bunden, så husk, hvad ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Det er ikke muligt for jer at falde dybere, end Kristi forsonings lys kan skinne.«2
Mine stunder på bunden har hjulpet mig til at forstå kraften i Jesu Kristi forsoning bedre. Når jeg sørger over min bror, og jeg tænker, at ingen forstår, hvad jeg går igennem, så ved jeg, at Frelseren gør. Jeg ved, at han også forstår min brors afhængighed på en måde, ingen anden kan. Lige så meget som jeg hader det pludselige rædselsfulde fald til bunden, er jeg taknemmelig for de stunder, hvor Frelseren har hjulpet mig til at stå oprejst, selvom jeg ikke selv har haft styrken til at stå. Hvad angår min brors afhængighed, har Herren styrket mig til at nære medfølelse med min bror i stedet for at dømme eller bebrejde ham og have empati med ham, selvom han kæmper med noget, jeg ikke helt forstår, og til at tilgive ham og elske ham til trods for, at jeg mange gange er blevet såret af hans valg.
Støt dem, der kæmper med afhængighed
Min bror er virkelig et godt menneske. Han er venlig og respektfuld. Han er ydmyg og blid. Han er intelligent og hylende morsom. Han er en elsket onkel, en god ven og et skattet medlem af min familie. Han er på ingen måde et dårligt menneske. Han er et Guds barn af uendelig værdi, der er blevet fanget af Satans snarer og hans egen afhængighed, fordi han har truffet dårlige valg. Som præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Selv små ulydige handlinger eller mindre fejl, når det gælder om at følge retskaffen praksis, kan trække os nedad og ende med noget, vi er blevet advaret imod.«3 Trods min brors dårlige valg har han og alle andre, der kæmper med afhængighed, og deres familie brug for støtte og styrke.
Min familie led i stilhed omkring min brors afhængighed i lang tid. Vi bar det som en skam i årevis. Afhængighed er et tabu, så vi talte ikke om det. Vi troede, at stofmisbrug ikke kunne påvirke familier, der gjorde deres bedste for at efterleve evangeliet og følge Jesus Kristus. Vi var så bange for, hvad folk ville tænke, hvis de fandt ud af det. Mine forældre bebrejdede konstant sig selv for min brors beslutninger, jeg skjulte, hvad der foregik for mine venner, og vi undgik alle spørgsmål om min bror. Vi vidste ikke, at det, at vi ikke talte om vores situation, kun gjorde smerten værre.
Nu ser jeg anderledes på min brors afhængighed. Og nøgleordet er ser. I så mange år undgik jeg det og skjulte det for alle andre, men nu ser jeg direkte på det med min familie. Vi søger støtte, og vi prøver at støtte andre. Som årene er gået, har vi opdaget, at afhængighed påvirker mange familier på mange forskellige måder – og ingen behøver at føle skam eller at skjule det. Der er brug for, at der bliver talt om det, og de, der er blevet ramt af det, enten som pårørende, eller fordi de selv kæmper med det, har brug for mindre fordømmelse og mere støtte, medfølelse, forståelse og kærlighed. Ingen bør skulle lide i ensomhed.
Find fred i midt i stormen
Selvom jeg i årevis har bedt om, at min brors afhængighed måtte blive fjernet fra ham, har jeg lært, at der ikke kan pilles ved hans handlefrihed. Han har stadig en vis handlefrihed og træffer sine egne valg, selv i afhængighedens lænker. Min familie og jeg kan være der for ham og elske ham, men vi kan ikke tvinge ham til at ændre sig. Han afgør det selv. Så når vi fanges i den vilde storm, der raser omkring min bror, føles det sommetider som om, der ikke er nogen udvej. Som for så mange andre, der står ansigt til ansigt med afhængighed, føles det, som om vi aldrig undslipper. Men Frelseren er der med usvigelig sikkerhed og giver os små stunder af frihed i form af fred, lettelse og kundskab om, at en dag vil alt blive godt.
Frelserens måde at indgyde fred i mit sind på er ikke altid øjeblikkelig eller forbløffende mirakuløs. Når afhængighedens storm hvirvler mig med, tænker jeg ofte på, da Frelseren lå og sov, mens stormen rasede på Galilæas Sø. Hans disciple var rædselsslagne. De fokuserede på stormen i stedet for at fokusere på Frelseren, og alligevel var han lige ved siden af dem hele tiden. Han lod dem aldrig i stikken, og han kom dem til undsætning – selv når de tvivlede på ham. (Se Mark 4:36-41).
Jeg har lært, at Frelseren heller aldrig vil lade mig drukne. I mit liv har der altid været små bidder af Herrens nåde, der har gjort mig i stand til at padle imod de voldsomme bølger, livet byder på. Han har gjort mig i stand til at bevare roen og holde sammen på mig selv, når min bror har haft brug for mig, han har hjulpet mig til at mønstre styrke nok til at komme ud af sengen på dage, hvor jeg ikke troede, at jeg havde styrken til det, og han fortsætter med at give mig fred trods min konstante lammende frygt for det uvisse.
Der er altid håb
Fordi vi så ofte hører om de tragiske konsekvenser i forbindelse med overdoser og alkoholforgiftning eller de mange skilsmisser i kølvandet på pornografi, kan kampen mod afhængighed virke som en sag, der er tabt på forhånd, men det behøver den ikke altid at være. Takket være Frelseren er der vitterligt håb at klynge sig til i enhver situation.
Selvom jeg ikke ved, hvordan min brors kamp kommer til at ende, så holder jeg stadig fast i håbet, selv når det virker frugtesløst. Jeg faster. Nu beder jeg mere om forståelse, empati og vejledning snarere end om, at hans afhængighed straks bliver taget fra ham. Jeg har indset, hvilken personlig og åndelig udvikling denne årelange prøvelse har affødt hos mig. Jeg bruger alle de ressourcer, jeg kan, på at forstå det ufattelige. Og jeg rækker ud for at modtage den vidunderlige støtte fra venner og Kirkens ledere.
Men mest af alt sætter jeg min lid til Frelseren og hans helende og frelsende kraft. Hans forsoning er virkelig. Der findes ingen større trøst end at vide, at han fuldt ud forstår, hvad både jeg og min bror går igennem. Salmernes Bog 34:19 lyder: »Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.«
Jeg ved, at han er nær ved mig i de stunder, hvor mit hjerte er knust, og jeg ved, at han altid vil være der og hjælpe mig med at stykke det sammen igen. Han ser ikke alene stormen blæse op fra kysten, men han er oftest med på båden, hvor han står ansigt til ansigt med de vilde vinde og vover sammen med mig. Han stilner stadig det oprørte hav i mit liv og lader mig vokse og føle sand fred.